Den digitale pung - kom godt i gang

02.01.23
eKurser.nu hjælper dig i gang.

Måske har du prøvet at stå i en situation i supermarkedet, hvor du havde glemt din pung? Alle varerne var kørt igennem kassen, køen var alenlang og koldsveden begynder så småt at pible frem, mens man febrilsk roder tasken igennem. Det er ikke specielt morsomt, vel?

Der er imidlertid hjælp at hente. Du behøver nemlig ikke længere at have kontanter eller fysiske betalingskort på dig for at komme ud af kniben i supermarkedet. Og det kan eKurser.nu hjælpe dig på rette vej med.

Hvis du har en smartphone, har du nemlig mulighed for at koble dine betalingskort til telefonen. Det betyder i praksis, at du kan bruge dine kort i en digital-udgave til betalinger via en betalingskort-automat, når du skal afregne for varer i diverse butikker. 

Android, iOS og smartwatch

Man kan betale digitalt med de typer af smartphones, hvor det er muligt at tilkoble betalingskort. Hvis man også har et smartwatch, kan dette ligeledes kobles til mobiltelefonen og dermed også bruges som betalingsmiddel i butikkerne. Husk, at betaling med et smartwatch kræver, at telefonen er inden for Bluetooth-rækkevidde. 

Høj sikkerhed

For de fleste brugere vil der være en hel naturlig skepsis i forhold til sikkerheden omkring den digitale betaling. Men sikkerheden er faktisk helt i top. I stedet for en pinkode, der kan aflures af uvedkommende, så er der nemlig tale om ansigtsgenkendelse eller fingeraftryk, der fungerer som kode for betalingen. Det sikrer bl.a., at selvom telefonen skulle blive væk eller stjålet, er der ikke mulighed for at misbruge den til betalinger i butikker, netop fordi det kræver ansigtsgenkendelse eller fingeraftryk fra ejeren.

eKurser.nu hjælper dig i gang

På hjemmesiden: www.ekurser.nu finder du bibliotekernes online IT-kurser. Her kan du finde mere information omkring den digitale pung. Du finder bl.a. en introduktionsvideo samt en trin-for-trin vejledning, der kan hjælpe dig i gang med dine ”digitale” køb i fremtiden. Og der er faktisk muligheder for at digitalisere mere end dine betalingskort. Du kan f.eks. også få dit kørekort og sundhedskort ind på din mobil. Men det kan du læse mere om på hjemmesiden.

Slå et smut forbi og bliv klogere med eKurser.nu. Det er nemmere, end du tror.