Fredag den 16. marts 1928 skrev Østsjællands Folkeblad:

Klokken halv seks skred klinten på en strækning af 100 meter og tog kirkens ældste del, koret, og tre rækker grave med sig i faldet. – Tre fiskere var de eneste øjenvidner. – Døbefont, dåbsfad og flere af kirkens ejendele blev reddet op af ruinerne. – Stedet var i dag valfartssted fra hele Østsjælland. – Vi bringer nedenstående tre billeder, som i morges er optaget på stedet efter skredet.

Det gamle sagn om, at Højerup Kirke hver julenat flytter sig et hanefjed ind i landet for at værne sig mod faren fra havet, har fra i dag ikke gyldighed mere. Det, man i over hundrede år har ventet, er sket. En del af Højerup Kirke, der i 1358 blev viet til Johannes Baptiste og St. Clemens Martyrs hukommelse, er styrtet ned. Allerede i 1776, da kirken stod 16 alen fra klintens yderste rand, begyndte man at tale om dens truede stilling, men først i det tyvende århundrede, hvor frygten for kirkens skæbne så vist ikke har været mindre, skulle denne ængstelse vise sig at være begrundet.

I morges klokken halv seks skred klinten nøjagtig 50 meter på hver side af kirken og tog koret og hele den østlige del af kirkegården med sig i dybet. Den store udhulning, hvor over kirken før rejste sig, er nu afløst af en lodret mur, der fortsætter ud i eet med kirkens østlige gavl.

I det ejendommelige øjeblik,

da skredet fandt sted, befandt tre fiskere sig i båd ud for stedet, og den ene af dem, Gravlund, fortæller, at det skete ret langsomt. Træerne yderst på kirkegården begyndte så småt at vakle, og derefter begyndte klinten forneden at skride ud efter. Først senere styrtede de øverste jordlag med et dumpt drøn ned.

Denne fremstilling får sin bekræftelse i den omstændighed, at de nedstyrtede murbrokker for størstedelen ligger øverst.

I øvrigt frembyder stedet et ejendommeligt billede. For foden af den lodrette mur ligger på forstranden og langt ud i vandet nedstyrtede masser, der mindst må anslås til at rumme 6000 kubikmeter. Længst ude ligger de store træer med deres kroner og mægtige rødder, og vugger i havet. I jord-, ler- og kridtmasserne på stranden er et enkelt træ blevet stående, og her finder man også

Gravstene, der er styrtet ned fra de tre gravrækker,

der er gået med i dybet. Ud fra de øverste lag af den tilbageblevne klint ved kirken ser man enkelte steder endnu ikke hensmuldrede brædder fra gravstedernes kister stikke frem, og et jerngelænder fra et enkelt gravsted syd for kirken står med den ene halvdel ud over afgrunden.

Skredet har taget hele koret, den ældste del af kirken, med sig. Skibet står både i det indre og ydre uberørt tilbage, som det har stået i århundreder.

Hvad der blev reddet

Altertavlen, der stammede fra renaissancetiden og bar Christian den 4.s navnetræk og som tillige bar en latinsk indskrift om kirkens oprindelse, blev til dels knust, men man har dog i de nedstyrtede masser kunnet bjerge store dele af den. Maleriet, der sad i altertavlen og alterdugen samt korets blyvinduer har også kunnet drages frem, om end i stærkt molestreret stand, og det er alt sammen anbragt i våbenhuset. Degnestolen står endnu tilbage med den ene halvdel svævende ud i luften og den anden halvdel på den yderste rand.

Døbefonden yderst på klinten

Her stod også døbefonden, som det lykkedes de først tilkommende at redde.

Det er af en egen virkning at stå inde i kirken og se ud gennem den tidligere bue til koret, der nu åbner sig som en hvælving ud mod havet og himlen.

Da nyheden bredte sig

Med usædvanlig hurtighed forplantede rygtet om begivenheden sig over Stevns, og resten over hele landet, og det er længe siden, man har oplevet en sådan trafik mod Højerup Kirke. Alle befordringsmidler blev taget i brug. Folk kom løbende over markerne, frem ad landevejene søgte en stadig strøm af cyklister og automobiler mod stedet og gennem luften kom en københavnsk pressefotograf pr. flyvemaskine og kredsede over klinten, medens han lod kameraet klikke. Ikke tre timer efter, at skredet var sket, var der hundreder af mennesker på stedet, og tilstrømningen har varet ved hele dagen.

Stevnsboernes mening om skredet

Beboerne i klintens nærhed og i Højerup forklarer, at de hørte skredet ved en lyd, som de nærmest vil sammenligne med en automobils summen. Bagefter fulgte et hult drøn, men ingen tænkte på, at det var klinten, som var skredet og havde taget noget af kirken med sig. Flere ville simpelthen ikke tro det, da det blev fortalt. De, der er født og vokset op i nærheden af kirken, og de fleste af befolkningen i det hele taget, lægger ikke skjul på vemod over det skete, men den langt overvejende del kan alligevel langt bedre forlige sig med dette end med en eventuel flytning. De ville have deres kirke, hvor den altid har ligget, og hvor den har sin værdi.

Tilskuerne, der strømmede til, viste ikke nogen overdreven forsigtighed. Mange vovede sig helt hen til klintens rand, for derfra at kunne overse ødelæggelsen. På de nedstyrtede dele kunne man derimod uden risiko færdes, og her klatrede folk livligt rundt imellem de store kridt- og lerblokke. Nogle søgte efter ”relikvier”, og fandt de et lille stykke af den ødelagte altertavle, tog de det omhyggeligt til sig.

Politiet afspærrer

Formanden for Selskabet Højeruplund, amtsrådsmedlem H. Chr. Petersen, der var blandt de første, der kom til, tænkte allerede straks på en afspærring for at forhindre mulige ulykker. Da politiet fra Storehedinge kom til stede afspærredes kirkegården undtagen for pressen, og den afspærring vil også gælde fra søndag, hvor man sikkert, som i den nærmeste fremtid i det hele taget, kan vente en stor tilstrømning.

Sagnet om kirken

Koret, der er faldet, er som nævnt den ældste og oprindeligste del af kirken. Sagnet fortæller, at det som tak for frelse er opført i det 12. århundrede af en skipper, der var i havnsnød. Skibet, der står tilbage, er i romantisk stil og opført i begyndelsen af det 13. århundrede, og tårnet er fra den senere middelalder. Bag alterbordsklædningen i koret, fandtes der et kridtstensalter, hvor man i sin tid fandt nogle interessante relikvier, som blev indsendt til Nationalmuseet. Den latinske indskrift på altertavlen lød i oversættelse: ”Da Valdemar den fjerde regerede, og da han med stor hæder havde ødelagt Holstenernes meget stærke hær og fanget Grev Nicolaus i Fyn, blev denne kirke på Stevns Klints yderste rand af Hr. Henrik Gertsen, Biskop i Roskilde, indviet til Sct. Clemens Martyrium den 11. september 1358”.

Kirkens fremtid

Kammerherre Tesdorpf menes at ville fraskrive sig ejendomsretten Om kirkens sikkerhed, som den nu står, er det vanskeligt at udtale sig, men den almindelige mening er, at der ikke foreløbig vil ske mere ud over ganske betydningsløse småskred. Der vil efter al rimelig antagelse gå hundrede år, inden sikkerheden atter vil være truet.

Pastor Alsbo, Højerup foreslår i en samtale, at man nu ved at bygge en mur søger at hindre udfald fra istidsdannelserne og dermed sikrer den resterende del af kirken.

Denne tanke vil sikkert vinde genklang i vide kredse, og diskussionen om kirken får antagelig en ende med denne plans realisation. Hvad mener De om situationen nu efter skredet, spørger vi fyrassistenten Westborg, der har været en interesseret deltager i diskussionen om kirkens bevarelse.

Ja, nu står jo kun spørgsmålet tilbage om at bevare den sidste del af kirken. Om hvorledes det skal ske, er meningerne delte. Personlig mener jeg, at en cementmur kunne sættes som støtte for at hindre yderligere skred. Desuden må jo også hullet i kirkegavlen lukkes.

Amtsrådsmedlem H. Chr. Petersen, formanden for Selskabet Højeruplund, har vi forgæves søgt at træffe for at afæske ham en udtalelse. Hr. Petersen er imidlertid bortrejst til i aften.

Kirkeministeriet har som bekendt udbedt sig en erklæring fra kammerherre Tesdorpf, der ejer kirken. Et forlydende vil vide, at kammerherren heri udtaler, at han ikke selv ønsker at gøre noget, men at han gerne vil fraskrive sig ejendomsretten og lade kirken gå over i offentlig eje.

Noter

Nationalmuseet, under hvilket Højerup Kirke sorterer, har sendt inspektør Chr. A. Jensen til Stevns for at tage skredet i øjesyn. Kirkeminister Bruun-Rasmussen vil i morgen formiddag aflægge et besøg ved kirken.

Efter et skred ved fyret i 1905 blev kirken første gang lukket i oktober 1905. Den blev genåbnet i februar 1906, men blev efter nye skred på ny lukket den 9. februar 1910, og siden har den ikke været benyttet. Da spørgsmålet om kirkens sikring var fremme i 1906, blev udgifterne til en underbygning anslået til 16.000 kr.

Kilde: Østsjællands Folkeblad. Fredag den 16. marts 1928.