Vort gamle Stevns til ære

Vort gamle Stevns til Ære
vi synge vil en Sang,
som skal mod Himlen bære
vor Tak af Hjertets Trang
for Stevns' de smukke Strande
med Breddens hvide Sand,
og skarpe Flintesten danne
det gamle stevnske Land.

I tusind Aar har landet
og Folket levet frit,
men sidste Gang vi sanded,
at Danmark dit og mit
var Maal for gridske Ørne,
som laa paa Lur og Rov,
hvor danske Mænd tog Tørne 
omkring i Mark og Skov.

Ved Østersøens Perle
- det gamle Gjorslev Slot -
netop hvor Grøftens Snerle
langs Vejen blomstre smukt,
der mindes vi en Skare,
som stred for Danmarks Sag,
de trodsed Død og Fare
i Kamp for Korsets Flag.

Og Gjorslevs Bøgeskove,
de taler til vort Sind,
ved Møllesøens Vove
der stirrer man sig blind
paa Træers høje Kroner
som hvælver sig mod Sky,
naar Nattergalens toner
hver Vaar opstiger ny.

Og rundt omkring i Egnen
man møder Sted paa Sted,
hvor Gøngers kække Segnen
er Bud om Kærlighed.
Svend Poulsen og hans Gønger
var Mænd med Viljens Staal,
i Dag vi om dem synger
og ærer deres Maal.

Hvor Elverfolket lever
nær Stevens høje Skrænt,
der sig en Kirke hæver,
som flytter sig omtrent
et Hanefjed om Aaret
hver dunkel julenat.
Trods det har Tiden spaaet
dens Styrt i Havet brat.

Vi værner dine Minder
om fjerne Slægters Kaar,
paa Klintens høje Tinder
stolt Vikingemærket staar.
Her Klintekongen raader,
saa stærk i Magt og Aand,
at ingen Konge vover
at bryde Spaadoms Baand.

De mange dyre Minder
vi samler i en Sum,
mens flittigt Tanken finder
de svundne Tiders Rum.
Vi lover da at værne
om alt med varsom Haand,
vi gamle Stevns vil skærme
med stærke Hjertebaand.