Karakteristikon
Lyrikeren Marius Nørup-Nielsen er født på Stevns i 1976 og debuterede i 2001 med digtsamlingen 'Karakteristikon'. Han gik på Forfatterskolen i årene 1997-99 og modtog i 2000 Statens Kunstfonds toårige igangsætterstipendium.
I forordet giver han udtryk for, at han ikke personligt lever op til den fore-stilling, som hans digte giver om ham. Digtene i denne samling er prosadigte, som forsøger at pejle sig ind på, hvem han er. Han er som en fugleunge, der skal lære at klare sig i en verden, som den vi lever i, en verden, der kan karakteriseres ved ord som manglende overskuelighed, rodløshed, ensomhed og et forceret tempo samt et verdensbillede, der konstant er under foran-dring. Individualiseringsprocessen for et individ i en sådan verden er præget af større vanskeligheder end tilfældet var for tidligere generationer, hvor bl.a. valgmulighederne var mere begrænsede end i dag, og hvor tilværelsen som sådan var nemmere at overskue. Denne tilpasning til et nutidigt samfund kan bl.a. manifestere sig i prosadigte som de, der er blevet til digtsamlingen 'Karakteristikon'.
Digtsamlingen består af 3 dele, der kaldes for henholdsvis 'Det faste klientel', 'Frugt osv.' og 'Afskrevne Fornemmelser'. I digtet 'Ubesværet renses luf-ten' (en familie tager sig ud) er det tydeligt, at han er på besøg på hjem-egnen. Der tales om torvet, der er nyt siden sidst, og om en tur til klinten. Han karakteriserer havet som 'uvejrets bund'. Det er tydeligt, at naturen er alene, er et enebarn. Han minder om, at luften bliver renset ubesværet, og at der er tid nok til at skræmme det lille barn til vid og sans. Bemærk at for-fatteren bruger ordet 'til' og ikke ordet 'fra', som jo normalt bruges i den forbindelse. Der er altså tale om en vis angst i forbindelse med havet og de vilde kræfter, som ligger i dette element. I digtets slutlinje er forfatteren kommet mere ned på jorden, i og med at han stiller det spørgsmål : 'Mor! Vokser de der pæle godt i havet?'. Den stemning af splittelse eller manglende jordforbindelse, som ellers præger digtet, bliver ligesom ophævet i digtets slutlinje.
Det næste digt kaldes et opbyggeligt digt. I dette reflekterer han over, hvad det er, han kigger efter, når han rejser sig 'med vinduet'. På trods af måger på himlen er det smukt. Det centrale er, at man overhovedet kigger ud på noget, idet man rejser sig med vinduet!
Det følgende digt i digtsamlingen bærer en meget lang titel. Det hedder nemlig 'Glemmesøvnenidineøjnesfortsættelseafdinsjælsevighed'. Det er et kærlighedsdigt, der er karakteriseret ved en tilstand af frugtbarhed og skønhed. I efterskriften til digtet, nederst på siden, forklares trætheden med, at jeg-personen aftenen før har været til koncert med den andens mor. På de næste 4 sider følges dette kærlighedsdigt op med flere andre små digte, som er vedhæng til dette. Det næste digt bærer navnet : 'Arbejdstitel: Forsam-lingsfrihed'. I dette digt tales der henholdsvis om spøgelser og om fest. Der reflekteres over, hvad et spøgelse er. Er det essensen af mennesket, der søger tilbage, fordi det glemte noget i livet og skylder nogen eller sig selv noget, men det væsentlige er, at vi er til fest. Dette skal nok forstås på den måde, at livet skal være en fest. Det, der skiller ad, er væggene og kun dem. Herefter følger digte, der beskriver 5 dage. I det første digt beskriver han en følelse af sorg. Han spiller med sproget, med ordene, og det udmunder i, at han erkender, at han er ulykkelig. Det er tydeligt, at der er tale om kæreste-sorg og død. I det næste digt er alting blevet klarere, fordi kulden sætter ind. Der er dog stadig sorg og vrede, der skal ud. Han slår nemlig en myg ihjel. I det følgende digt, som beskriver dag 3, taler han om, at det kun er ham, der giver, og at morgener er som skabt, men at han ikke ønsker at få sig selv igen. Han kunne ikke mærke, hvem der var hvem. I digtet for dag 4 forsøger han at pejle sig ind på, hvorfor kærligheden ikke er virkelig. Det er fordi, den ikke har krop, hvilket skyldes, at den ikke har været et mål nok for ham. Han har nemlig i for høj grad sig selv i skue. For at mærke kærligheden er man nødt til at vælge sig selv fra til en vis grad. Han forsøger at gøre hjertet og dermed livet og kærligheden til noget håndgribeligt i stedet for kun at være et tegn på et stykke papir. Han beder om, at Gud vil helbrede ham, men først når han er hel. Han har ikke fundet sig selv endnu, er stadig kun i puberteten, hvilket forklarer hans tendens til i for høj grad at være selvcentreret, hvilket umuliggør, at kærligheden til et andet menneske vil kunne blomstre. Dog er der håb forude, eftersom der er opfundet hjul, der kan få vognen til at køre, få personen til at udvikle sig. I det 5. digt fortsætter forestillingen. I dette taler han om, at sproget har tandhjul. Det er altså ikke bare ham selv, men også hans sprog, som kan undergå en forvandling. Han forestiller sig for-skelligt, det være sig både en smal allé, der er smal p.gr.af træer, og en rød sodavand, der har været hans yndlings-drik eller yndlings-farve, men lige nu har han ingen præferencer. Han tænker på, at han i det forhold ikke var givende nok. Der var for mange gentagelser. I øvrigt vil han meget gerne holde op med at skrive. Det er også en handling. Han vil undslippe de ord, der bygger op igen, hviske ud og sige 'goddag'. Det sidste teenagedigt er 'Udåndingen der pustede liv i hjertets glød'. I dette træder han let og flyvende hen over den jord, som han betræder, hvilket bl.a. afspejles i sætningen ' /./ Jeg står op og under mig er mine sko Sådan Trappen er nyvasket Flot Mine skridt er sporløse.' Et ord, som han bruger flere gange i for-bindelse med sig selv er ordet 'nuttet'. Dette giver association til noget småt, sødt og barnligt. Det er helt tydeligt, at der i forbindelse med disse teen-agedigte er tale om en ung mand i svøb, en, der endnu ikke har foldet sig helt ud.
Når digte ikke er en udpræget populær genre for tiden, kan det skyldes flere omstændigheder. For det første er prosadigtene svært tilgængelige. De er abstrakte og svære at tage og føle på, idet de ikke er særligt håndgribelige. For det andet er tiden nok ikke til stille fordybelse i lyrik. Det kræver nemlig tid at sætte sig ned og forstå et digts indhold, og det kan det knibe med i nutidens fortravlede liv. Disse digte afspejler i sig selv en manglende hel-støbthed, en manglende harmoni og hvilen i sig selv. De afspejler en tilstand af en vis form for disharmoni og er udtryk for en søgen efter at nå frem til nogle varige værdier. Tiden er mere til de større fortællinger, til noveller eller til romaner. Tiden er vel nok heller ikke til skuespil, undtagen inden for teatrets verden, hvor skuespillet bliver levende for tilskuerens øjne. En genre, der derimod har været populær igennem nogle år, er biografien. Der har været en interesse for at fordybe sig i det enkelte menneskes liv, sorger og glæder.
I 3. del af digtsamlingen beskæftiger han sig med frugt, som jo er noget, som man kan give til verden. Og samtidig taler han om sin utålelige selvoptaget-hed og sin afsky for gentagelse. Han ser, hvorledes uskylden langsomt vinder frem og aner ligesom noget guddommeligt. Det er tydeligt, at han forsøger at komme i gang, at få sat gang i en udvikling. Det siges eksplicit i digtet 'Så', at det er som om han flyver. Igen leger han med ordene, med sproget. I det næste digt, benævnt med ordet 'Så', sammenligner han sig med den lille nisse i børnesangen af Julius Gerson fra 1845: 'En lille nisse rejste'. Han ønsker kun, at der skal være plads til kærlighed i sit liv, ikke til sorg.
I den sidste del af digtsamlingen med titelen 'Afskrevne Fornemmelser' taler han om, at kosmos kræver ekko. Der er en sammenstilling mellem modsæt-ninger, der synes uforenelige såsom 'konditori' og 'heste'.
Jeg vil citere følgende fra et enkelt digt i den sidste del af digtsamlingen som et eksempel på dens stil :
'En slags spredning
Hva sku DET være?
Glem det!
Fød nu bare!
(kærligheden stopper ved synet)
Nu's åbningsreplik : VRÆÆÆLL!
(omsorgen starter ved hørelsen)
Senere (se tidligere)
Mámá og pápá var ingenlunde fjender, de satte blot pris på frisk kold luft.
Det blev til megen motion på alle tider af døgnet i mine første leveår.
Det gik alt for stærkt, så jeg gik i forvejen.
(Præmatur ensomhed)' (Ibid., s. 47).
Der er som sagt tale om en modstilling af tilsyneladende uforenelige stør-relser samt om en koncentration omkring forskellige fysiske genstande, der fokuseres på. Iagttagelsen rettes imod disse genstande, hvorved bevidst-heden kobles til disse ting for en stund. Der er tale om en tilstand af dishar-moni og en relation til tilværelsen, der er præget af en negativ attitude.
På et tidspunkt i denne sidste del af digtsamlingen kommer der et digt med titlen 'Dannelselsesrejse'. Det var jo noget, som unge mænd blev sendt ud på tidligere som en slags modningsproces, der skulle ruste dem til at kunne klare tilværelsens udfordringer. Også denne rejse er præget af noget absurd og en søgen ud imod nogle yderpositioner, hvor man ikke spiser eller drikker, men udelukkende søger det naturlige, og man kan så spørge : er det naturligt ikke at indtage noget til livets opretholdelse?
Tilbage i hans erindring ligger barndommen, som er lakeret som en form for træbeskyttelse og som et højt stakit uden åndehuller. Barndommen ligger således skjult og hegnet inde i en form for uopnåelighed. I det sidste digt taler han om mangel på akut sammenstød med læger og erklærer sig som en af dem, der klager. Han funderer over, hvad det er for en sygdom, der giver sig til kende som en langtrukken svimmelhed, som øjne, der knager og væsker, der tykner i halsen, og hvad denne lidelse egentlig vil med ham. Mælkebilerne nærmer sig byen, og verden bliver fyldt efter planen.
Digtsamlingen har dermed nået sin afslutning. Tilbage sidder man som læser med en fornemmelse af at have stiftet bekendtskab med nogle prosadigte, der er skrevet af en digter, for hvilken det karakteristiske er et behov for at finde sin identitet, sin vej her i livet. Igennem digtsamlingen findes der en tendens til at gøre hele tilværelsen og oplevelsen af den til noget abstrakt. Dette har skabt en række digte, der er lidt vanskelige at forstå. Som læser af prosadigte som disse kan man særdeles godt sætte sig ind i, hvorfor mange mennesker i den tid, som vi lever i netop nu, præget af stress og jag og mangel på tid, går uden om disse digte, der dels er vanskelige at forstå, dels kræver tid af sin læser. Den litteratur, der skabes i en hvilken som helst form for tid, bærer jo altid sin tidsalders præg. Digte som disse afspejler en tidsperiode, der er præget af noget problematisk og konfliktfyldt. Måske har manglen på tid også præget den opvækst, som er blevet lyrikere som Marius Nørup-Nielsen til del.
Den form, som disse digte er affattet i, kaldes som sagt prosadigte. Det drejer sig om korte lyriske tekster, som er affattet i prosa. Det er en form, som stammer tilbage fra Baudelaires 'Spleen de Paris' (1869). De blev betegnet som "Petits poèmes en prose", altså små digt på prosa. Han definerede selv denne genre som en drøm om 'åbenbaringen af et mirakel, en poetisk prosa, som var musikalsk uden rytme og rim, smidig og stridig nok til at kunne forme sig efter sjælens lyriske bevægelser, drømmeriets bølgen og bevidsthedens nervøse spring'. Denne franske indflydelse manifesterede sig bl.a. hos den danske lyriker fra symbolismens periode : Johs. Jørgensen i hans 'Stemninge' fra 1892 og i 1900-tallet bl.a. hos forfatterne Uffe Harder, Klaus Rifbjerg og Michael Strunge.
Lyrikeren Marius Nørup-Nielsen er født på Stevns i 1976, og denne digtsamling er hans debut som forfatter.