Stevns - mit fædreland
Hvad er det, der gør det til noget særligt at stamme fra en egn som Stevns, fra en halvø som denne, der fra gammel tid har hævdet sig som en selv-stændig del af Sjælland? Den ligger lidt isoleret og vider sig ud imod det store hav som en forpost mod øst. Vi har ikke Øresunds smalle sund og på den anden side af dette : lysene fra Sveriges kyst som skærmende magter, men derimod et stort, vældigt åbent hav, over hvilket der er forbindelse til en stor, i hvert fald i fortiden, fjendtlig magt i øst, Rusland. Når man står der på klint-en og ser ud over havet, det store vældige, så drages man af dets storhed. Der er ikke yndig idyl over det som over det lysende blå sund i nord, men der er en dragende storhed over det, der fremmaner anelser om kamp mellem lande og mellem hav og land, natur og menneske.
Når vi står over for så stor en magt som havet, er det da heller ikke mærke-ligt, at vi har behov for en klintekonge eller en elverkonge til at værne os imod fremmede fjendtlige magter. Klintekongen rager op i vores bevidsthed, som han står der med sin fork - treforken - symbolet på havets gud Neptun. Men klintekongens rige indskrænker sig jo ikke til havet ud for Stevns, men udstrækker sig til hele halvøen, som han tager i besiddelse, når han i nattens mulm og mørke rider igennem de små landsbyer. Og så er der jo endelig Elverhøj med dens trylleri, som vi bl.a. kender fra J. L. Heibergs skuespil af samme navn, det mest nationale af alle vore skuespil, som sidst er blevet opført som friluftsspil i Dyrehaven nord for København. Altså rigtig dansk højromantik. Det skal heller ikke forglemmes, at H. C. Andersen har skrevet et morsomt eventyr om Elverhøj, som i dette af en norsk gubbe bliver betegnet som et hul, set med norske øjne. Men alt er jo som bekendt relativt, og de små bakker i Klippinge bliver da også betegnet som bjerge - set med stevnske øjne. For helt at fremmane egnens trylleri, kan vi lade de fnuglette, svævende elverpiger danse for vort indre syn - som lidt ekstra kolorit i en tilsyneladende prosaisk hverdag.
Dog : et er drøm, noget andet virkelighed. Derfor tilbage til vort udgangs-punkt : hvad er det, der gør det til noget særligt at stamme fra en egn som Stevns, fra denne selvstændige del af Sjælland, fra provinsens landlige idyl? Jeg tror, at det har noget at gøre med halvøens isolerede beliggenhed og status som en slags øsamfund. Den har skabt et individualistisk træk i stevnsboens personlighed. Vi hører nok med til det øvrige Sjælland, men vi er helt vore egne, ikke mindst når vi står helt ude mod øst og skuer som en anden klinte-konge ud over det vældige hav, hvor voldsomme kræfter driver deres spil, som de har gjort det fra Arilds dage. En egn og dens befolkning er begreber, der står i et indbyrdes samspil. Ligesom halvøen Stevns altid har værnet om sin egenart, således er det at være født og opvokset på en egn som Stevns ensbetydende med at besidde en individualitet, der næppe lader sig forene med storbyens larm af folk og fæ. Det har for øvrigt været udtalt af en af vore kendte stevnsboere, at modsætningen mellem den stejle klint mod øst og den blide ådal mod vest også er at finde i stevns-boens natur som en modsætning mellem dybe, mørke kræfter og et lystigt sindelag. Dertil ville nogle måske sige, at der findes modsætninger i alle mennesker, uafhængigt af fødested.
Det er også blevet sagt, at en egn som Stevns med dens flade terræn kan skabe grobund for digternaturer som Martin A. Hansen (jf. Johs. V. Jensen og det flade Himmerland). Et er i hvert fald sikkert, og det er, at en stevnsbo p.gr. af det lave terræn kan føle, at han/hun besidder egnen, netop fordi vedkommende med det blotte øje kan skue ud over landskabet.
Man kan nyde at betragte det blide og smilende Øresund, men som stevnsbo er man først i sit rette element, når man som klintekongen skuer ud over den stejle klint og det store hav, hvor liv og død kan stå på spil i en kamp mellem magt og overmagt. Først i dette kræfternes spil og ved synet af den idylliske ådal og de frodige marker bliver man ét med sin stevnske bevidsthed: indi-vidualitetens og det særegnes identitet, iblandet et stænk af trylleriet, elver-højsromantikken og sagnet om elverkongen, elverpigernes fortryllende dans og klintekongens ridt over det flade land. Man er ikke i tvivl om, at man er stevnsbo, men et enkelt sekund kan det slå en, om man mon også skulle være hul i ryggen som de berygtede elverpiger, men så galt er det dog ikke. For som bekendt: ét er drøm, noget andet virkelighed. Men under alle omstændigheder, så lad os påskønne det, der gør det til noget særligt at stamme fra en egn som Stevns og lad os samtidig glæde os over de sagn, der giver en ekstra kolorit til dagligdagen og skaber poesi midt i virkelighedens tilsyneladende grå verden.
Opr. trykt i Stevnsbladet.