
Nu er der - igen - fri adgang til 6 millioner danske avissider!
Hen over julen har Det Kongelige Bibliotek i samarbejde med Dansk Journalistforbund, Danske Medier og Kulturministeriet forhandlet en ny aftale med Copydan Tekst og Node på plads, så der i lighed med under sidste corona-nedlukning nu igen kan tilbydes adgang til de ejerløse aviser i Mediestream hjemmefra, mens folkebibliotekerne er lukkede.
Det drejer sig om bl.a. Aktuelt, Land og Folk, Nationaltidende, Aalborg Amtstidende, Fyns Venstreblad og mange andre. I alt mere end seks millioner avissider.
Så det er nu, du har chancen for at bladre i aviserne. For aftalen gælder kun så længe at folkebibliotekerne er lukket ned, og Det Kongelige Bibliotek er forpligtet til at lukke for adgangen, når folkebibliotekerne igen får lov at åbne.
Bemærk, at der er tale om "de ejerløse aviser", hvilket vil sige aviser, der for længst er ophørt, og ikke længere eksisterer. Men selvom aviserne ikke udkommer længere, er indholdet i de udgivne aviser stadig dækket af ophavsret.
Der er f.eks. fuld adgang til Aktuelt i årene 1871-2001.
Eller Land og Folk - herunder de tidligere navneformer - i årene 1871-1990 (på nær et par illegale udgaver).