Fundet af Kong Tut for 100 år siden fascinerer stadig

Det er i år hundrede år siden, Howard Carter fandt Tutankamons grav i Egypten. Fundet har fascineret lige siden.

I år er det præcis hundrede år siden, den britiske arkæolog og egyptolog Howard Carter (1874 - 1939) gjorde et af historiens største arkæologiske fund.

Sammen med sin ven og sponsor, Lord Carnarvon, havde han siden 1917 brugt og enorme summer på at lede efter en grav, som han havde en formodning om, men ikke var sikker på stadig eksisterede. Men den 4. november 1922, for præcis hundrede år siden - fandt Carter Kong Tutankhamons grav i Kongernes Dal i Egypten, hvor den havde ligget næsten uforstyrret i over 3.000 år.

Carter havde tidligere fundet beviser - en fajancekop, et stykke guldfolie og flere begravelsesgenstande, som alle bar navnet Tutankhamon. Tilsammen havde de overbevist ham om, at den unge faraos grav lå et sted i området, som blot systematisk skulle udgraves. Men udover nogle gamle håndværkerhytter ved foden af ​​Ramses VI's grav og 13 kalcitkrukker ved indgangen til Merenptahs grav, havde Carter ikke meget at vise efter fem års udgravninger.

Samtidig var Lord Carnarvon ved at løbe tør for penge og besluttede derfor at stoppe projektet. Men efter en agiteret diskussion med Carter gav Carnarvon alligevel lov til et sidste forsøg.

Det sidste forsøg

Den 1. november 1922 begyndte Carter sin sidste sæson med gravearbejde i Kongernes Dal. Allerede på fjerdedagen fandt arbejderne noget - et trin, der var skåret ind i klippen.

Arbejdet fortsatte febrilsk til langt ud på natten, og sidst på eftermiddagen, den 5. november, var 12 trin fritlagt. Foran Carter og arbejderne lå den øverste del af en spærret indgang. Carter var ekstremt begejstret og fik efter yderligere nogle dage lavet en smal åbning, så han var i stand til at skubbe et stearinlys indenfor. Synet var overvældende: Enorme mængder guld og værdigenstande, møbler og krukker med mad og andre fornødenheder til faraonens rejse mod efterlivet stod intakt i kammeret. Og disse 'vidunderlige ting' så han i stearinlysets skær præcis samme dag som Stevns Folkebibliotek blev indviet. 

Men Carter var ikke klar over, at det blot var et forkammer, han havde fundet, og at der skulle vise sig at gemme sig meget mere – ikke mindst Kong Tutankhamons sarkofag med den berømte guldmaske – bag en forseglet dør.

Arbejdet med at katalogisere, tømme og transportere de mange fund til Cairo tog intet mindre end otte år. I dag ligger mumien af den 18-årige drengefarao endnu i graven i Kongernes Dal, mens den 11 kg. tunge guldmaske og den 110 kg. tunge inderste kiste er udstillede på Det Egyptiske Museum i Cairo.
 

En evig fascination

Howard Carters 100 år gamle fund har fascineret lige siden. Utallige fagbøger, digre fotoværker, dokumentarfilm, spillefilm og romaner fortæller historiens spektakulære detaljer.

Vi har fundet et udvalg, så du kan komme helt tæt på Howards 100 år gamle fund.