Løgneren

Martin A. Hansen: Løgneren, skrevet af mag art Lisbeth Askjær-Larsen

I bogen 'Omkring Løgneren' oplyser forfatteren Ole Wivel, at det ældste forarbejde til Martin A. Hansens radioroman 'Løgneren' er et novelleudkast med titelen 'Naar Isen bryder', dateret d. 14/10 - 1942. Denne novelle handler om et jalousiforhold mellem skolelæreren Peter og ingeniøren Palm. I 1942 skriver Martin A. Hansen videre på dette novelleudkast og udvider det med et afsnit om tåge. Et år efter tog forfatteren igen fat på at skrive videre på denne tekst. I dagene d. 17. - 19. februar 1945 forener han de to brud-stykker til en novelle med titelen 'Isen Bryder'. I oktober 1949 påbegyndte han ud fra denne novelle udarbejdelsen af en radioroman med titelen 'Løgneren'.
D. 15/1 - 1950 blev 'Løgneren' for første gang læst op i radioen af skue-spilleren Poul Kern. Det var Martin A. Hansens tanke, at personerne i romanen skulle repræsentere forskellige livsholdninger, der var karakteristiske for efterkrigstiden. I efteråret 1951 gjorde Martin A. Hansen nogle notater om hovedpersonen i 'Løgneren' :
A) I oprindelige udkast - det reflekterede - visne - og naturløse Menneske som Taberen over for den livsnære og livsmidige.
B) Saa dukkede det op at Personen kunde forvandles gennem Oplevelser - samtidig viste det sig at han var en Naturelsker -
C) Men Skikkelsen satte sig imod den Udvikling - kunde ikke forvandles, men hærdes og finde et etisk-religiøst Syn der gjorde hans egen Skæbne til en Dom.' 
            ('Omkring Løgneren', s. 12).

Fortolkningen af denne roman har været meget vanskelig for mange litteraturkritikeres vedkommende. Om handlingen i romanen skriver forfatteren selv følgende :

Handlingen er en Køns- eller Kærlighedskamp mellem de to første og en Kamp om et moralsk eller ridderligt Princip. Læreren er bundet af dette, men er dog "Løgneren", Selvbedrageren, trods sin Ærlighed deri, egentlig Digteren, staaende i Tiden. Annemari det revolutionære. /./ Men den store Novelle maa faa ud over det første Udkast paa flere Maader :

1) Annemaris Kamp mere lidenskabeligt-fortvivlet - hun vil Johannes, hun lader det skinne igennem, men jo heftigere hun er des mere bliver der Mulighed for at han misforstaaer hende, virkeligt eller forstilt.
2) Ingeniøren maa, paa en sympatisak og dog stupid (Maade), repræsentere Modernismen.
3) Oluf (er) det gamle Liv - dog ikke paa nogen uheldigt paatrængende-symbolsk Manér.
4) Endelig skal Læreren være endnnu mere sammensat, kun antydet i Novellen - dog visse Steder skildret paa en Maade jeg ikke kan gøre det bedre nu. Det romantiske Drag i ham - Naturfølelsen - hans Forhold til Befolkningen -. Han er hæftigere og ogsaa mere bunden end i Novellen - flere dystre Sider. Hans Forhold som Pædagog. Hans Digteri. Modenheden. Og han skal ikke ende blot og bart som resignerende som i Novellen, men han rysted, der sker noget undervejs - det maa til for at sprænge Banaliteten i Motivet. Han accepterer sin Skæbne og sit Arbejde trodsigt.
En hang til Ordsprog og Citater tager til undervejs hos ham. Større svingninger. Forhs. Rolige Partier, efterfulgt af hæftige Bevægelser, ofte i Ironien.
Øen . Samfundet lige efter Befrielsen?
Megen mundtlighed i Fortællingen. Et hovedtema gaaende igennem de første 7-8 Stykker : Gaaden Annemari som er Gaaden Johannes.
Hvert Stykke sit Novelletema, en enkelt eller et Par udspundne Samtaler - Brudstykker af Snak med Folk - kortest mulige klare Naturbilleder - og hans Betragtninger - om det menneskelige. /./.  ('Omkring Løgneren', s. 21 - 23).

Romanen 'Løgneren' begynder en tåget dag i foråret, d. 13/3. Hovedpersonen er den halvgamle, tyndhårede lærer Johannes Vig, som har boet 7 år på Sandø. Han er ugift og bor alene sammen med sin jagthund Pigro. Johannes er løgneren, den ikke ærlige, der svigter ikke mindst sig selv. Han leger et spil med to kvinder, Annemari og Rigmor. Han lader som om, der er Anne-mari, han er interesseret i, men i virkeligheden er det Rigmor. Imidlertid kan han ikke fuldbyrde sin trang til lykken, fordi han er splittet mellem lyst og lov, behov og nødvendighed, det ubevidste og overjeget. Han er ikke et lykke-menneske, dertil er han i besiddelse af for meget hensynsfuldhed og moral. Men samtidig udspiller der sig en konflikt i ham mellem det gode og det onde, der medfører, at han dels under oplæsningen af skriftstedet om den urene ånd får en vildskab over sig, dels i situationen med Rigmor på Næs lader sit ubevidste behov omsætte til magt. Dog kan han ikke, grundet denne konflikt, løbe linen ud og fortsætte sit forhold til Rigmor. Han er nødt til at ophøre med at opsøge hende og i stedet fuldføre sin plan om at skrive et værk om Sandø. Det er således moralen, ånden, der sejrer over lidenskaben, det jordbundne-materielle. De mennesker, som har lettest ved at fuldbyrde behovet for lyk-ke, er de, der ikke er hæmmet af tankens snærende bånd, som er umiddel-bare i deres livsindstillling. Annemari og ingeniøren tilhører den type, der kan kaldes 'lykkemennesket', hvorimod Johannes Vig er den gammeldags, reflek-terede og lidt jomfrunalske type, der sammenlignes med noget hengemt og lavendelagtigt. I denne sammenligning går der en linje til bedstemoderens hus i novellen 'Paradisæblerne', og desuden er der en lighed imellem be-skrivelsen af Olufs mors hjem i 'Løgneren' og Bedstemoderens stue i 'Paradisæblerne'. På et tidspunkt forlanger Johannes at få sine graner fældet uden for huset, således at han kan få frit udsyn. Granerne kan symbolisere dels maskulinitet, dels indelukkethed.

Der er en stemning af meningsløshed over det hele, der kan relateres til tiden efter 2. verdenskrig. Derude på livets rand står mennesket over for et valg mellem det gode og det onde. Der findes ikke noget midt imellem. Johannes kan ikke realisere sit ønske om lykken, da det så vil få konsekvenser for hans etiske indstilling. Det kan altså være vanskeligt for det reflekterede menneske at opnå personlig lykke i tilværelse, da det selviske lykkebegreb kan være forbundet med noget uetisk. For at fange denne lykke er det en nødvendighed, at man lægger kortene på bordet, for spiller man et spil med to kvinder uden at bekende kulør, kan det så således, at lykken ikke kan indfanges. Imidlertid kan Johannes godt realisere sin kærlighedslængsel igennem Rigmor,  men det kan alligevel ikke lade sig gøre p. gr. af hans etiske indstilling. Ved at fortsætte forholdet til hende vil han komme til at ødelægge noget godt i hende, og det er han ikke interesseret i at gøre. Hun tror ikke på, at han inderst inde har elsket hende. Deres affære er fra hans side mere præget af det vilde og sanselige end af kærlighedens ømhed, og derfor kan forholdet ikke realiseres. Han har nemlig ikke været ærlig i sin omgang med de to kvinder, Annemari og Rigmor. Han var inderst inde interesseret i Rigmor, men lod som om, at hans attrå var rettet imod Anne-mari. Der er det problem ved Rigmor, at hun er gift med Frederik, der er sognerådsformand og storbonde. Hvis Johannes havde forsøgt at blive gift med Rigmor, ville dette forhold have anfægtet hendes gifte status og hans moralske forpligtelse som lærer på øen. Han vælger pligten frem for lysten. Deri ligner han de gamle beboere på Sandø, der har fulgt pligten før noget andet.

Hakon Stangerup skriver i bogen 'Om Løgneren' følgende :

'Lykkemenneskets moderne meningsløshed, lovmenneskets tidløse menings-fuldhed - det er de to poler i det store spil bag det lille. Og forstaar man det, viser Martin A. Hansens nye roman sig at være saa meget andet end historien om en lille ø og et par smaa mennesker. Øen bliver Danmark, ja den hele verden. Menneskene afryster deres lokale klædebon og iklæder sig princip-pernes, livsholdningernes. Der falder undergangens skygge over den moder-ne rastløshed og opstandelsens lys over pligten, roen og den kærlighed, som ikke er indblæst af den urene aand.'  (Ibid., s. 37 - 38).

'Romanen er en foraarsskildring, en straalende, lysbadet foraarsskildring, foraaret som uro og besættelse, brydningstiden og gæringstiden, skildret med en kraftfuld, detaillerig og tingsglad kyndighed, der placerer de vigtigste af disse passager blandt dnaks naturskildrings ypperste. Men foraaret er ikke blot den tidlige stormende uro i naturen, som forplanter sig til det gamle hjerte. Foraaret er ogsaa paasken, lysbadet er paaskebadet, som renser og fornyer.' (Ibid., s. 38).

Professor Aage Henriksen fremhæver ligheden mellem Martin A. Hansens fødeegn Stevns og Sandø :

'Allerede i Isen bryder har øen Sandø form som Stevns, som det fremgår af udgavens omslag.' (Ibid., s. 331).

Om Johannes skriver Henriksen følgende :

'Johannes, som er øens gode forsyn og alles tjener, er også dens urene ånd. Under alle uselviske arrangementer, som han foretager, ligger som en mørk skygge beregning, villet ensomhed, skjult styring. /./ Det er denne beske skyggeside af hans væsen, kærlighedslængslen, som ikke kan komme ind i hans offentlige liv og som hjemløs og hovmodig som en falden engel kredser over øen, der afbildes i sneppen.' (Ibid., s. 332 - 333).

Den valplads, som mennesket befinder sig på, er mellem to modsatrettede størrelser, Loke og Kristus. Det er sidstnævnte, der sejrer.

Aage Henriksens karakteriserer romanen som et digterværk, i hvilket 'lysvældende' og 'dæmonerne' er til stede i højere grad end i noget andet digterværk fra det 20. århundrede, om end der er noget ufærdigt ved romanen.

Efter min opfattelse består det problematiske ved romanen deri, at der er for mange modsætninger, som er vævet ind i den. Der er forskellige valgmulig-heder eller modsætninger, som er vævet ind, hvilket medfører, at romanen kan være svær at tolke.

For mig at se er det kristendommen, moralen  og overjeget, der sejrer i denne roman på bekostning hedenskab, lysten og det ubevidste. Set i lyset af den netop overståede verdenskrig er Johannes blevet afmaskuliniseret (symboliseret ved de fældede graner). Han har mistet muligheden for at realisere kærlighedsdrømmen og er blevet reduceret til en skolelærer, der må passe sit dagligdags embede på en lille ø. Han er kommet for sent på den i tilværelsen til at kunne realisere sin kærlighedslængsel. Han havde på et tidligt tidspunkt været interesseret i en pige, Birte, men hun svigtede ham til fordel for en anden. Derefter har det ikke været muligt for ham at realisere kærligheden uden samtidig at komme til at skade sin moralske overbevis-ning, og det er den der sejrer i romanen.

Det er som om, at den rene kærlighed for et reflekteret menneske bedst lader sig realisere på et tidligt tidspunkt i livet, hvor mennesket endnu ikke har fundet sin plads i et socialt hierarki.

'Løgneren' er romanen om et menneske, der er blevet bundet til sin sociale og moralske plads i et samfund, der kun tillader den rene kærlighed at blomstre på et tidspunkt, hvor lykken stadig kan nås for den ureflekterede lykketype. I denne roman har vi den gamle modsætning mellem lykke-mennesket, Aladdin, og det reflekterede menneske, tænkertypen, Noureddin. Det er egentlig en lidt trist roman, i og med at den skildrer et menneske, der en henvist til sin position som skolelærer og sin mulighed for at være en del af den omgivende natur, den natur, der er underkastet årstidernes vekslen og livets overgang fra sommer til vinter, liv til død.

Det kan anbefales at læse et af Martin A. Hansens hovedværker og supplere med den bog, ser er skrevet om 'Løgneren' : 'Omkring Løgneren', Hans Reitzel, 1971.