Podcastserie: Forfatteren, der tænkte baglæns

Vi har produceret en podcastserie om forfatteren Martin A. Hansen.

Med podcastserien vil vi gerne være med til at udbrede kendskabet til den anerkendte forfatter.

For her på Stevns, hvor Martin A. Hansen (1909 – 1955) kommer fra, kender selv skolebørnene til den komplekse og hædrede forfatter. Her er det heller ingen nyhed, at forfatteren også var kunstner og blandt andet illustrerede sine romankarakterer og det særegne landskab med klinten på hans hjemegn. Men for mange andre er det ny viden, der kan bidrage til en bredere forståelse af forfatteren og hans værker. 

I fire dybdegående podcasts kommer fokus på Martin A. Hansen som person og forfatter; som kunstner og naturelsker; som essayist og skolepensum og som teater, film og musik – og som inspirator for blandt andre musikeren Michael Falch og skuespilleren Vigga Bro. Sidstnævnte gæster også et af afsnittene. 

Bibliotekerne har, ifølge biblioteksleder May-Britt Diechmann, en vigtig rolle i formidlingen af litteratur generelt, men særligt i at gøre det lokale nationalt:

"Vi har et indgående kendskab til de lokale forfattere, hvor Martin A. Hansen nok er den mest markante. Samtidig er bibliotekets rolle netop formidling af litteratur og gøre kendskabet til forfattere større, derfor har vi valgt at producere denne podcastserie, som kan nå længere ud end vores lokale biblioteker."

Netop podcastformatet er ikke en tilfældighed. Ifølge Danmarks Statistik overgiver flere og flere danskere sig til lydformatet af formidling, hvor mulighederne for at dykke ned i helt specifikke områder aldrig har været større. 

"Det er en vigtig dansk forfatter, som har utrolig meget at byde på - også i dag. Derfor glæder vi os til at give alle mulighed for enten at stifte bekendtskab med forfatteren eller dykke endnu længere ned i hans forfatterskab, kunst og liv," slår May-Britt fast.

Vil du vide mere om podcasts? Så se her: 
I gang med podcasts | Stevns Bibliotekerne

Se her, hvordan du låner podcasts og lydbøger på eReolen: 
Hjælp og vejledning | eReolen