DEMENTI: Børnebibliotekerne nedlægges IKKE!

17.05.17
Børneafdelingerne på de stevnske biblioteker nedlægges IKKE.


Tomme børnebiblioteker

Måske har du set nedenstående opslag, som har været i luften siden i mandags.

Som nævnt længere nede i opslaget er der tale om en falsk nyhed (fake news) i forbindelse med den landsdækkende kampagne om dette - så vi dementerer hermed alle eventuelle rygter om den forestående lukning.

Vi byder også fremover alle børn og deres voksne velkommen på bibliotekerne i Store Heddinge, Hårlev og Strøby Egede.

▪          ▪          ▪          ▪          ▪

"Desværre kommer der for få børn, børnefamilier, daginstitutioner og skoler på vores tre biblioteker på Stevns. Vi har derfor valgt at tage den tunge beslutning at nedlægge børnebibliotekerne med virkning fra d. 31. juni 2017", fortæller Lisbeth Pedersen, der er biblioteksassistent på Stevns Bibliotekerne.

"Men der ligger andet end dårlige besøgstal til grund for vores beslutning. Vi har et stærkt ønske om at fremme avislæsning på Stevns, og nedlægningen af børneafdelingerne giver os en gylden mulighed for at få nogle flere avislæsepladser. 
Dette tiltag vil formentlig også give noget ro på biblioteket som i de gode gamle dage", afslutter Lisbeth.

 

Du kan læse mere om beslutningen her:
https://faktalink.dk/falske-nyheder

 

Hvis du er nået hertil, så vil du nu vide, at det er en FAKE NEWS (falsk nyhed), du har været udsat for. Opslaget er et af vores bidrag til en landsdækkende kampagne, der har som mål at gøre os alle opmærksomme på fake news, som florerer livligt - især på de sociale medier. Det er vigtigt - også for vores demokrati - at vi forholder os kritiske til overskrifter og tekster. Især i en tid, hvor det ER overskrifter og helst de voldsomme, der vinder mere og mere ind - de "fanger" vores opmærksomhed.

 

Med dette opslag vil vi gøre dig opmærksom på følgende gode råd:

  • LÆS VIDERE - læs altid hele teksten og ikke kun overskriften. Teksten kan fortælle en helt anden historie end overskriften, der fangede dit blik. Måske er der links i teksten - klik dig ind på dem - de kan også fortælle dig, hvor seriøs artiklen eller opslaget er.
  • TJEK KILDEN - kilden i vores opslag her er en "almindelig" biblioteksmedarbejder. Hvis vi ville formidle en sådan nyhed med en udtalelse, så ville det være naturligt, at det var May-Britt Diechmann, vores biblioteksleder, som udtalte sig på vegne af Stevns Bibliotekerne.
  • ER DET EN JOKE? - er nyheden realistisk? Ville Stevns Bbiliotekerne virkelig nedlægge børneafdelingerne? - Er børn (vores alles fremtid) virkelig ikke velkomne? Vil de virkelig gerne have total stilhed på biblioteket som før i tiden?
  • TJEK DATO - her i opslaget nedlægges børnebibliotekerne d. 31. juni!!!! Dagen findes ikke. Det kan også være et opslag, der er forældet - læg derfor mærke til datoen for, hvornår det oprindeligt er skrevet. Ellers kan det være en irrelevant eller ligefrem vildledende "nyhed".

Til slut vil vi gøre opmærksom på, at vi meget gerne vil have børn - og dermed liv - på Stevns Bibliotekerne.