Stevns

Land, hvor Mure af hvideste Stene
yder Bonde og Arbejder Ly,
og hvor Træer af frugtfyldte Grene
knejser stolt ved hver eneste By,
hvor de sollyse Hjem
overalt titter frem,
Dig jeg elsker, Du yndige Stevns.

Se, hvor bugnende Sæd paa Marken bølger
med de blytunge Aks paa tykke Straa.
Koen døsig i Kløver sig dølger
gumlende paa sin græsgrønne Skraa,
medens længe før Gry
Lærken jubler i Sky.
Jeg Dig elsker, Du kornrige Stevns.

Her jeg kyssed min søde Mors Kinder
og red Ranke paa Fars stærke Knæ,
lærte elske mit Folks dyre Minde
lærte Sange og Sogn i Ny og Næ.
Her jeg hopped og sprang,
der jeg dansed og sang.
Jeg Dig elsker,Du sagnrige Stevns.

Her jeg bygger min egen lille Hytte
med den Ven, jeg for Livet mig fandt;
til min elskedes Røst vil jeg lytte,
selv om Taarer på Kinderne randt.
Da vil Lykken slaa Bo,
da vil Roserne gro
i mit Hjem i det solrige Stevns.

Naar saa Dagen til Ende mon ile,
Læben tier, og Øjet bliver mat;
ved de kærestes Side vil jeg hvile
i den lange og kolde Vinternat,
mens i Grenenes Skjul
kvidre ensomme Fugl,
sov kun trygt bag Din Kirke i Stevns