Dagen med smil og tårer

Niels E. Nielsen: Dagen med smil og tårer, skrevet af mag art Lisbeth Askjær-Larsen

Denne roman, der er på 359 s., er en bonderoman, som foregår på Stevns, på et husmandssted ved Sigerslev Kridtbrud. Det er en roman om et liv, der er præget af vilje, kamp for eksistensen, arbejdsomhed og trang til at ville opad i samfundet.
Det ægtepar, som følges igennem romanen, hedder Jens og Lisabeth. Hun er den, som det er lykkedes for forfatteren at tegne mest skarpt, hvilket kan have sammenhæng med, at hun er den mest viljestærke og temperaments-fulde af de to. Jens er mere stille af natur, flammer ikke så meget op, som hun gør. Lisabeths hårfarve er rød og iøjnefaldende, og hendes sind er i overensstemmelse hermed. Hun trives bedst i modgang, eftersom hun da kan omsætte sin heftighed til energi.

Fra at være små eksistenser uden nogen anseelse kæmper parret sig frem til en position på egnen, hvilket eksplicit manifesterer sig i, at Jens får plads i sognerådet. Til dagligt må de begge arbejde hårdt. Jens må ved siden af landbruget arbejde i det nærliggende kridtbrud, og Lisabeth har travlt med hus, børn og landbrug. På det materielle plan manifesterer deres fremgang sig i købet af et flot iøjnefaldende køretøj, som er anskaffet for penge, tjent ved hårdt slid. Desuden anskaffer de sig støvsuger, elektrisk vaskemaskine og får lagt parketgulv i stuen. Lisabeths vilje er stærk, og hun ønsker selv at styre børnebegrænsningen, således at de ikke får mere end 3 børn, og det lykkes for hende. I det hele taget bærer alle deres slidsomme anstrengelser frugt, og deres daglige tilværelse forbedres til stadighed. Som årene går kroges hendes fingre af gigt, hvilket præsten på hendes dødsleje adler med disse ord:

'/./ Måske var De for træt om aftenen, til at Guds fingre kunne skrive blot et par ord i Deres sind. Men det var jo også blot en ubehjælpsom tanke, jeg fik. Hvorfor skulle han skrive i Deres sind med livets griffel, når Deres hænder var dette samme liv nærmere? Han skrev i Deres hænder!' (Ibid., s. 351).

Den store begivenhed i ægteparrets liv er krigen. På et tidspunkt henvender den lokale læge, dr. Heding, sig til dem for at få dem til at hjælpe med at bringe jøderne af sted til Sverige. På et tidspunkt får Jens den idé at sprænge kraftbunkeren i det af tyskerne anlagte fort i stykker. Bagefter har han følg-ende ræsonnement:

Nu havde man gjort noget, men ikke meget. Om få dage var en ny motor stillet op, så kunne de lammede radarsøgere gå i gang igen, og alt var som før. Det var lidt, man orkede -  (Ibid., s. 307).

Jens og Lisabeth har gjort en indsats ikke blot i det daglige liv, men også under den krig, som får store omkostninger for dem personligt.

Tidsmæssigt spænder romanen over tidsperioden 1930'erne til 1940'erne. Under krigen må ægteparret give afkald på deres 2 sønner, Svend og Hans. Den første, som er blevet magister, bliver skudt på gaden i København, mens den anden, som er dårligere begavet, og som måske derfor har været et let offer for nazisten Chrestens indflydelse, falder på nazisternes side ved øst-fronten. Kun datteren Barbara overlever 2. Verdenskrig. Hun bliver gift med mekanikeren kaj, og de sætter ligesom hendes forældre 3 børn til verden. I disse år ældes Lisabeth, og hun indstiller sig på, at livet nærmer sig sin afslut-ning. Hun har lært resignationens kunst. På et tidspunkt bliver Jens nødt til at holde op med at arbejde i kridtbruddet, da der kommer nye maskiner som erstatning for de gamle heste. Han kan ikke indstille sig på en ny arbejds-metode. Han er nu blevet 62 år, og han er også ligesom Lisabeth ved at få gigt.

I slutningen af romanen sælger Jens og Lisabeth den gård, som har været deres kæreste eje i livet. De længes ofte tilbage og har svært ved at finde sig til rette i det hus i landsbyen, som de er flyttet til.

Lisabeth dør, og på samme måde som hendes livs lys er blevet slukket, går solen ned uden for huset, og dagen glider over i nat:

'Nu dæmpedes det derude. Solen var under. Himlen var nu helt klar, svagt rødmende nederst, derefter dybere og dybere blå, op mod mørket øverst. Natten tøvede ikke længe nu. Karlsvognen rejste sig på nordhimlen, og året ældedes'. (Ibid, s. 355).

Jens affinder sig med Lisabeths død, indstiller sig på et liv alene, men er dog samtidig af den opfattelse, at det ikke kan vare længe, inden han også skal gå bort. For både han og Lisabeth samt deres lille gård ved klinten har været som en treenighed. De havde slået rod i hinanden og var blevet til en enhed. Han går aldrig ud til deres tidligere hjem. Kun i marts måned får han længsel efter at gense stedet. Da han går hen over den gamle jord, bliver mindet nærværende, og Lisabeth synes igen at være ved hans side.

'Han lo til hende. Muntre gik de videre over den beredte jord, side om side. De havde været tro mod hinanden, mod en plet i verden, mod de krav, mennesker må indfri for roligt at kunne vandre det sidste stykke mod det røde solfald i vest.' (Ibid., s. 359).

Forfatteren Niels E. Nielsen har i denne roman givet en indfølende beskrivelse af to menneskers livsforløb. Han har skildret det daglige livs små kampe for-uden krigens indvirkning på mennesker i et lille samfund. Der er en ømhed i beskrivelsen af hverdagsmennesket, af den lille jordbruger, som kæmper sig fremad gennem slid og slæb for så til sidst at måtte berede sig på livets afslut-ning og dødens komme.

Bogen indeholder en del fine beskrivelser af personer og den omgivende natur, men den virker noget langtrukken og derfor lidt tung at komme igen-nem. Den havde vundet ved at være skrevet på færre sider end bogens 359 sider.

Forfatteren har i romanen givet en del beskrivelser af den stevnske egn og dens befolkning, hvoraf jeg vil citere følgende:

'Landet standsede brat midt i marken, betænkte sig, og var væk i et lodret, svimlende fald. Hundrede og tyve fod nede brækkede småbølger havstokken, og løb tilbage med en dæmpet fnisen. Ekkoet kogte svagt under det hvide fjeld, som lå em uhyre konkylie og hviskede havet i søvn'. (Ibid., s. 5).

'Slægt efter slægt hang egnens mænd i klinten, lige fra de første sten til kridtkirkerne huggedes på Absalons tid, dengang kridtarbejderne tillige var spejdere, der skulle vogte sundporten, og varsle for vendens sorte drager, og tænde bavn på klintens top, når de kom strygende, fra syd, for at kalde fri-bondens øksemænd ud'. (Ibid., s. 28).

'Folk på de kanter var der ikke meget mærkeligt ved. De levede jævnt i velholdte gårde eller småsteder, uden at mange kendte deres eksistens, eller kom rejsende for at se, hvordan her så ud. Der var heller ikke stort at se.
Dog var der et vist, dulgt sammenhæng mellem folk og egn, et fællespræg, som smittede de af på hverandre. Landet var ret fladt, uden maleriske bak-ker eller blå søer eller anden særegenhed, flygtigt set. Men det hvilede på fast bund. Alle brønde stak i den rene kridtklippe. Og kom man langt nok frem på egnen, østenud, blev man med ét sært tilpas. Landet forsvandt forude, uventet, uden skellig grund, men sunket i et dyb, hugget bort med et økseslag. Man så pludselig himlen stå på landets rand, men intet hav, skønt luften smagte salt.
Men gik man dog videre, varsomt, agtpågivende, som havde man set en trold bag gardiner i dagligstuen, da endte man virkelig ved en afgrund. Landet hang knækket højt oppe i den blå luft. Blikket måtte svimmelt synke nedad, før havet sås, først en fin rand af skum omkring Sjællands sokkel, siden den vældige blå slette, isprængt brede grønlige strømløb, Østersøen, kølig, med hvide skyrande og store træk af måger.
Så vidste man det. Et dyb omgav almindeligheden; den lå i plan med de høje-ste kirkespir, med udsyn til en stor, tit vekslende himmel, og fejet af evig blæst. Et bjerg, lagt på lavkant'. (Ibid., s. 68).

'Ensomt lå de små steder skuttet sammen på klintens ryg, ved de åbne agre, beredt af storme og snefnug, under sommerens blege måne. I et par årtu-sinder vel havde mænd dyrket jord på disse kanter, siden de gamle sved sig plads i skoven, og første gang brød den tunge lermuld med deres flintehak-ker.
Og kan hænde var det de samme slægter, der endnu vår for vår, lagde sæd i jorden. Lidt særegen blev en og anden vel, i tidens løb, lidt sær; og alligevel lå dog alverdens livsytringer og problemer inden for hverdagens ring, proji-ceret ned i det små, gennemlevet som man nu kunne'. (Ibid., s. 105).

'Han vidste, at kridtklinten var tilblevet i et længst forsvundet verdensår, da landet lå i en dødstille, undersøisk verden, under en regn af aflejringer, der silede ned fra højere regioners kribleliv. - Kalkskaller, raden af en sild, en blækspruttes horn, langsomt, en meter pr. årmillion. Endnu uklart bares det ham for, at den hvide klint var et stykke af klodens saga, rejst på højkant, og at menneskets færden var en såre flygtig affære imod denne stivnede evighed'. (Ibid., s. 114).