Niels E. Nielsen

Om forfatteren Niels E. Nielsen (1924 - 1993) og hans forfatterskab skrevet af mag art Lisbeth Askjær-Larsen

På vores litterære odyssé igennem det stevnske landskab skal vi nu gøre holdt i landsbyen Sigerslev, hvor forfatteren Niels E. Nielsen (1924 - 93) boede. Han, der oprindelig var uddannet tømrer, debuterede i 1950 med 'Røde Tåger'. I sit forfatterskab behandler han modsætningen mellem det landlige livs oprindelige værdier og nutidens atomtrussel samt det auto-matiserede fremtidssamfund. Han er landsbybeboeren, der nok har fødderne plantet på den stevnske muld, men som med sin indre forestillingsevne tankemæssigt befinder sig langt væk. Denne modsætning i hans egen person manifesterer sig i hans forfatterskab, der både beskriver landsbysamfundet, men som også beskæftiger sig med en tidsalder, der endnu ikke er opstået.

I essaysamlingen 'Torden og grønne skove', der udkom i 1961,  skriver han bl.a. om den raketbase, som på det tidspunkt var ved at blive anlagt. Den opfatter han som et udtryk for, at fremtiden er ved at invadere landsbysam-fundet, der hidtil har fået lov at leve sit eget stille liv. En tradition, som er blevet opretholdt i Sigerslev, er det årlige møde i moselavet. For beboerne i landsbyen er han 'skriveren', som ved sit første møde i moselavet har ladet 2 snapse gå forbi sit bord. Mosen har været fælles jord og er derfor også blevet administreret i fællesskab. Moselavet er antagelig en fortsættelse af ældre tiders bystævne og er med til at opretholde landsbyens sammenhold.

I essayet 'Under nye himmeltegn' (s. 9 - 10) står han før sengetid uden for sit hus og kigger op mod himmelen og synes for sit indre øje at se et lysende spor af en satellit :

'Men nu da jeg så satellittens lysende spor over den sovende landsby? - Nu var der uro i mit hjerte. Nu frygter jeg, at mennesket aldrig mere skal kunne se mod vinternattens lys uden at se sit eget skæbnetegn : Rumvåbnenes røde ild derude, hvor årmilliarder er rundet, uden at nogen hidtil har vovet at udstrække en truende hånd mod universets dybe nat, hvor det skjulte måske er nærmere end teknisk berusede jordmennesker aner.' (Ibid., s. 9).

I essayet 'Planmæssigt bekendtskab' skriver han om vanskeligheden ved at blive accepteret som tilflytter på Stevns. Der kom en ny lærer til Sigerslev, og det varede 3 måneder før beboerne, bortset fra forfatteren, begyndte at tale med den nye beboer. Da der var gået et år, var han ved at blive accep-teret. Sådan er det i små og afsides beliggende samfund som det stevnske, hvor det siges, at det tager 3 generationer at blive betragtet som indfødt stevnsbo. Niels E. Nielsen udtrykker det således :

'Vi skal lige se dig an, skolelærer, forfra og bagfra. /./ Jeg ville nødig spolere hans landboglæde. Man kendte jo sine egne : Er man først godkendt, hører man til, endog om man begår mordbrand. Men der er en distance fra en splinterny københavner med K til en landsby med L.' (Ibid., s. 80).

Det er helt evident, at forfatteren bruger sine sanser til at mærke sig verden og blive klogere. Disse indtryk omsætter han i sit forfatterskab, hvor han bl.a. i disse essays giver nogle poetiske beskrivelser af sine oplevelser og erfaringer. I essayet 'Erindringens sans' beskæftiger han sig med sansernes betydning i tilværelsen. Specielt lugtesansen tilskriver han stor betydning. Han beskriver duftene således :

'Duften er lokkende og sødmefuld som unge pigers hvisken. Stilfærdigt rejses et telt af vellugt i nordens lyse nat.' (Ibid., s. 91).

'Jasminen blomstrer under bittesmå blege stjerner, og dens duft har magt, som kom den fra selve mindets kamre. I samme nu den rører næsens hinder, vågner erindringen om ti-tyve situationer, alle tilknyttet jasminens åndedrag : Hvide veje langs dunkle sommerhaver, cyklers summen på vej til aftenbad i havet, pigelatter; hvor ofte er den gule stjerneblomst mon rakt mod et ansigt, medens håret hviskende faldt frem langs en kind .' (Ibid., s. 91).

Der er måske her tale om en Knud Sønderby-påvirkning. Der er en lighed mellem Sønderbys 'forsvundne somre' og Niels E. Nielsens oplevelse af lugten som ventil for fortidige oplevelser, der trænger sig på og bliver stærkere end det øjeblik, som har fremkaldt erindringen.

Lugtesansen er den af alle sanser, som Niels E. Nielsen nødig ville undvære :

'Synet er et uundværligt privilegium. Talens brug er tankens vej til øret, som er den tredje uundværlige sans. Men lugtesansen - den vil mange anse for den ringeste, lettest uundværlige.
Og dog tror jeg, at lugtesansen griber dybere ind i vor tilværelse end som så. Ikke for intet ligger dens center i hjernens ældste del, i urhjernen, hvorfra en så væsentlig del af vore ubevidste reaktioner og instinkter stiger frem.' (Ibid., s. 91).

'Duften af nybagt brød en frostklar dag er så herlig, at samme duft tredive år efter sætter én lyslevende tilbage til bagerens åbne vindue, skønt både bager og vindue længst er forsvundet. Og enhver kan altid genkalde sig duften af mors favn, fars pibe, hjemmets stuer.' (Ibid., s. 92).

Essayet 'Livets have' handler om kirkegården, som efter graverens opfattelse burde have et mere positivt navn. For ham er de døde lige så forskellige som de levende og med de samme sym- og antipatier :

' - Kirkegården er de dødes sted, vist er den det. Men kan være at de døde er som de levende . mange slags folk! De er vel glade for børn og unge menne-sker som andre.' (Ibid., s. 94).

'Og mon ikke de nede i jorden smiler en smule, fordi de levende har en slags fristed i deres have?
Jeg kan ikke lide at folk kalder kirkegården for dødens have; de skulle kalde den livets, skulle de!' (Ibid., s. 94).

Kirkegården opfattes således som et sted, hvor modsætningen mellem liv og død på en måde er ophævet. Den er som et 'ingenmandsland' og derfor et fristed, der er afsondret fra verden og dermed lever sit eget liv i fred og frihed.

I essyet 'Vor evige Vind' lovpriser forfatteren den danske blæst, som han beskriver således :

'Vinden, altid vinden, i alle årets måneder, styrke 1 til 19, brise, kuling, storm, orkan, vandrende kræfter, større end til en brintbombes titaniske ild, isnende eller lun, våd eller tør så læberne sprækker. - Vinden er vor, er øklimaets væverske, er vort livs grundmelodi fra vi får øjne til kirkegårdens kroner orgler over en åben grav.
Vinden . drillepind eller skaberens fejekost, hærværksmand ved jævndøgn, eller kælen killingpote over kornets silkepels : Den blæser gennem vore dage, vort minde, blæser klaring eller byge, ondt eller godt til os, slette-landets folk; luftens utrættelige vandrer.' (Ibid., s. 107).

I essayet  'De dybe væld' fortæller han om en tur til Stevns Klint. Han er her på det sted, hvor "landet opgav det flade, og gik på hovedet i havet". I denne beskrivelse kommer modsætningen mellem det flade land og den stejle klint frem. Det er den modsætning, som er slående hver gang, man besøger Stevns Klint ved Højerup gamle Kirke. Efter besøg ved denne ensomme kyst får han altid noget med hjem : ro i sindet.

Der er et essay om de evige 3 koner, de snakkesalige og sladrevorne, der følger nøje med i den nyeste bysladder og beretter den videre. Og der er en tekst om juniaften, den nordiske højsommer, som sætter sindene i kog. Det er forfatterens opfattelse, at netop juninattens 'mørke' lokker menneskene til dårskab, da afstanden mellem drift og fuldbyrdelse er kortere end ellers. I essayet 'Vandring i de blå dage' skriver han om den specielle og dragende stemning, der hersker i september, hvor der er en egen klarhed over him-melen og over naturen, lige inden oktober lukker af for sommerens sidste glød :

'De dage lokker, gør landet stort og vidt. Man får stundesløshed på sig. Fødderne vil gå, om også hænderne vil arbejde. En højloftet-ørken-oktober venter. Selv børnene, nej, især de mærker det. Jeg troede at kunne liste uset gennem et hul i hækken, men min knægt var mig straks med et stille grin i hælene, fulgt af gravhunden. Også i dem var nyfigenheden tændt.' (Ibid., s. 129).

Trangen til at drage ud og opleve noget melder sig, og forfatteren, fulgt af sønnen og hunden, begiver sig af sted til Møllehøj, der er fredet og aldrig åbnet. Niels E. Nielsen nærmer sig med ærefrygt højen og fornemmer den magt, som de døde, der blev begravet der, havde over de levende. Fra højen har de en vid udsigt, helt til Falsterbo, men øjet fæstner sig særligt ved de raketter, der er plantet i en pløjemark, og det syn giver forfatteren anledning til at anstille betragtninger over vilkårene i slutning af det andet årtusinde :

'Det er vore vilkår mod slutningen af andet årtusind. Og måske skal det være således. Ikke i tryghed, men udfordret, rejser slægten sig og bryder sporene videre. Plovmanden under raketalderens tegn tvinges til at gøre sig tanker.' (Ibid., s. 132).

I essayet 'Bulldozer haves' advarer forfatteren imod at fælde for meget af det læhegn, som indhegner de danske marker og beskytter mod den danske blæst, der kan udtørre jorden, hæmme mikrolivet, nedsætte stofomsæt-ningen og fravriste nytteplanterne ernæring :

'Måske er vore læhegn et af disse hjul, erstatning for forsvundne krat og skove. Lad os i hvert fald ikke fjerne dem, før vi ved hvad vi gør, før vi ved hvilken mission de opfylder mellem de faktorer, der muliggør vor eksi-stens.' (Ibid., s. 137).

I essayet 'Lidt mørk tale' har forfatteren sat sig for at udforske det mørke, som ikke mindst landsbybørn har kendt til, men som efterhånden efter elektricitetens opfindelse er blevet noget, der er fremmed for en på trods af, at det egentlig er noget fundamentalt i tilværelsen. Mørket er en af de grund-læggende modsætninger i tilværelsen. Forfatteren sætter pris på mørket, da det giver mennesket mulighed for at finde sig selv. Mørket er som dunkelt fløjl og stjernerne som et kostbart smykke. Han beskriver mørket på følgende måde :

'Men mørket, min yndling, er Askepot, overset, og altså ligefrem ilde lidt  af neonparadisets beboere. Slår man op i leksika under m-ø er hun der ikke, staklen. Hun er udstødt i fortielsens yderste - mørke.
Alligevel : Mørket er til! Benægt det om I tør. /./ Mørket er som regnbuen, aldrig til at nå. Mørket er noget suverænt og urørligt, sig selv nok, uberørt af teknik, blot mørke.' (Ibid., s. 153 - 54).

I teksten 'De stille herskere' kommer Niels E. Nielsen ind på de vilkår, som man er underkastet, når man bor i en landsby, et lille samfund, hvor alle kender alle, og hvor sladderen har gode vilkår. Han nævner i denne for-bindelse de 3 koner, som er omtalt i et andet essay. De måler skæbner op, som han udtrykker det. Det er hans opfattelse, at sladderen er forbundet med en mundtlig overlevering som f.eks. sagn og myter. Sladderen er tæt forbundet med kvindekønnet. Udadtil har mændene haft magt, men i virke-ligheden er det kvindernes skjulte råd, der har haft den største indflydelse. Det karakteristiske for kvindekønnet er en rap tunge og en dyb interesse for alle i sognet. Om sammenholdet i de små samfund siger forfatteren følgende :

'Folk er som de er, i landsbyen som andre steder. Afstikkere fra sædvanen erindres længe. Det må dog siges, at bindingskraften mennesker imellem er større på landet, stadigvæk. Fra fødslen er man maske i et væv. Ens bevæ-gelser fornemmes til sognets yderste rand. Det er nok alligevel mere end sladder, snarere rest af et ældgammelt sammenhold.'

Essaysamlingen afsluttes med essayet 'Far, fortæl os eventyr!', i hvilket han lovpriser barnets fantasi, tankeleg  og evne til undren, som han opfatter som kimen til de nye tanker, som verden savner og skriger efter. Børnene er det råstof, som verden har behov for med henblik på nyskabelse og nye tider.

I samlingen 'Torden og grønne skove' lukker Niels E. Nielsen læserne ind i sin landsbyverden, hvorfra han udvider perspektivet til det omkringliggende sam-fund, tidens udvikling og de skræmmende perspektiver, som han synes at se på horisontens mørke himmel.

En essaysamling som denne, der består af mange korte tekster, er ideel som læsning ved sengetid. Det fine ved kortprosatekster er bl.a. dette, at læseren hurtigt kan komme ud af teksten og ikke fanges i et univers, som det kan tage lang tid at komme ud af igen. En sådan tekst kan tages frem, når der er et øjebliks pause i vor travle verden, hvor der måske ikke er tid nok til læs-ning og fordybelse.