Hængebøgen
For over et halvt århundrede siden inspireredes forfatteren Knud Sønderby(1909-1966) til at skrive et essay, der bærer titlen 'Hængebøgen'. I umid-delbar nærhed af Stevns Bibliotek findes der på en gamle kirkegård ved Store Heddinge Kirke en stor hængebøg, der absolut er et besøg værd. Det er et imponerende træ, som Sønderby fik at vide er landets største hænge-bøg. Nu om dage kaldes det for Nordeuropas største hængebøg.
Sønderby var meget tiltrukket af steder, som er præget af stilhed og ro, steder, der eksisterer upåvirkede af begrebet tid. Netop sådanne steder kunne hans tankeverden udfolde sig uforstyrret af verdens larm og tummel, og han kunne få den nødvendige inspiration til at tænke nye tanker. Det er, hvad der sker, da han bliver lukket ind i kirkens 'dunkelhed' og oplever den 'muldne kælder- luft' i den tomme kirke. Da han kommer ud i dagslyset bliver han af klokkerens kone gjort opmærksom på hængebøgen, der ligesom kirken omtales som en seværdighed. Træet minder Sønderby om Betty Nansen i 'Sorg klæder Elektra', og han gengiver en skovridders ord om denne type af træer:
'/./ det er træer, der er noget i vejen med, de mangler fremdrift, livskraften i dem er angrebet, de stræber ikke opad som alle andre træer og planter gør det'. (Knud Sønderby: 'Samlede Essays',
Gyldendal, 1961, s. 193).
Over dette træ er der ligesom en bevægelse nedad i retning af jorden og livets ophør, og det inspirerer Knud Sønderby til at gøre sig betragtninger over den meningsløse død, der opleves særlig uforståelig og meningsløs, hvis det drejer sig om et ganske ungt menneske, en 18-årig, der synes at have hele livet foran sig. Under hængebøgens skygge finder han flere grave, deri-blandt een med inskriptionen 'Hvorfor'. Dette ord kalder han det farligste i verden, for hvorfor skal en ung mand på kun 18 år med alle livsårene til gode dø. Det synes uforståeligt og umenneskeligt!
Netop dette spørgsmål 'hvorfor' var meget påtrængende for Knud Sønderby, eftersom han besad en angst for at miste selve livet, og det fik ham som ung til at vandre rundt om natten i det håb, at han dermed kunne holde fast i det.
Der er en sorgfuldhed over hængebøgen, og der er en vemod over det efterår, som eksisterer under Sønderbys besøg ved hængebøgen på Store Heddinge Kirkegård.
Essayet 'Hængebøgen' munder ud i en bøn om, at Gud vil hjælpe børnene med at bruge deres liv godt, således at livet kan få fylde og mening.
Essayet blev første gang trykt i Politiken d. 15/8 - 1948, siden optaget i samlingen 'Hvidtjørnen' (1950) og i 'Samlede Essays' (1961).
Jeg anbefaler en læsning af dette essay, suppleret med et besøg på kirkegården, for hængebøgen er absolut værd at se.
Et essay af Knud Sønderby virker som en kort tekst, der er løst henkastet, men er i virkeligheden resultatet af et intenst arbejde.
Der er andre essays af Sønderby, som er læseværdige. Jeg vil anbefale følgende 2 essays:
'Stumper af et Spejl', der første gang blev trykt i Berlingske Aftenavis d. 1/6 - 1940 og senere optaget i samlingen 'Profiler', der indeholder en række dan-ske forfatteres svar på spørgsmålet 'Hvordan blev De forfatter?'. Essayet er senere trykt i et udvalg af Knud Sønderby-essays, der er udgivet af Dansk-lærerforeningen ved Gunnar Jakobsen i 1964.
Knud Sønderby mistede sin far i en alder af 6 år. Som følge af dette tab lykkedes det aldrig for Sønderby at komme til fuld klarhed over sig selv. Om sig selv kunne han kun huske, ikke have en hel og uantastet identitetsop-fattelse. Derfor måtte han konstant arbejde på at samle de løse tråde til en helhed, og det kunne han kun gøre ved at skrive. Det var den egentlige årsag til, at Sønderby blev forfatter. Han måtte forsøge at samle stumperne af et spejl til et klart billede af sin egen personlighed, af sin egen identitet. Det problematiske for ham ved tabet af faderen forklarer han selv på denne måde:
'Ved at kende ham kunne jeg måske have pejlet mig til klarhed over konstellationer i mig, som nu svæver i luften'. ('Stumper af et spejl', Gyldendal, 1964, s. 81).
'En del af min erindring vil altid være lukket land. Jeg havde hukommelses-tab, og det første jeg siden opfattede var at jeg gik rundt på ski i en hvid vinterlig skov, som jeg syntes jeg havde færdedes i i en tidligere tilværelse, et sted i Skandinavien måtte det nok være, jeg vidste ikke hvem jeg selv var eller hvad jeg hed. /.../ Der var meget i den sted- og tidløse forundring, jeg dengang følte, som minder om visse sider af en digterisk inspiration'. ('Stumper af et spejl', s. 83).
Tabet af faderen og senere en hjernerystelse opfattede Sønderby altså selv som de årsager, der måtte være til, at der blev en forfatter ud af ham. Det er tabet af en identitetsfølelse, som skaber et behov for at skrive og derved nå frem til en bevidsthed om sig selv.
Manglen på en identitet kunne også være et problem for Sønderby, når han var på rejse og kom til nye og ukendte steder. I forholdet til det nye er man uden eksistens og dermed identitet. Det var en erfaring, som Sønderby havde gjort sig under ferieophold i udlandet.
Et tredje essay, som jeg vil anbefale, er 'Forsvundne Somre', der er trykt i 'Samlede Essays', Gyldendal, 1961, s. 9-13. I dette essay giver forfatteren udtryk for den erfaring, at fortiden og dermed erfaringerne har større kraft end nuet og de oplevelser, der findes i dette.
Han udtrykker det på denne måde:
'Sommetider kan erindringen være så stærk, at man synes, at det er fortid-en, der har virkelighed, og at nutiden blot er en eksistens i skyggeagtig stilstand. /.../ Man kan stå og spise kolde, regnvåde ribs, medens himlen er et svimlende bjerglandskab af skyer i drift, og man kan spise lunkne, sol-varmede ribs i selskab med summende bier og fluer. Først når man ikke kan spise ribs mere, får det rigtig virkelighed'. ('Samlede Essays', s. 11-12).
Det er altså ikke muligt ifølge Sønderby at sanse livet og nutiden, medens den eksisterer, og man befinder sig midt i den. Først når det er muligt at sammenholde en tid med en senere tidsperiode er det muligt at opleve eller genopleve den sande bevidsthed om den tid, der var engang. Knud Sønder-bys tankegang er meget retrospektiv, i og med at han tillægger fortiden så stor betydning. Ved at lade tankerne gå tilbage i tiden er det samtidig muligt for Sønderby at holde fast i det liv, som han er så bange for at miste. Ved erindringens hjælp er det muligt at holde fast i tilværelsen og i bevidstheden om sig selv.
God fornøjelse med læsning af Knud Sønderbys essays. Hans samlede pro-duktion var absolut ikke stor, men da den indeholder mange små 'perler', er han absolut en forfatter, der bør huskes.
NB. Hængebøgen eksisterer ikke længere. Den blev desværre fældet pga. af råd og svamp torsdag den 21. juni 2007