Lørdag den 17. marts skrev Østsjællands Folkeblad:

Tårnet kan stå i århundreder, men nye skred vil tage en del af skibet. – Uhyggelige fund. – Politiet afspærrer forstranden.

Man regner med, at dagen i går bragte henved 5000 besøgende til Højerup Kirke. De 500 biler, som bragte en stor del af gæsterne dertil, har allerede sat deres spor på vejene. Tidlig i dag til morgen begyndte strømmen igen at føre mod stedet, og antallet af cyklister, automobiler og gående er steget jævnt for hver time, men langt den største invasion venter man dog i morgen.

Politiet afspærrer forstranden. – Forsigtighed og hensynet til gravfreden

Kun de, der var allertidligst på færde, fik lejlighed til at gå ned på forstranden, idet denne ved titiden blev afspærret af politiet. Politiassistent Christensen holdt vagt ved trappen, der fører ned, medens overbetjent Andersen overvågede, at der ikke kom nogen ind på kirkegården, hvortil lågen for øvrigt er aflåst. Blandt publikum rejste der sig hurtigt en stærk modvilje mod afspærringen. Man kunne ikke se, det skulle være nødvendigt, og der blev gjort flere forsøg på at få forbudet hævet. Dette vil imidlertid ikke ske lige straks. I en samtale med os begrunder politimester Ravn afspærringen, der foreløbig vil blive opretholdt søndag over, da man kan vente stor tilstrømning, og måske længere.

Der ventes småskred ved kirken

Afspærringen er først og fremmest foretaget af hensyn til den ikke helt solide trappe, hvor der let kan ske en ulykke i den store trængsel, og dernæst fordi man i kirkens nærhed venter nogle småskred.
Hvad der i denne forbindelse heller ikke er uden betydninger er, at folk, der går rundt i de nedstyrtede masser, på en lidt respektløs måde omgås de knogler, der findes fra de nedstyrtede grave. Gårdsdagen kunne opvise flere eksempler på en så manglende respekt for de døde, at det grænsede til råhed.

Billedet af skredet er ikke ændret. – Sørgelige fund

Billedet i dag er ikke væsentlig forandret fra i går, men den, der har tid til at gøre mere indgående undersøgelser i de nedstyrtede masser, kan gøre opdagelser, der er af en egen uhyggelig virkning. I de nedstyrtede masser, der nu er fuldstændig fasttrampede af de mange besøgende, finder man to stedet en hel samling af knogler, hvoriblandt et velbevaret kæbeparti med nogle stærke tænder.
Et af de uhyggeligste fund gjorde man dog i går eftermiddags, idet man fra en af de nedstyrtede grave fandt en hovedskal, hvor håret endnu fandtes i nakken. Det blev sammen med de øvrige dele forsigtigt samlet op, lagt til side på et sikkert sted for siden at graves ned med alle de andre fundne rester.

Den ødelagte kirkegård

Den sidste begravelse på kirkegården fandt sted i maj 1920, da Anne Pedersen blev lagt til hvile i sin for mange år siden afdøde mands gravsted. Gravstenen fra denne begravelsesplads blev fundet uskadt på stranden, og den blev i morges kørt derfra. Foruden denne grav og foruden dem, man ikke kendte, faldt et gravsted tilhørende gårdejer Niels Hansen, Møllebjerggård, og endelig faldt en del af sognefoged Lars Jensens gravsted. Gelænderet, der blev stående halvt ude over afgrunden, har man fået draget ind, og man påtænker på en eller anden måde at redde den del af graven, som man endnu kan se stikke frem af klinten et stykke under jorden.
Flere af de pårørende var i formiddag på stedet, hvor de ikke uden bevægelse tog ødelæggelsen i øjesyn. Her fanger øjet et stykke af et nedstyrtet jerngelænder, dér en række buksbom, som endnu efter faldet står i ring eller række, som det gjorde på kirkegården. Spredt mellem murbrokker, teglsten og knust træværk ligger mere eller mindre ituslåede gravstene og i strandbredden vugger bræddestumper fra kisten, nogle kunstfærdigt udskåret mellem rødder og enkelte knogler.

Man søger at fremkalde skred

Af Højeruplund gik der også et lille hjørne op til kirkegårdsmuren. Desuden blev der en revne et lille stykke længere inde. Man forsøgte i formiddag at få denne del til at falde, ligesom man også vil prøve at få et stykke, der i går revnede inde på kirkegårdens sydligste del, til at styrte.

Kirkeministeren på stedet

I formiddag ved 11-tiden ankom kirkeminister Bruun-Rasmussen sammen med departementschef Holbøll i bil til stedet. De blev vist rundt af pastor Alsbo. Kirkeministeren så nøje på kirken indvendig, og han var ude på kirkegården helt henne ved randen for at betragte den udhængende kiste. Ministeren lovede sognefoged Lars Jensen, der også var til stede, at overveje, hvad der kunne gøres for at forhindre den resterende del af graven i at styrte ned. Siden var ministeren nede på forstranden, hvor han sammen med det øvrige selskab banede sig vej over de store nedstyrtede blokke.
Ministeren lagde overfor os ikke skjul på, at han var ked af det skete, men udtalte i øvrigt, at kirkeministeriet jo ikke havde noget med kirken at gøre ud over, at det var den ene kontrahent.

Der vil hurtigst muligt blive gjort ”noget”

Departementschef Holbøll udtalte, at Gjorslev ifølge en deklaration var forpligtet til at holde kirken ved lige, men derimod ikke til at bygge den op, såfremt den skulle falde. Nu tænker jeg, sagde departementschefen, at de offentlige myndigheder efter aftale med kirkeministeriet og undervisningsministeriet vil foretage en undersøgelse hurtigst muligt for at se, hvad der kan gøres. Jeg kunne godt tænke mig at bygge en mur til at forhindre yderligere udskridning. Nu kommer antagelig professor Bøggild herned for at foretage en geologisk undersøgelse. For resten skulle jeg i går formiddag have haft en konference med ingeniør Schouboe om hans plan til flytning af kirken – intet ville vi lade uforsøgt, - så det gjorde jo et mærkeligt indtryk på mig, da jeg om morgenen modtog meddelelse om kirkens nedstyrtning.

Åbningen tillukkes

Efter en times ophold kørte ministeren til en kort forhandling i præstegården. Straks efter tog man fat på at lukke den åbne østgavl i kirken med forskalningsbrædder, et arbejde, der uden nogen som helst risiko, kunne udføres. Vi havde atter i dag lejlighed til et besøg i kirken, men ud over at fornemme det ejendommelige vide udsyn til hav og himmel, var der ingen særlige iagttagelser at gøre. Ved korbuen er der nogle revner, som imidlertid ikke indeholder noget faremoment for kirken.

Tårnets fundament kan stå i århundreder

Om dettes stilling og sikring havde vi en samtale med ingeniør Schoubo, der i formiddag foretog opmålinger på stedet.
Lerlaget under kirken er 6½ meter, sagde ingeniøren, og det må man på en eller anden måde ved en foreløbig ordning søge at holde på. Man må simpelt hen for at udføre dette arbejde bygge et stillads opad langs klinten og foroven forankre det til tårnets fundament, som ikke vil falde de første par hundrede år. Så kan man uden livsfare sætte en beklædning ned.
Anser De stadig en flytning for mulig?
Ja, og det er i grundet langt lettere nu, da man slipper for koret. Det bliver tillige langt billigere end en sikring ved en mur, som sikkert ikke engang kan holde i det lange løb.

Forfængelighedens vej

Formanden for Højeruplund, amtsrådsmedlem H. Chr. Petersen, giver i følgende udtalelse sin mening til kende: Min stilling har altid været den, at når kirkens tid var omme, så var den omme, og så skulle man lade den gå sin gang som alt forgængeligt på jord. At støtte den ved en mur vil efter min mening ikke se godt ud.

Ligresterne begraves igen

Hvad vil der blive gjort ved de fundne knogler, spørger vi pastor Alsbo.
En del af dem er allerede anbragt i ligkapellet, og det vil alt sammen blive gravet ned sammen på den gamle kirkegård, tænker jeg, uden højtidelighed af nogen art. Det, der hører til ved en sådan lejlighed, er jo allerede foretaget én gang.

Noter

At det ikke alene er pressefotografer, der har haft travlt med at fotografere skredet, bærer de mange filmemballager, man finder alle vegne, tydelige spor om.
Under den udhængende del af Stevns Klint bed Højerup Kirke havde hvert år snesevis af svaler deres rede. Dette besynderlige svalebo var kendt i vide kredse blandt vore ornitologer, og så sent som i søndags havde en ornitologisk forening i Sydsjælland ved sit årsmøde forhandling om at lægge sin sommertur til Stevns Klint for at se svalerne. Efter skredet er denne lille naturmærkværdighed forsvundet, og svalerne vil være hjemløse, når de om en månedstid kommer hertil fra syden.
Højerup Central havde i går den travleste dag i sin eksistenstid. Telefonen var i morgentimerne fuldstændig blokeret, og indtil kl. 10 havde man ekspederet over hundrede samtaler mod ellers kun godt en snes stykker.

Kilde: Østsjællands Folkeblad. Lørdag den 17. marts 1928.