Øgendahl og de store forfattere

DR og bibliotekerne sætter fokus på seks store forfattere, og hvorfor netop DE blev berømte

'Øgendahl og de store forfattere' er titlen på en programserie fra DR1. Her åbnes - med Mick Øgendahl som guide - dørene til forfatternes verden, og du får mulighed for at lære forfatterne bedre at kende.

Ligesom mange andre danskere får Mick Øgendahl ikke læst så meget, som han gerne vil: "Jeg er nok som folk er flest. Bliver distraheret af ligegyldige ting på min telefon eller min computer. Men når jeg så endelig investerer lidt tid i fordybelse, så bliver jeg glad. Det tror jeg folk glemmer, og det vil jeg gerne slå et slag for. Det behøver ikke kun være bøger, man kan også tegne eller bygge med klodser - bare du aktiverer din fantasi. Og det gør bøger. Du begynder at skabe billeder i hovedet når du læser, fordi du ikke får alt foræret. Og det er fedt… rigtig fedt," siger programmets vært, Mick Øgendahl.

I serien møder vi seks store forfattere og skyder genvej til en forståelse af, hvem de var, hvad der drev dem, og hvorfor de skrev som de gjorde. I hvert afsnit møder Øgendahl ikke alene forfatteren, i form af en skuespiller, i nogle centrale situationer eller vendepunkter i forfatterens liv - men også eksperter, fans og andre med stor indsigt i forfatterens liv og værker.

Ved at øge kendskabet til seks af vores store forfattere håber DR og biblioteket på at inspirere til større læselyst – både hos de mange, der allerede læser – og ikke mindst hos dem, der sjældent eller aldrig åbner en bog.

De seks forfattere, vi lærer nærmere at kende, er:

  • H.C. Andersen
  • Dan Turell
  • Tove Ditlevsen
  • Johannes V. Jensen
  • Herman Bang
  • Karen Blixen