LEGO fylder 90!

I 1932 begyndte Ole Kirk Kristiansen for første gang at producere legetøj.

I starten var det legetøj af træ, men firmaet blev sidenhen internationalt kendt for plastlegetøj under navnet LEGO.

Kalenderen skriver nu 2022, hvilket med en gang hurtig hovedregning, altså må betyde at firmaet bag klodsen fylder 90 i år.

LEGOs egen fejring bliver blandt andet med et særligt jubilæums LEGO-sæt i et af LEGOs mest elskede temaer, som LEGO-fans fik muligheden for at stemme om sidste år.
De fire temaer, der endte med topplacering, var Bionicle, Classic Space, Pirates og Castle, men den endelige vinder bliver først annonceret sammen med jubilæumssættet.

Det er gennem tiden gået både rigtig godt, mindre godt, rigtig skidt og godt igen for firmaet fra Billund. Det har været interessant fra et virksomhedsmæssigt synspunkt at følge firmaets op- og nedture, men LEGO har så sandelig også sørget for rigeligt med underholdning til os, der vil have LEGO-idéer, gode historier, sjove film eller fede spiloplevelser.

Nedenfor finder du et sandt overflødighedshorn af udgivelser både fra og om LEGO, så her er nok at dykke ned i både for voksne og børn!