Stevns-sangen

Du, som saa højt dig bryster
som Sjællands Fremmerstævn
med bratte Klintekyster,
men ellers mild og jævn.
Med Gjorslevs Bøgeskove
med Højstrups Egehang
dig, Stevns, dig vil jeg love,
dig synger jeg en Sang!

Imellem tvende Vande
du skyder frem dit Bryst,
om dine nordre Strande
gaar Gny af Heltedyst;
og stolt saa kan du være
af dine Præstemænd.
Peer Syv, han gør dig Ære
med Sorterup, hans Ven.

Hvor tit har du mig baaret,
du hvide Lilledal,
igennem Klinteskaaret
til Sundets Havfrusal!
Og Højerup, du lille,
hvor staar du klippefast,
du skal vist ikke trille
for Stormens vrede Kast!

Og vel kan Svalen flagre
om bedre Plet i Nord,
og vel er dine Agre
et rudret Tavlebord;
med Ruden den er spækket
med Kløverblomsten sød,
og Bordet det er dækket,
hver Tavle bærer Brød!

Ja, dejligt er på Næsset
ved grønne Bølgespejl,
naar Maanen nys har hvæsset
sin skære Sølversegl,
og naar sit Sølv den fletter
og drysser ud saa rigt,
saa Møen Sløret letter
og hilser søsterligt.

Og naar den hulde Maane
til andre Egne fly'r,
da blinker hid fra Skaane
mod Stevns de røde Fyr,
de gamle Fjendekyster
de hjælpes broderlig
mod Havets Rovdyrslyster
at føre Lysets krig.

Thi Havet, som kan trille
saa fromt mod hviden Sand
og blidt i Solen spille, -
det har sin Rovdyrstand!
Det har sin hule Brølen,
sin Klo med graadigt Tag!
Da gælder ingen Nølen
skal ej der saa's med Vrag.

Saa lær ved Stranden Raskhed
I unge Mænd af Stevns,
lad fare Døs og Dvaskhed,
vær langsom kun til Hævns.
Og vandrer I bag Ploven
i denne rige Muld,
glem ej, det er fra oven,
at Laden bliver fuld!

Og I, som Kransen binder
for Mandens Drøm og Daad,
I ejegode Kvinder,
før mer end Naal og Traad!
Baldyr med danske Minder
det bløde Barnesind!
Og væver I og spinder
da væver Gudsfrygt ind!

Ja, gør som Kirkeboen,
der er paa Klinten sat,
flyt længer ind i Troen
hver hellig Julenat!
Saa Kærlighed maa raade
og Haabet blomstre frem, -
Gud signe med sin Naade
Jert vindomsuste Hjem!