Lektørudtalelse

Forfatter: Finn Windfeldt Hansen

Tin & Rasmussen, det nu midaldrende globetrotterægtepar, har med vanlig foragt for strabadser og alt det der ikke kan lade sig gøre foretaget en rejse i deres Citroën 2CV, årg. 1986 til Kurdistan, "Landet der ikke findes", et område med 25 mill. indb. delt mellem Irak, Tyrkiet, Syrien og Iran. Det er maj-sep 2003, kort efter Irak-krigen, og konceptet er det kendte: ægteparret skiftes til at fortælle fra en til tider noget nær halsbrækkende tur. Fra først til sidst en medrivende skildring hvor den smittende nysgerrighed og interesse når ind til stort og småt næsten overalt i den kurdiske dagligdag der indtil for nylig især bar præg af vold og undertrykkelse. Her kommer jævne kurdere o.a. fra områdets etniske smeltedigel til orde, ofte ludfattige, men altid imødekommende og gæstfrie. Forfatterne er skarpe iagttagere og formidler fint indtryk, overvejelser og refleksion. Tiden er heldigvis nu en anden og bedre, især i Irak, og USA krediteres for at have fjernet Saddam, omend af de forkerte grunde! Også i Tyrkiet synes det at lysne for kurderne ved udsigten til tyrkisk EU-medlemskab. Den kurdiske "vox populi" formidlet med respekt og takt på en anderledes og spændende rejse, så rig på indtryk og oplevelser, og ikke mindst med stor appel til en bred læserskare