Idé og baggrund

20.04.23
Læs mere om hvorfor vi ændrer Hårlev Bibliotek.

Faldende besøgstal i Hårlev og et biblioteksrum, der ikke blev udnyttet optimalt, er baggrunden for at tænke Hårlev Bibliotek på en ny måde. 

Ønsket er at sikre et borgernært kulturtilbud i Hårlev, som kommer flere til gavn. Både de nuværende brugere af biblioteket og af huset generelt, men vi har også et stort ønske om at flere fra Stevns og oplandet har lyst til at bruge huset, både som bibliotek, som et sted at tage hen med familien. 

En af de bærende dele i hele projektet er at få børn og deres familier på biblioteket. 
Både på Stevns og generelt i landet er der brug for en styrket indsats i arbejdet med børns sprog og sprogudvikling. På samme måde er der også et stort fokus på at sikre børn og unges læsning, og at give dem et fundament, der følger dem hele livet og er basis for uddannelse og udvikling. 
Derfor bliver en stor del af huset fokuseret på børn og unge – for fremtidens Stevns. 

Læs mere om selve børnekulturhuset.

Voksenudlånet bliver opdateret i Hårlev. En del lånere bruger biblioteket til avislæsning og fordybelse, mens andre primært afhenter reserverede materialer. Der bliver stadig plads til begge dele, samt et opdateret udlån, men de materialer, som er efterspurgt og brugt. 

Nordea-fonden støtter ombygningen af Hårlev Bibliotek med 2,15 mio. kroner, mens Stevns Kommune og Stevns Bibliotekerne støtter med resten af beløbet. 

Som en del af ombygningen er også et stort behov for at udvikle udearealerne, så de matcher det indvendige af huset med muligheder og aktiviteter for mennesker. Nordea-fondens Her Gror Vi-pulje har i juni 2023 valgt at støtte Kulturhaven med fokus på samskabelse, samvær og natur i byerne. Støtten er på 350.000 kroner.

Pengene skal gå til at omskabe udearealet fra flad græsplæne til et levende område for mennesker og natur. Der skal også bruges penge på belysning, så der ingen mørke hjørner er."

Selve omskabelsen af biblioteksrummet står arkitektfirmaet NOAA for. 

Læs mere om processen og tidsplanen for ombygningen.

Du kan også læse artiklen om, hvor glade vi var, da vi fik tilsagn fra Nordea-fonden.

Det er vigtigt, at både børnebiblioteket og det øvrige hus bliver et levende sted med mennesker og aktiviteter, der giver mening. Derfor arbejder Stevns Bibliotekerne tæt sammen med de mange forskellige aktører, som både allerede bruger huset, men også de, der ser muligheder for fremtiden i huset. 

Der er borgermøder om selve biblioteket, både for børnefamilier og for øvrige. Der er møder med husets faste brugere, og der er temadage med de mennesker, som arbejder med børn og læring i det daglige. 
I processen med udearealet bliver der også mulighed for at være med i processen

Vi glæder os meget til, at huset i Hårlev kan være en levende ramme for mennesker og udvikling.