""

5 gode klassiske science fiction-romaner

12.04.20
Jesper har håndplukket 5 klassikere til dig der elsker science fiction.

I disse tider, hvor det ind i mellem føles som at leve en science fiction roman har Jesper udvalgt 5 fremragende klassiske science fiction-romaner.

På hver sin måde fortæller de om, at det kan godt være det er slemt lige nu. Men det kunne være endnu værre.

Orson Scott Card: Enders Strategi

I fremtiden lever menneskeheden i frygt. En mystisk race af menneskerne kaldt summerne var meget tæt på at udrydde menneskeheden. Siden har man desperat ledt efter den næste store militære leder der kan føre os til sejr. Måske er den 6-årige Ender Wiggin den rigtige - hvis han bliver trænet rigtigt.

Ira Levin: Fagre nye elektronverden

I fremtiden er verden styret af computeren Unicomp. Mennesker bliver medicineret for at holde deres følelser i skak. De bliver desuden slået medicinsk ihjel når de er i starten af 60'erne, for at holde beholdningstallet nede. Hovedpersonen Li RM35M4419 finder dog ud af en måde at snyde computeren på og prøver at finde en måde at ødelægge den på.

Philip K. Dick: Drømmer androider om elektriske får?

Jorden er blevet forurenet af radioaktivt støv. Menneskeheden har opfundet androider til at løse mange arbejdsopgaver. Men hvad sker der når de bliver så menneskelige, at vi ikke længere kan se forskel? Rick Deckard får til opgave at dræbe syv androider der er flygtet. Hvis dette lyder bekendt, er det nok fordi bogen er filmatiseret under titlen ”Blade runner”

Douglas Adams: Håndbog for galakse-blaffere

De to venner Arthur og Ford når i sidste øjeblik at blaffe sig væk med et rumskib, før jorden går under (man skal bruge et håndklæde). De kastes ud i et vanvittigt eventyr gennem tid og rum. Bogen er første del af en serie.

Margaret Atwood: Tjenerindens fortælling

I fremtiden har en gruppe meget religiøse og totalitære mennesker taget magten i en del af Amerika. Da de fleste mennesker er blevet sterile, er fødedygtige kvinder blevet meget vigtige for samfundet. De tvinges til et liv som ”tjenerinder”, hvor de skal føde børn til de styrende mænd hvis koner ikke kan få børn.