Dronningens vagtmester

Det meste af handlingen i Carit Etlars roman 'Dronningens Vagtmester' foregår på herregården Gjorslev, der som bekendt blev bygget omkring 1396 af  Margrethe den førstes kansler, biskop Peder Jensen Lodehat. En del af handlingen er også henlagt til Søholm.

Romanen tager sin begyndelse en eftermiddag i slutningen af september 1658, da to personer, Bodil, også kaldet Kulsoen, og hendes forsagte æg-tefælle Tam sidder i deres hytte, der ligger i en skov, ikke så langt fra Billesborg. Der kommer en mand dertil, klædt i en mørk kappe, som er kommet i det ærinde at få viderebragt et brev til Svend Gønge. Kulsoen har med sin snuhed og kløgt fået bildt den fremmede ind, at Tam hører til Svend Gønges folk. Det er hendes hensigt at ville bryde seglet for at læse brevets indhold. Hendes mand er dog af en anden mening, hvorfor han straks bevæg-er sig af sted for at overbringe brevet, således som han havde lovet.

Svend Gønge og hans tro væbner, vagtmesteren Ib, er på vej til Fru Elsebeth Buchwald, der bor i Arnøje. Uden for huset bliver Svend tiltalt af hendes dat-ter, den unge pige, Karen Kaas, der som den første ønsker at takke ham for hans bistand og anråbe den på ny. Da de kommer ind i huset møder de for-uden moderen, fru Elsebeth Buchwald, også hendes søstersøn, junker Rud. I august måned  under flugt fra Søholm havde hun skjult sine mest værdifulde smykker, sit sølvtøj samt en større pengesum på gården. Hun er nu bange for, at skjulestedet vil blive opdaget. Det er hendes bøn til Svend, at han skal bringe hende disse værdigenstande. Det kan være vanskeligt, eftersom Sø-holm på dette tidspunkt er besat af fjender. Der er krig mod svenskerne, og den svenske konge Karl Gustav havde to måneder tidligere belejret København.

Da Svend Gønge i selskab med Ib rider derfra, er hans tanker beskæftiget med den unge pige Karen Kaas, som har gjort et uudsletteligt indtryk på ham. Da de kommer til en skovstrækning, møder de en bonde, som de overgiver hestene til. De beder ham om at sætte hestene ind i et hus i Råby og om at anmode ejerens søn om at begive sig af sted til Klippinge for at overbringe det budskab til nogle mænd, at han og Ib har besluttet sig for at tilbringe natten på Søholm. I skoven møder de en mand, der holder med en vogn, hvorpå der er en ligkiste. Den skal transporteres til Søholm, hvor en mand ved navn Tange, der var kapellan, har hængt sig. Ib får den idé at bilde manden ind, at han er bror til den afdøde og Svend Gønge far til ved-kommende. På den måde lykkes det for dem at komme til Søholm, hvor de har til hensigt at finde de værdigenstande, som fru Elsebeth Buchwald har efterladt der. De får at vide, at der er en vagtmester og 7 karle på herre-gården. De får nogle flere oplysninger, som er nyttige for dem. Da de kommer til broen, der fører over til Søholm, bliver de standset af en vagt, der ikke vil lade dem komme over uden tilladelse af vagtmesteren. Han bliver tilkaldt og er i tvivl om rigtigheden af de fremmedes oplysninger. Da det således ser ud til at være tvivlsomt, hvorvidt det vil kunne lade sig gøre at gennemføre forehavenet, lyder der pludselig en kvindestemme fra den bageste del af vognen. Det er Kulsoen, der har gemt sig i vognen, da hun har til hensigt at skulle med over på Søholm for at få del i den skat, der er skjult der. Hun bevidner over for vagtmesteren, at Ib er bror, Svend er far og hun selv mor til den afdøde. På den måde lykkes det for dem alle at komme ind på herregården.

Svend beder bonden om at køre kisten med den afdøde til Holtug Kirkegård. Ib og Svend er nødt til at forhandle med Kulsoen om deling af skatten, da de ellers kan risikere, at hun afslører deres egentlige ærinde over for vagtmes-teren. Hun forlanger at få tredjeparten af de værdigenstande, der er blevet skjult. Kulsoen har tænkt sig at blive på Søholm om natten, og hun fortæller de to mænd, at generalen, der ligger på Erikstrup med 120 mand, ankommer dagen efter. I den store hall ligger Tanges lig på en bænk. Det er Svends idé, at de skal gemme pengene i kisten. Det vil være et sikkert skjulested. Ib forsøger at bilde Kulsoen ind, at han og Svend samt deres folk er kommet dertil for at overrumple fjenden, og at han slet ikke er klar over, hvor der er en skat begravet. Da en svensk dragon nærmer sig, truer Kulsoen med, at hvis hun bliver narret af Ib, vil hans kæreste Inger komme til at bøde for det. Ib ser sig derfor nødsaget til at gå i gang med at søge efter skatten, og han begynder at undersøge fliserne i gulvet ved kaminen. Han opdager, at der findes et rum mellem gulvet og hvælvingen til etagen nedenunder, og ganske rigtigt står der en kasse i åbningen under gulvet. Ib beder den begærlige Kulso om at hjælpe til med at få kassen op af hullet. Da den er blevet halet op i niveau med gulvet, giver Ib pludselig slip, og Kulsoen ryger ned oven på kassen. Ib knebler hende så fast, at hun ikke kan frembringe en lyd. Han løfter hende op af hullet og bærer hende hen til en lænestol, hvor hendes hænder og fødder bliver bundet fast. Ib tager uden besvær kassen op og tømmer indholdet ud i kisten, hvorefter han placerer den tomme kasse på samme sted under gulvet. Liget af Tange skal ikke i kisten, men det bliver i stedet for lagt i kaminåbningen. Foran denne sætter Ib lænestolen med Kulsoen. Da en svensk dragon kommer ind i hallen, fortæller Ib ham, at Kulsoen er blevet bundet, da hun lider af stivkrampe. Ib, Svend og bonden bærer kisten ud af hallen og sætter den på vognen. Da de forlader stedet, lyser månen over broen, der fører væk fra Søholm.

Den følgende morgen finder dragonerne Kulsoen liggende i hallen. Det er ikke lykkedes for hende at befri sig for båndene. Hun afslører, hvad der er sket til vagtmesteren, der bliver rasende over at være blevet taget ved næsen. Rytterne stiger til hest og forlader gården.

Beboerne på Stevns mærker i den følgende tid ikke meget til fjenden, me-dens kong Karl Gustav på samme tid er ved at forberede sig til storm på København. Fru Elsebeth Buchwald beslutter sig derfor for under indtryk af en rolig periode at flytte til Gjorslev i selskab med sin datter Karen og sin søstersøn, junker Rud.

9 dage derefter nærmer en officer og 25 mand sig Gjorslev. Fru Elsebeth holder familieråd og beslutter sig for at skjule alt af værdi. Karen bliver spær-ret inde i det længst bortliggende værelse, og junker Rud bliver sat til at for-handle med de fremmede soldater. De ankommer til Gjorslev med kaptajn Esner i spidsen. Han fremstiller sig først for junker Rud, dernæst for fru Elsebeth Buchwald på en meget høflig måde, der beroliger dem begge. Hele Esners adfærd bærer præg af dannelse og gode sæder, men det viser sig senere, at han er i besiddelse af en udspekuleret karakter, der gør det muligt for ham at tilrane sig flere ting af høj værdi. Beroliget af hans tilsyneladende dannelse har fru Elsebeth Buchwald været så letsindig at stille flere af sølv-tingene frem igen og det kommer hende til skade, eftersom Esner på en snedig måde forstår at få lokket disse ting fra hende. Da hun en dag beklager sig til sin søstersøn, junker Rud, over den ulykke, der overgår hende i forbindelse med kaptajn Esners griskhed, kommer denne i det samme ind i tårnværelset for at overbringe hende det budskab, at hun inden den følgende dags middag har fået ordre af general Fersen til at aflevere fem tusind pund hø ved Magleby Kirke. Til dette svarer hun, at der ikke findes fjerdeparten af det  forlangte på Gjorslev. Under deres samtale afslører kaptajnen, at han har fået efterretning om, at fru Elsebeth har ladet Svend Gønge hente en stor skat på Søholm. Hun får en følelse af at være fortabt og anmoder Esner om at komme med et råd. Han giver hende det forslag, at hun til gengæld for, at han skaffer hende det resterende hø, vil låne ham armstagen, de to lyse-sakse og sølvbakkerne. Afslår hun dette forslag, vil hun blive nødt til at acceptere en endnu større indkvartering af soldater på Gjorslev.

Et par dage senere afholdes et familieråd mellem fru Elsebeth, junker Rud og Karen. Det bliver besluttet at flygte fra Gjorslev ved Svend Gønges assi-stance. For at få fat i ham er det nødvendigt at sende den lille hønsedreng Palle af sted. Inden denne samtale er slut, kommer kaptajn Esner op til dem for at meddele general Fersens ankomst.

Samme aften bliver Palle bedt om at bringe bud til Svend Gønge om her-skabets beslutning om at drage bort fra Gjorslev og rejse til København. Brevet bliver skjult i Palles hår, hvilket er det sikreste skjulested. Da Palle ankommer til vagtmester Ibs lille hytte nær Valdbygaard, er Kulsoen tilstede. Hun er kommet for at tigge brød, kød og noget tøj til sin mand, Tam. Palle afslører ikke over for den listige Kulso, at han er kommet direkte fra Gjor-slev, og han sørger for at give brevet til Ib uden for dennes hytte, således at hun ikke kan opfange, i hvilket ærinde han er kommet. Palle får den oplys-ning, at Svend Gønge er draget nordpå. Da Ib ikke kan læse brevskrift, er han nødt til at tage til præsten i Hellested for at få det oversat.

Da Svend Gønge er bortrejst, bliver det Ib, der skal sørge for, at herskabet kommet sikkert af sted fra Gjorslev. Ib har lagt en plan, som Palle skal hjæl-pe ham med at udføre. Inden Palle går derfra, bliver han bedt om at tage Ibs ravn med sig for at lade den blive passet på Gjorslev.

Herskabet er i færd med at gøre sig klar til afrejse. Palle har fra den tidlige morgenstund været placeret ved et skydeskår i nærheden af vindebroen. Derfra har han et godt udsyn og er selv skjult, således at Kulsoen ikke kan få øje på ham, da hun ankommer til stedet. Hun bliver dog nødt til at vende om, da skildvagten beordrer hende til det. Kulsoen var ved at udspionere Ib kommet til klarhed over, hvad der skulle foregå. Derfor var hun draget af sted til Gjorslev for at kunne underrette kaptajn Esner om herskabets plan om at flygte fra Gjorslev. Om eftermiddagen forlader Palle Gjorslev  for at gå til Valdbygaard, men bliver på vejen dertil standset af Kulsoen. Han bliver klar over, at hun har opdaget, at herskabet har planlagt en flugt, og han forsøger derfor at bilde hende ind, at flugten først skal finde sted den følgen-de nat. Desuden fortæller han hende, at han har gemt en pakke for her-skabet i vagtmesterens hus. Det gør han i et forsøg på at lokke hende ind i hytten og op på loftet, hvorefter han fjerner stigen. På denne måde får Palle gjort sig fri af Kulsoen, som er den evige trussel, da hun nærmest har øjne i nakken.

Medens flugten fra Gjorslev bliver sat i gang, er der fest hos de svenske soldater. Alt tegner således til, at flugten vil lykkes, men da fru Elsebeth, da de træder op fra kælderen, pludselig opdager, at hun har efterladt sin tegne-bog på gården, bliver de nødt til at vende om. Der lyder et par pistolskud, og de svenske soldater åbner vinduerne og opdager, at herskabet er på vej væk fra Gjorslev. Fru Elsebeth er klar over, at de bliver nødt til at gå tilbage til deres værelser og udsætte flugten til et senere tidspunkt. Den eneste af selskabet, der når over på den anden side af voldgraven, er lille Palle, der således får reddet de værdigenstande, som fru Elsebeth ville tage med sig under flugten. Ib flygter op i tårnet, men bliver ikke fundet. Ingen opdager ham på nær Kulsoen, der har sat sig til at vente på Ib, siddende på ring-muren. Kulsoen vil gerne have de to rigsdaler, der er sat som findeløn, hvis der en én, som vil kunne afsløre Ibs tilflugtssted. Disse penge får hun udbetalt, da hun udtænker den plan at hente Ibs forlovede, Inger, til gården for at bruge hende som lokkefugl. Hidkaldt af Ingers fortvivlede skrig, kommer Ib ned fra sit skjulested i tårnet. Kulsoen fortæller Esner, at Ib har fjernet et skrin under flugtforsøget fra Gjorslev. Ib svarer dertil, at det kun indeholdt værdiløse familiepapirer. På Kulsoens opfordring bliver Ib bedt om at hente skrinet tilbage til Gjorslev, medens Inger skal blive på Gjorslev som en slags pant.

Vagtmester Ib er hurtigt tilbage med skrinet. Han tager afsked med den be-drøvede Inger, der senere i forbindelse med hans tilbagekomst bliver givet fri. Kaptajn Esner giver Ib ordre til at gå op i tårnet og ud igennem et glughul til det skrå tag, hvor han må forsøge at holde sig fast. Han får dér den lyse idé at binde sit bælte fast i en jernkrog, hvorved han kan holde sig fast på det skrå tag.

Da Kulsoen erfarer, at Ib har sikret sin position og følgelig ikke vil styrte ned lige med det samme, forlader hun Gjorslev, og det samme gør Palle, der har til hensigt at opsøge Svend Gønge for at underrette ham om  Ibs skæbne. Svend Gønge er imidlertid draget ad Holbækegnen til, og Palle må tage til-bage til Gjorslev med uforrettet sag. Han bliver klar over, at Ib stadig er i live, men er bevidst om, at han er nødt til at finde på noget, der kan sikre hans overlevelse. Han får den idé at lade ravnen flyve op til Ib med en pose, indeholdende kød og brød. Om morgenen er Ib blevet træt og mat på grund af nattekulde og manglende bevægelse. Om formiddagen kommer en mand klædt som sømand ind over vindebroen. Palle går ned til ham og får at vide, at Svend Gønge er kommet til et sted lige i nærheden af Gjorslev, kaldet "Vibekes Bageovn". Det er en mose, der har fået dette navn, fordi der til stedet er knyttet et sørgeligt og uhyggeligt savn. Ingen turde komme i nærheden af dette område. Da Palle og den fremmede mand ankommer til stedet, er det befolket med svenske soldater. En af dem viser vej til Svend Gønge. Det viser sig, at han befinder sig blandt 12 gønger, der alle er iklædt svenske uniformer. Han bliver underrettet om Ibs straf, og han anmoder straks to af sine mænd om at tage af sted mod Gjorslev og lægge sig i skjul for at kunne iagttage, hvad der foregår på slottet. Han aftaler med sine øvrige mænd, at de skal drage til Gjorslev for at frelse Ib. Da de nærmer sig slottet, ser de pludselig en mand komme bærende med en tung bylt på ryggen. Det viser sig, at det er Jes Skovfoged, der har fanget Kulsoen, som han har slængt op på sin ryg. Hun har fået munden bundet til, således at hun ikke kan oplade sin røst og derved komme til at ødelægge gøngernes fore-havende. Svend Gønge giver ordre til, at hun først efter midnat må slippes løs. Svend taler med sine folk om den kamp, der nu skal udkæmpes mellem gønger og svenske soldater. Det bliver en kamp mellem henholdsvis 12 og 16 mand. Da de kommer hen til broen over til Gjorslev, kommer kaptajn Esner dem i møde. Svend Gønge fremstiller sig for denne og udbeder sig vin og øl til sine mænd. Han fortæller, at han er en stakkels kaptajn, der er på vej til Korsør, og at han netop har fået at vide af en gammel kælling, at Svend Gønge ligger skjult oppe i skoven med sine mænd. Kaptajnen tror ham på hans ord og inviterer de fremmede til at komme ind på slottet, hvor de bliver indkvarteret for natten. Næste dag er det så kaptajnens tanke, at de sammen med deres mænd skal forsøge at indfange gøngehøvdingen. Samme aften bliver der holdt en lille fest for Svend Gønge og hans mænd.

Svend Gønge aftaler med sine mænd, hvordan de skal placere sig ved bordet, og hvorledes de skal bekæmpe de svenske soldater.

Kaptajn Esner giver besked om at hænge bøsserne i forhallen. Under fest-middagen kommer der pludselig et bud til Esner om at forlade selskabet. Svend Gønge beslutter sig for at liste efter ham, men inden han når at fuldføre sin beslutning, kommer hønsedrengen hen til ham med et fad, hvis indhold er dækket af et låg. Under dette skjuler sig hans pistoler, som Palle på en snedig måde har fået bragt ham. Han rejser sig straks for at gå efter Esner, og Palle viser ham vej til dette værelse. Igennem nøglehullet  ser han Esner lukke en mand ud af den modsatte dør. Han åbner døren og træder ind i Esners rum. Derefter indleder han en samtale, under hvilken han spiller et spil med kaptajnen, idet han over for denne foregiver at være Svend Gønge. Esner er nemlig blevet klar over, at Svend Gønge befinder sig på Gjorslev, og han tror derfor, at sejren allerede ligger i hans hænder. Da han kan se, at Esner ikke tror på hans ord, tager han sine pistoler frem og gør det klart for Esner, at denne ved et forsøg på undvigelse straks må være forberedt på at blive skudt. Han beder ham om at følge med op til Ib, der stadig befinder sig på tårnets tag. Det er meningen, at Esner skal lukke lugen op og lade Ib komme ind i tårnet. Da dette sker, og Ib har fået sin frihed tilbage, erindrer han Esner om deres sidste samtale og beslutter sig for at give ham den samme behandling, som han selv har været udsat for. Imidlertid får Esner den idé at minde Ib om Ingers frigivelse, og dette redder hans liv. Han bliver dog tvunget til at opholde sig i tårnet, indtil gøngerne er forsvundet fra Gjor-slev. Efter at have forladt Esner går Svend Gønge til herskabets opholdssted. Han finder ud af, at fru Elsebeth allerede er forberedt på flugt. Hun har nemlig allerede fået underretning af den virksomme Palle. Under deres samtale høres pludselig et råb fra den modsatte fløj, hvor drikkelaget finder sted. De kigger ud og kan igennem et vindue se den kamp, der finder sted mellem gønger og svenske soldater. Da Svend træder ind i hallen, er kampen over-stået. Da alt syntes fortabt for gøngernes vedkommende, idet der var bragt forstærkning til de svenske soldater i  form af karabiner, viser det sig, at disse er ubrugelige, eftersom den geskæftige Palle har været så snedig at skrue flintestenene af dem. Svend Gønge kan konstatere, at under den kamp, der har fundet sted, er 4 af hans egne mænd faldet, medens sven-skerne har mistet 7 mænd. Ib siger til Svend, at han vil sørge for, at de overvundne soldater bliver spærret inde i kælderen, medens Svend kan orientere herskabet om udviklingen. Lidt efter kommer han tilbage med fru Elsebeth, Karen og junker Rud. Ib fortæller Karen, at det er den lille hønse-dreng, der har frelst dem alle. Som belønning skal Palle tildeles en hæder, der kommer til udtryk ved, at gøngerne en efter en marcherer hen til ham og rækker ham hånden. Palle bliver præsenteret for dem alle, og til sidst kommer Ib hen til ham for at vise ham sin ære. Palle får den store belønning, at fra nu af tilhører han gøngerne.

Svend Gønge og hans mænd går ned i gården, og herskabet forbereder sin rejse fra slottet. Da fru Elsebeth skal til at forlade Gjorslev, henter Palle det sølvtøj, som kaptajn Esner skjulte i et hestedækken. Derefter forlader Palle ved vagtmesterens side Gjorslev. Imidlertid sker der det forfærdelige, at der bliver skudt på Palle, og det viser sig, at han er dødeligt såret. Han falder om og dør og bliver af Ib skjult bag en busk.

Efter Palles død, der gør et dybt indtryk på Ib, rider han efter de andre gønger, der under rejsen til København bliver forøget til i alt 200 mænd. Undervejs bliver de nødt til at overnatte i en fattig hytte, der bebos af en fisker og hans datter. Svend Gønge råder fru Elsebeth til at lade dækkenet med sølvtøjet og juvelerne samt nogle pakker, som kan undværes, til at blive i hytten så længe rejsen til København ikke er afsluttet. Stilheden i hytten afbrydes, da en mand træder ind med besked om, at en svensk officer nær-mer sig stedet. De bliver bedt om at slukke lyset. Uden for hytten er Ib kommet i kamp med den fremmede officer. Til at begynde med går det godt for Ib, men pludselig fremviser den anden uanede kræfter, som gør det umuligt at bære ham bort. Ib beder den anden om at nævne sit navn, da han gerne vil kunne erindre sin overmands navn. Han får at vide, at det er Per Leijon af det Sødermanlandske regiment. På grund af mørket i hytten får den svenske officer ikke øje på de tilstedeværende i derinde.

Den næste morgen fortsættes rejsen. Under turen indleder Svend Gønge og Karen Kaas en samtale om kærlighed, og han giver udtryk for den divergens, der tit kan herske mellem forstand og følelse, der bl. a. kan give sig udslag i, at mens den første for længst har erkendt det umulige og urealistiske i en situation, bliver den anden ved at nære håb. Til sidst kommer han med en kærlighedserklæring til hende, som er genstanden for hans hjertes inderste følelser. En time efter når de frem til Rygaard og dets ejer, fru Ingeborg Krabbe. Svend forlader stedet for at gå ned til et skib og møder der Hannibal Sehested. Efter en kort samtale sejler Svend Gønge af sted med herskabet, som han skal ledsage til København.

Der er gået en måned, og Ib er blevet hos Svend i hovedstaden. Det sker ofte, at Svend besøger fru Elsebeth Kaas og hendes familie. En dag tager Karen Kaas mod til sig og beslutter sig for at tale med sin mor om sine følelser for Svend Gønge. Imidlertid anmoder hendes moder hende om at vente til samme dags aften, da hun selv har en nyhed til sin datter. Om aftenen kommer der adskillige prominente personer, deriblandt Hannibal Sehested. Fru Kaas henter sin datter og meddeler til selskabet, at hendes datter er blevet forlovet med sin fætter, junker Rud. Karen erklærer, at denne forbindelse er en umulighed, eftersom hun ikke nærer kærlighed til ham, men derimod til en anden. Fru Kaas sender datteren ud af rummet og forsøger at sætte gøngehøvdingen på plads ved at gøre ham opmærksom på den standsforskel, der hersker mellem ham og adelen. Der er dog én mand, der vover at tale Svends sag, og det er Hannibal Sehested. Han gør fru Kaas opmærksom på, at hun skylder Svend Gønge meget, da det er ham, der har reddet hendes liv. Han fortæller hende også, hvor meget hæder, der allerede knytter sig til hans navn. Fru Elsebeth svarer, at hun ikke ønsker ham som sin svigersøn, da hun allerede har valgt en anden. Med det ønske at finde et middel til at opnå fru Kaas´ gunst, forlader Svend Gønge selskabet, fulgt af Hannibal Sehested.

Otte dage senere har der inden for Vesterport samlet sig en række fodfolk, ryttere og bevæbnede borgere, der vil forsøge et udfald mod de svenske soldater, der har belejret København. Vagtmesteren Ib har desuden fået anførsel over en afdeling hollandske matroser, som gjorde tjeneste under belejringen af hovedstaden. Det er i slutningen af januar måned, og isen har lagt sig på havet og i søerne. Gøngerne anført af Ib stormer fremad mod de svenske soldater. Pludselig falder månelyset på et ansigt, som Ib genkender fra den hytte, hvor han og Svend overnattede sammen med herskabet fra Gjorslev under deres rejse til hovedstaden. Han genkender den mand, som havde skånet hans liv den aften ved hytten, og glæder sig over at kunne gengælde denne godhed midt under krigens rædsler. Han lader oberst Leijon undslippe. Det er et eksempel på godheden og menneskelighedens styrke til at overvinde ondskab og krigslyst, til at lade livet sejre over døden.

Lidt efter opdager Ib en bonde, der beder for sit liv. Det er Kulsoens mand, Tam, der forklarer, at han er blevet sat til at arbejde for de svenske soldater i deres grave. Han var taget til hovedstaden udelukkende for at opsøge Ib, men blev så taget til fange af svenskerne. Han vil advare Ib imod Kulsoen, der pønser på at gøre ulykke for Ibs vedkommende. Da hun ikke i øjeblikket kan skade Ib, har hun i stedet tænkt sig at skade Ibs forlovede Inger. Tam fortæller endvidere, at Ingers far, Kasper Dam, er blevet taget til fange af svenskerne, hvorfor Inger for tiden bor i Holtug hos den gamle skoleme sterenke. Ib er af den opfattelse, at Inger med sit kendskab til Kulsoen nok skal være i stand til at tage sig i agt for hende. Imidlertid forklarer Tam, at skolemesterenkens søster ved navn Mette Gyde er fortrolig med Kulsoen, og hun har sin gang i huset. Tam er bange for, hvad de to kvinder i fællesskab kan finde på, og dertil kommer, at Inger er sygnet meget hen. Det er Tams forslag, at han vil følge Ib ned til Inger, og det indvilger han i, da han, såfremt han skulle komme for sent, nok aldrig mere ville blive glad igen.

Da Ib mødte Tam, var kampen mellem gøngerne og de svenske soldater så godt som slut. Fjenden er på tilbagetog, men senere tilføres der friske tropper til fjenden, som gør det muligt at fortsætte kampen. Den danske konge Frederik har tilbragt natten på et af voldens højeste punkter. Dronningen befandt sig blandt de forreste tilskuere. Ib går hen til dronningen og lægger den svenske fane for hendes fødder. Hun spørger ham, om der er noget, som hun til gengæld kan gøre for ham, om han har en bøn til hende. Han udbeder sig en samtale med hende allerede samme dag, da et liv afhænger deraf. To timer senere får han foretræde for dronningen. Ved indgangen til audiens-gemakket møder han lykkeridderen, Kørbitz, der nu er blevet hofmarskal hos dronning Sophie Amalie. Kørbitz lader som om han ikke kender Ib, men denne henviser til deres sidste møde, der fandt sted på Jungshoved forrige år. Det lykkes endelig for Ib at få foretræde for dronningen. Han har en bøn at fremsætte for dronningen, der gælder Svend Gønges kærlighed til Karen Kaas. Han vil for det første bede dronningen om at sørge for, at den planlagte vielse mellem Karen Kaas og junker Rud vil blive udsat. Det vil give Svend Gønge mulighed for at vinde fru Elsebeth Kaas´ gunst, og samtidig vil det kunne undgås, at Svend Gønge af sorg over tabet af Karen Kaas vil søge døden i kampen mod svenskerne. Dronningen lover ham allerede samme dag at sende bud efter fru Elsebeth Kaas for at bede hende om udsættelse af datterens bryllup. Kørbitz har imidlertid allerede ladet et bud afgå til fru Kaas, hvorfor hun afslår mødet med dronningen med den begrundelse, at hun er syg og sengeliggende. 
Efter audiensen hos dronning Sophie Amalie drager Ib sammen med Tam af sted til Holtug for at redde Inger fra Kulsoens ondskab.

Nogle dage senere sidder to gamle koner i et lille hus mellem landsbyerne Holtug og Sierslev på Stevns. Kulsoen tænker ikke på at spare på brændsel, for hun har en fast overbevisning om snart at blive rig. Det er Kulsoens opfattelse, at Inger har penge opbevaret i en kiste. Kulsoen har lagt kort op, der har vist, at Inger vil dø, og hun og Kulsoen vil få penge ud af hende. De beslutter sig for endnu en gang at lægge kort op, og Kulsoen lægger dem på en sådan måde, at udfaldet igen vil blive det samme som den forrige gang. Kulsoen siger, at det er skæbnens bestemmelse, og den kan man ikke sætte sig op imod. Kulsoen vil hjælpe skæbnen på vej ved at putte et pulver i In-gers øllebrød. I det samme fremkommer der en mørk plet på en af ruderne. Det er en mand, der ser ind i stuen, dog uden at blive bemærket af de to kvinder. Mette kan ikke få sig selv til at gå over til Inger med øllebrøden, og det bliver derfor Kulsoen, der skal bringe hende det sidste måltid. Da Kulsoen er gået ud, hører Mette pludselig et gennemtrængende skrig. Det kommer fra Kulsoen, der er blevet grebet af Ib, der bærer hende bort og sætter hende op på en hest, hvorefter han rider af sted i retning af  klinten. Her stiger han af hesten med Kulsoen i sine arme. Han siger til hende, at de nu skal gøre deres regnskab op, men det er Gud selv, der skal  fuldbyrde dommen, eftersom hun skal sættes på en isflage og dø, når hendes time kommer. Ib er kold over for hendes bønner om nåde, da hun sejler af sted ud på havet, stående på isflagen. Ib står inde på land og beder for Kulsoen, da han ser hende forsvinde i havet. Derfra tager Ib straks tilbage til Inger, som han tager med sig til København. Da han kommer tilbage til København, er svenskerne for alvor slået tilbage, og der hersker en udbredt glædesrus. Dog er der én, som ikke er lykkelig, og det er Svend Gønge, der sørger over, at Karen Kaas er blevet gift med sin fætter.

Efter krigens ophør levede Svend Gønge nede på Lundbygaard, ensom og indesluttet i sig selv. Han er blevet glemt og fortrængt. Det eneste, der kunne adsprede ham, var synet af Ibs og Ingers lykke. 
Karen Kaas har måttet drage med junker Rud til hans gård i Jylland, og ligesom Svend er hun ikke lykkelig, da hun har måttet ofre sit livs lykke for at fremme andres glæde.