Stevnssang

Tekst: Viggo Buck. Melodi: Friesenlied (Nordsøbølger).

Stevns, du land som fanger solens første glød,
når den dukker frem fra østens morgenrød.
Stevns, som bølgen møder,
stormfuld eller blid.
Stevns imod dig støder
østenvinden strid.
Stevns med mark og ager,
korn i toft og vang,
Stevns, så skøn og fager,
hilser vi med sang.

Dengang Gefion med mytens oxespand
pløjed ud til Sjølunds grønne gamle land,
hændte det, at ploven
fanged noget hvidt,
lagde fri for oven
urtids kalk og kridt.
Og med skarpen skure,
plovens skær af flint
i en velgjort fure
skar den stevnske klint.

I din fjerne fortid manden drog på jagt,
kvinden fisked, samled, syed skind til dragt.
Fandt vel på at lægge
lidet frø i muld,
fuglens vinger stække,
spinde dyrets uld.
Fange dyret, tæmme,
malke, gøre ild,
tørre, høste, emme,
salte kød og sild.

Gode gamle Stevns, vi om din fremtid spår,
du vil stadig være grøn om hundred år,
og ha' hvide huse
gjort af klintesten
stadig vind som suse,
atmosfæren ren.
Stadig mand og kvinde
bygge skal og bo,
dig til fremtid binde
over slægters bro.