Elverhøj

Johan Ludvig Heiberg: Elverhøj, skrevet af mag art Lisbeth Askjær-Larsen

Fra Knud Sønderbys essay 'Hængebøgen' skal vi på vores litterære rejse igennem det stevnske landskab ikke bevæge os langt, eftersom Johan Ludvig Heiberg i det, der er blevet kaldt vores nationale skuespil over alle, nemlig 'Elverhøj', har skrevet om elverkongens kammer i Store Heddinge Kirke. I dette skuespil er elverkongen identisk med klintekongen, og han opholder sig forskellige steder afhængigt af, om det er dag eller nat, stille vejr eller heftig storm, jvf. følgende passus i skuespillet :

'/.../ I Store-Heddinge, i Kirkemuren,
der er en Hvælving, som er muret til;
den kaldes Elverkongens mørke Kammer.
Der tror den simple Mand, han har sit Dagly,
Mens han om Natten sværmer hist i Krattet
I Maaneskin og milde Sommervinde.
Men raser Stormen, gaar den vilde Søgang,
Da sidder han paa Stevens hvide Klint,
Som Klintekonge, med sit Spir i Haanden,
Og ser med Lyst, hvorlunde Skibe strande'.
(Johan Ludvig Heiberg : 'Elverhøj',
Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, Kjøbenhavn, 1941, s. 47).

Det var et gammelt sagn fra Stevns Herred, som var opbevaret af Peder Syv (præst i Hellested), der var selve inspirationskilden til Heibergs skuespil. Anledningen til dette festspil var et kongeligt bryllup mellem den senere kong Frederik d. VII og Frederik d. VI's datter Wilhemine. Udkastet til skuespillet var et lån fra folkevisen hos Peder Syv 'Jeg lagde mit Hofvet til Elver-Høy'. I sit stof havde Heiberg kombineret overtroen om elverkongen, der ikke tillod nogen anden dansk konge at komme ind i hans rige, med beretningen om opdagelsesrejsende, kaptajn Munks pludselige død, som Holberg har berettet om i sin 'Danmarks Historie'. Dette stof var tilsat Heibergs egen fri digtning. 
I skuespillet er det Christian d. IV, der har bevæget sig ind i elverkongens rige, men det kongebesøg, der er blevet stående i erindringen, er Christian d. V's indtog i Stevns Herred d. 4/11 - 1685, til hvilken lejlighed Peder Syv havde skrevet følgende velkomstdigt :

'Sæt Foden lykkelig paa lidet Stevens-Land
O store Konning, som dit vide Norg' i Sommer
Besaae, men nu til halvbefestet Stevnsbo kommer
Fra yderst Tule hid, Guds egen salved Mand,
Det onde Herberg, hvor mand ej forlystes kand,
Hvor Dofra fordum laae hin gesteløse Jette,
Det ubesøgte Field af andre Konger, dette
Bestigde vor Monark, det vovede først hand.
Vort Stevens og hvor faa af Konger eller ingen
Var seet, (thi hver har meent, mand sad her under Vingen
Og Elvekongens Haand) nu raaber med got Skæl;
Her hen til Hekkenfeld, du Klint og Elvekonge
Med ald din Elveflok af vores Mark og Vonge,
Men Daner-Konning kom, lev sund og Sejersæl.'
(Citeret fra Hans Ellekilde : 'Ellekongen i Stevns',
der er et særtryk af Danske Studier).

Kristian d. IV og Frederik d. III har også været på Stevns, men det var besøg af mere privat karakter. Kristian d. V's indtog fandt sted ved Brixevad, jvf. Byfoged i Store Heddinge Andreas Melchior Glückstadts indberetning d. 27/7 - 1743. Han skriver her, at ordet brixe betyder at prygle eller magte. Det var almuens opfattelse, at Peder Syv var i stand til at magte elverkongen, og derfor blev kongens besøg også så vellykket.

Skuespillet havde premiere d. 6/11 - 1828 med bl.a. dr. Ryge som Chr. d. IV, Frydendahl som Erik Walkendorff (herren til Højstrup), hr. Rosenkilde som Bjørn Olufson, mad. Wexschall som Elisabeth Munk, mad. Winsløw som mor Karen og jomfru Pätges (den senere Johanne Luise Heiberg) som Agnete. Fru Heiberg udførte denne rolle igennem 20 år. Da hun 36 år senere for sidste gang stod på scenen var det også i skuespillet 'Elverhøj', men denne gang i rollen som Elisabeth Munk, til hvilken Adelaide Brun, der var datter af stor-købmand Constantin Brun og forfatterinden Friederike Brun, skal have være model. Hun var Heibergs ungdomselskede, og han skrev senere ved efter-retningen om hendes død  i 1857 et digt, tilegnet hende, den skønne Ade-laide, der var kendt for sin plastiske skønhed.

I en artikel af Hans Ellekilde : Hvor ligger Heibergs Elverhøj' stilles der spørgsmålstegn ved, om Heibergs Elverhøj er identisk med højen af samme navn i Hellested. Det var Ellekildes opfattelse, at den høj, som ligger ved Frederiksdal, har været forlæg for Heibergs Elverhøj. Der havde Heiberg og hans ungdoms elskede Adelaide Brun højst sandsynligt vandret omkring. Desuden fremførte han også, at der ikke var nogen sikre vidnesbyrd om, hvorvidt Heiberg nogensinde personligt havde været på Stevns og dermed for, at han havde besøgt Elverhøj eller fået fortalt de gamle sagn af stevns-boerne.

Det bryllup, som var selve anledningen til affattelsen af skuespillet, kom dog ikke til at holde. Det eneste reelle udbytte var, som fru Heiberg i sine erin-dringer udtrykte det, skuespillet, der frem til 1979 har været det hyppigst opførte skuespil på den danske nationalscene. Det er et typisk eksempel på samhørigheden mellem de 4 kunstarter: skuespil, sang, dans og musik. Det skal i øvrigt nævnes, at det var komponisten Kuhlau, der skrev musikken til 'Elverhøj'.

Fra første akt, første scene vil jeg citere følgende vers fra mor Karens sang og lade disse ord være afslutningen på denne omtale af vort nationale skue-spil, der bygger på lokalt, stevnsk sagnstof:

'Jeg lagde mit Hoved til Elverhøj,
mine Øjne de finge en Dvale;
da kom mig i Møde Jomfruer to
og lokked mig med Sang og med Tale.
Eja! Hvor sælsom en Dans!'.
("Elverhøj", Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, Kjøbenhavn, 1941, s. 33).

Det var dog ikke kun Heiberg, der lod sig inspirere af det stevnske sagnstof, også H.C. Andersen har affattet et eventyr med samme titel. H.C. Andersen aflagde højen ved Hellested et besøg og lagde sig ned på den for at opleve hele mystikken omkring denne. Om sit besøg der har han i sine dagbøger skrevet følgende :

'Før vi kom til Hellested var vi paa 'Elverhøi', der er en Kjæmpegrav med to gamle Hvidtjørne tæt ved Veien paa en Hvedemark til Høiere; før Elverhøi tog vi Frokost paa Juellinge en Gaard bygget af Niels Juels Broder, i Gaarden et stort Hjul/ i Brolægningen. Mægtige Grave om Gaarden, Fiskeparke i Haven; herfra til Elverhøi, og forbi, ved Broen, Karens Huus, som det kaldes. - Klokken 6 vare vi hjemme til Middag, jeg var træt og søvnig. Om Aftenen legede vi'. ('H. C. Andersens Dagbøger 1836 - 1844', København, 1973, s. 281). Digterens besøg fandt sted d. 20/7 - 1842.

Eventyret 'Elverhøj' omtales ifølge litteraturforskeren Hans Brix første gang i 1845. H. C. Andersen betegnede selv sit eventyr som et fyrværkeri. Det er et meget fornøjeligt og humoristisk eventyr, som man bør læse, hvis man er interesseret i litteratur med tilknytning til Stevns.

Handlingen i eventyret er den, at en gammel elverpige kommer op fra højen og fortæller, at der ventes troldfolk, der har noget at skulle have sagt. Derfor vil den gamle elverkonge vise sig. Til den første fest må kun de allerfor-nemste komme. Det drejer sig om Havmanden og hans døtre, alle gamle trolde af første klasse med hale, Åmanden og nisserne, Gravsoen, Helhesten og Kirkegrimen. Det var Natravnens opgave at invitere gæsterne til dette fornemme gilde. Oppe på højen danser elverpigerne iført langsjal, vævet af tåge og måneskin, og inde i højen er den store sal pyntet op. Menuen består af så specielle 'delikatesser' som frø på spid, snogeskin med små børnefingre i, salater af paddehattefrø, våde musesnuder, skarntyde, øl fra mosekonens bryg, salpetervin, rustne søm og kirkerudeglas. 
Den fornemme gæst, som gildet er arrangeret til ære for, er Troldgubben oppe fra det store Dovrefjeld i Norge. Han kommer sammen med sine to sønner, der søger sig en kone. Hans hustru, der var datter af klintekongen på Møn, lever ikke længere. 
To lygtemænd melder de fremmedes ankomst, og elverkongen beder straks om at få kronen sat på sit hoved. Den ene af sønnerne er meget forundret over højens størrelse :

'Er det en Høi?' spurgte den mindste af Drengene og pegede på Elverhøi. 'Det kalde vi oppe i Norge et Hul!'' (H.C.Andersen : Eventyr og Historier, Gylden-dal, 1957, bd. II, s. 96).

Troldgubben ønsker at få at vide, hvilke kunster elverpigerne kan gøre. Da han kommer til den 7. og sidste af elverpigerne og får en prøve på hendes evne til at fortælle eventyr, beslutter han sig for at tage hende til kone. Sønnerne derimod ønsker ikke at tage nogen af de andre elverpiger til ægte. De drikker ud og lægger sig til at sove på bordet. Den norske gubbe bytter støvler i stedet for ring med sin elverbrud, for det er finere. Ved hanegal lukker højen sig og eventyret er slut.

Det er et rigtigt eventyr med lokalt sagnstof, og det kan anbefales, da det er meget morsomt og indeholder en sammenligning mellem dansk og norsk natur og egenart. Da alt som bekendt er relativt, kan det, der med norske øjne kun ser ud som et hul, i dansk eller stevnsk målestok være at betegne som en høj eller endog et bjerg (Jvf. den lokale betegnelse 'Klippinge Bjerge').

Det er sandsynligt at forestille sig, at H. C. Andersen har læst Peder Syvs velkomstdigt til Christian d. V, som er citeret ovenfor. Der er jo en overens-stemmelse mellem det sted, som Chr. d. V netop har besøgt, Norge, og troldgubbens hjemland. I bemærkningerne til folkevisen 'Hr. Oluf rider saa vide', har Peder Syv anført, at kongens rejse var gået over Dovrefjeld, og det er jo netop det sted, troldgubben og hans sønner kommer fra. Det har i øvrigt været digterens hensigt at drage sammenligninger mellem dansk og norsk natur og egenart, som nævnt ovenfor.

God fornøjelse med læsning af eventyret 'Elverhøj'!