Lektørudtalelse

Forfatter: Johanne Elvers Madsen

Kort om bogen

To nye billedbøger om den elskede Muldvarp med vinter- og juletema. Muldvarp holder jul med sin ven musen, selvom kragen er ved at spolere det. Og Muldvarp bliver venner med en snemand. Fra 3 år

Beskrivelse

I "Lille Muldvarp og julen" gør Muldvarp klar til julen. En krage ødelægger muldvarpens flotte juletræ. I stedet køber muldvarpen et sammenklappeligt juletræ, og muldvarpen og dens ven musen fejrer juleaften. I "Lille Muldvarp og Lille Snemand" er Muldvarp nysgerrig efter at se, hvordan sådan en vinter egentlig ser ud, så han venter med sin vintersøvn. Han bygger en snemand og de bliver venner. Da foråret kommer er snemanden ved at smelte, men kommer med skiliften op på toppen af bjerget. Næste vinter leger de sammen igen. Baseret på filmene om Muldvarpen af tegneren Zdenek Miler. De to historier er ikke tidligere udgivet i bogform

Vurdering

Bøgernes styrke er de fine tegninger, som vi kender fra tegnefilmene. De er dybt charmerende i deres præsentation af den elskelige muldvarp. Teksten forekommer lidt klodset og handlingsrefererende, og skrifttype og layout besværliggør læsningen en smule. Alt i alt nogle virkelig søde og charmerende bøger, og Lille Muldvarp formår som altid at gøre én i godt humør

Andre bøger om samme emne

Minder meget om de andre bøger om Lille Muldvarp. Der er i de seneste par år både kommet genudgivelser og nyudgivne titler om den elskede Muldvarp, fx Hvordan Lille Muldvarp fik sine bukser (Ved Henrik Ægidius)