Historien om Danmark: Velfærd og kold krig

21.10.17
Følger du med i DR's TV-serie 'Historien om Danmark'? Vi er nu nået til sidste afsnit, 'Velfærd og kold krig'.

Kvinde med grammofonplader

I efterkrigstidens Danmark udvikledes velfærdsstaten. Socialdemokratiet var politisk toneangivende og brugte mange ressourcer på at udvikle den offentlige sektor.

Den internationale handel var stort set gået i stå under 2. verdenskrig, men med Marshall-planen gav USA Europa en saltvandsindsprøjtning. Danmark modtog omkring 300 millioner dollars, som var en god hjælp til bl.a. at modernisere det danske landbrug.

Ude i verden herskede en spændingstilstand mellem stormagterne USA og Sovjetunionen, en såkaldt kold krig, hvor våbnene forblev tavse, alt imens der oprustedes på begge sider af Jerntæppet. Danmark kom ud i en diplomatisk knibe, da amerikanerne i 1958 anbragte atomvåben på Thulebasen i Grønland. Og det på trods af en vedtaget dansk lov fra 1957 om, at det er forbudt at placere a-våben på dansk territorium.

Grundloven blev ændret i 1953. Kong Frederik 9. havde tre døtre, men ingen sønner, hvilket betød, at Frederik 9.’s bror, Knud skulle overtage tronen. Men med grundlovsændringen blev den kvindelige tronarvefølge indført til fordel for Dronning Margrethe, der i 1972 kunne bestige tronen.

1972 var ligeledes året, hvor danskerne stemte om medlemskab af EF, og i 1973 blev Danmark medlem. 2. Verdenskrig havde efterladt et svækket Europa, og derfor besluttede seks europæiske lande sig for at stifte et fællesskab, hvor handlen frit kunne krydse landegrænserne – forløberen for EF. Stifterne af fællesskabet var Frankrig, Vesttyskland, Belgien, Italien, Holland og Luxembourg.

En sportslig triumf fik os for en stund til at føle os som stormagt igen, da vi vandt EM i fodbold i 1992. Danmark havde oprindeligt slet ikke kvalificeret sig, men pga. borgerkrig i Jugoslavien, overtog Danmark alligevel pladsen og vandt meget overraskende Europamesterskabet. 

 

Vil du læse mere?

http://danmarkshistorien.dk/perioder/kold-krig-og-velfaerdsstat-1945-1973/

http://natmus.dk/historisk-viden/danmark/1950erne-i-danmark/

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/danmarks-medlemskab-af-ef-og-eu/

 

Vidste du at: Danmark i 1949 blev medlem af den vestlige alliance NATO. Dermed blev Danmark allieret med USA, Storbritannien, Norge, Holland og en række andre lande.

Vidste du at: Der ved indgangen til 1956 kun 16.000 tv-apparater i Danmark. Ved årets udgang var tallet steget til 65.000.

Vidste du at: Det først blev forbudt for lærerne at slå eleverne i folkeskolen i 1967.

Vidste du at: Loven om folkepension for første gang blev vedtaget i 1956. Folkepensionen var dermed Danmarks første universelle velfærdsydelse.

Vidste du at: Danmark oprindeligt ikke var kvalificeret til EM i 1992, som de sidenhen vandt. Danmark kom kun med, fordi Jugoslavien blev udelukket pga. borgerkrig i landet. 

Materialer
Reservér
  • Bog

Operation skak : kold krig i Østersøen

Af Bent Aalbæk-Nielsen (2002)
Læs mere
Reservér
  • Dvd

Sommeren '92

Af Kasper Barfoed (2015)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Thule-sagen - løgnens univers

Af Poul Brink (1997)
Læs mere