Vi skal lave børnekulturhus i Hårlev!

27.06.22
-et nyt fyrtårn for leg og læsning i den sydøstlige del af Sjælland.

Det er med stor glæde, at vi kan fortælle dette. Du kan få meget mere at vide i pressemeddelelsen her:

Med 2.15 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden skal Stevns Kommune udvikle et nyt, fantastisk børnekulturhus i Hårlev – et nyt fyrtårn for leg og læsning i den sydøstlige del af Sjælland. Inspirationen til børnekulturhuset er hentet i Københavns Hovedbibliotek.

Med huset giver Stevns sit bidrag til løsningen på en national udfordring:

"Danske børn læser mindre og mindre. Det er en samfundsudfordring, fordi børnenes sproglige udvikling og læsefærdigheder i tillæg stagnerer, og det er færdigheder, de har brug for hele livet. Med et nyt børnekulturhus for leg og læring, tager Stevns medansvar for børns læseindlæring, og ikke kun for børn i Stevns, men for børn fra hele Syd- og Østsjælland. Vi er utrolig glade for, at Nordea-fonden vil støtte vores arbejde for en vigtig sag." Henning Urban Dam Nielsen, borgmester

Børnekulturhuset får til huse i det nuværende bibliotek i Hårlev, som nu får nyt liv med kulturformidling til børn på en ny måde. Børnekulturhuset udvikles med inspiration fra ’LÆS’ i Københavns Hovedbibliotek. Huset inddeles således i forskellige oplevelseszoner målrettet de forskellige alderstrin. Stevns Bibliotekerne har valgt: Lydengen (0-1,5 år), Bogstavkilden (2-5 år), Ordbjerget (0-6 år), Historievulkanen (0-6 år), Bogborgen (6-9 år), Litteraturstrædet (9-12 år) og Ordfråseriet (alle alderstrin).

Børnekulturhuset får et samlet areal på 575 m2.

’Vi er stolte af at støtte et børnekulturhus, som sætter fokus på en vigtig opgave – nemlig at styrke børns lyst til leg og læring. Børnekulturhuset er et stærkt tilbud, og jeg glæder mig til at se forandringen skride frem og huset summe af liv og læselyst’, supplerer Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden.

Stevns har i forvejen meget at byde på, men nu bliver paletten større. Rødvig i syd har vandsporten, Stevns Klint hæver sig stolt over vandet i øst, og i nord ligger Strøby Egede tæt ved vandet og en stærk tilknytning mod Køge. Nu får Stevns et nyt vartegn, og med børnekulturhuset får Hårlev forfrisket sin egen identitet som byen for børn og deres familier.

Noget forbliver dog som det plejer at være:

’Vi er meget opmærksomme på, at selvom vi ændrer formidlingen på biblioteket, så er der stadig mange brugere, som læser avis, låner bøger osv., og de brugere skal også have glæde af huset i fremtiden. Derfor indretter vi et hjørne af biblioteket som ’helt almindeligt’ bibliotek, hvor man kan tale med en medarbejder fra biblioteket for at få de gode bogtips, låne bøger osv. Det bliver bare i en noget mindre målestok og med en meget mindre bogsamling end man er vant til’, fortæller Bjarne Nielsen, som er formand for Udvalget for Arbejdsmarked, Erhverv, Kultur og Turisme.

Sådan udvikler vi det nye børnekulturhus

Fase 1: Udvikling en opstarts- og udviklingsplan (sommerhalvåret 2022).

Fase 2: Involverende processer med lokale brugere i Stevns (vinterhalvåret 2022).

Fase 3: Ombygning og tilpasning (sommerhalvåret 2023).

Fase 4: Indvielse (vinterhalvåret 2023).

Fakta

Udviklingen af børnekulturhuset er støttet af Nordea-fonden med 2.15 mio. kr. Hertil har Stevns Kommune selv bidraget med tilsvarende 2.15 mio. kr. Den samlede projektsum skal anvendes til projektledelse, udvikling og ombygning, kommunikation samt evaluering.

Nordea-fonden har et almennyttigt og velgørende formål, og uddeler hvert år ca. 500 mio. kr. til projekter, som fremmer det gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. Projekterne kan være i alle størrelser, men har det til fælles, at de er til gavn og glæde for mennesker over hele landet.

Nordea-fonden har tidligere givet støtte til stærke projekter i verdensarvsdestinationen Stevns Klint.

Inspirationen til børnekulturhuset i Hårlev er hentet i børneetagen LÆS på Københavns Hovedbibliotek: https://bibliotek.kk.dk/boerneetagenlaes

Børnekulturhuset får til huse i det nuværende biblioteksrum på Hårlev Bibliotek, og får et samlet areal på 575 m2.

Målgruppen for børnekulturhuset er børn i alderen 0-12 år.

Et hjørne af biblioteket på 50 m2 vil fortsat fungere som almindeligt bibliotek til glæde for de faste lånere.

Hårlev Biblioteks inventar og bogsamling finder anvendelse nye steder. Der er f.eks. tanker om at indrette et lille lokalbibliotek i Rødvigområdet lige som NGO’en ’Læs for livet’ kan overtage bøger til gavn og glæde andre steder i landet.