Mustafa Can er prisbelønnet journalist og forfatter. Han er født 1969 i tyrkisk Kurdistan og kom til Sverige som seksårig. Denne romanbiografi er historien om hans mor, skrevet i forbindelse med hendes sygdom og død. Den tegner et portræt af en varm kvinde, mor til femten børn, hvoraf syv døde som små. Hun affinder sig med livet i Sverige, men bærer altid på sorgen over de døde børn og savnet af hjemlandet, som hun altid håber at flytte tilbage til. Samtidig fortæller forfatteren om sig selv: At han elsker sin mor, men var flov over hende, da han var dreng. Hun går med tørklæde og fodlang kjortel, hun er analfabet og taler ikke svensk. Hjemmet er fattigt og har ikke råd til mærkevarer eller store fødselsdagsgaver. Romanen fortæller om sorgen og angsten, når en elsket person dør. Og den beretter om at være splittet mellem to kulturer, om de uløselige konklikter med identitet og loyalitet, når man fx ikke vil være læge eller flytte tilbage til hjemlandet, sådan som forældrene ønsker. Romanen er hist og her præget af gammeldags sprogbrug (fx åsyn, tyst, bæven) og balancerer somme tider på kanten af klichéer, men forfatteren slipper godt fra det. Han skriver med hjertet, med stærk intensitet og hudløs ærlighed, så man kan ikke undgå at blive rørt og grebet - og klogere. På dansk har vi Rushy Rashids Du lovede, vi skulle hjem, 2006; denne her kan blive lige så efterspurgt