Kjeld Hansen på Stevns Litteraturfestival

Forfatteren, som er kendt for kritiske reportager, dybdeborende journalistik og miljøbøger.

Kjeld Hansen er uddannet journalist (DJH), forfatter, foredragsholder, samfundsdebattør og økologisk landmand.

Kjeld Hansen har udgivet kritiske reportager, dybdeborende journalistik og en række miljøbøger. Han har været indstillet til den journalistiske hæderspris, Cavling-prisen, to gange, og modtog i 2012 Natur & Miljøprisen på 100.000 kr.

Han er forfatter til den danske udgave af bestselleren 'Den Grønne Forbrugerguide' (1990) og en stribe bøger om natur, miljø og forbrug - og blev internationalt kendt for sin afsløring af rovdriften på Grønlands natur med bogen 'A Farewell to Greenland`s Wildlife' (2001).

Kjeld Hansens bog 'Der er et yndigt land' – om Danmarks naturs tilstand – vakte stor opmærksomhed i 2003 og underbyggede hans position som fremtrædende miljøskribent. Hans hovedværk - bogen 'Det Tabte Land' fra 2008 - har vakt meget stor opmærksomhed på grund af den afslørende karakter.

Kjeld Hansen har modtaget Dansk Forfatterforenings fagbogspris 2008 for “Det tabte land”. Seneste udgivelser er 'Farvel til dansk landbrug' (2019) og Velkommen til fremtidens landbrug (2021). Kjeld Hansen er desuden redaktør på miljødebatbloggen www.gylle.dk.

Mød Kjeld Hansen på litteraturfestivalen, hvor han har en stand. Du kan også opleve ham på scenen.