Klokketårnets ånd

Anton Nielsen: Klokketårnets Ånd, skrevet af mag art Lisbeth Askjær-Larsen

'Klokketaarnets Aand'. Æventyrlig Fortælling, Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck - København, 1927.

Denne eventyrlige fortælling tager sin begyndelse en tidlig morgen, mens der endnu er 2 farver, som dominerer dagen, nemlig gråt og sort. Dagen er helt nyfødt, og dens sceneri er et helt kunstværk. Desuden er det sommer og meget varmt, da det er hundedage. Hovedpersonen i fortællingen er Chresten Ringer. Han skildres som meget nøjeregnende med penge. Det varer længe, inden han slipper taget i en tiøre. En dag, mens han er ved at grave en grav, kommer en mand kaldet Splinter Niels farende for at tilbyde ham en lodseddel, som denne påstår, der er held ved. Chresten lader sig imidlertid ikke lokke, da han er bange for kun at komme af med penge. Bagefter begynder han at ærgre sig over måske at have ladet en gevinst gå sin næse forbi, og han begynder at føle sig desillusioneret over det liv, som han lever. For hvad skal det hele føre til andet end, at han ender sit liv i en grav som så mange andre. Godt nok er der mange af hans jævnaldrende, der allerede er gået bort, og han trøster sig med, at det måske skyldes, at de har levet for godt. Livets trivialitet skildrer han således :

'Og hvad giver det hele Slid : Udkommet fra Haanden i Munden. Dag ud og Dag ind det samme Slid og saa tilslut et lille, mørkt Kammer, som det, han lige nu har gjort færdig.' (Ibid., s. 14).

Om aftenen vil Chresten Ringer gerne diskutere med andre mennesker, og han håber da, at nogen vil kigge forbi hans hus. Hans kone kan han ikke tale med om særligt mange emner, da hun kun er optaget af det dagligdags kvindearbejde. Her er forfatteren antagelig inde på et problem på den tid, nemlig det, at de fleste kvinder ikke havde interesser ud over deres hjem, hvorved der opstod et stort svælg mellem de to køn.

Om søndagen, når folk går i kirke, sidder Chresten Ringer og betragter byens folk, når de er på vej ind i Guds hus. Nogle af byens indbyggere får følgende skudsmål med på vejen :

'Først kommer den lille borgmester; han stikker Næsen mod Himlen, som han ejer hele Verden; men i Kirke skal han da, skønt han bander og lyner hele Ugen igjennem som den værste Holmens Ulk.' (Ibid., s. 17).

'/./ saa kommer Maler Holm med sin strenge Frue, han ser alt andet end søndagsglad ud, han ligner nærmest en Hund, der bliver trukket af sted.' (Ibid., s. 17).

Chresten får den idé, at han og hans kone Marie kan benytte søndagen til at køre på besøg hos en af bønderne på egnen. De er vellidt hos disse, og det bliver bestemt, at de skal tage ud til Hans Hansen i Holtug. Deres søn, som tjener hos en af bønderne der, er indbudt til barselsgilde i dette hjem, så ham kommer de til at se, når de tager dertil. Sønnen fortæller straks forældrene om den store gevinst, der skulle være udtrukket på den lodseddel, som Chresten var blevet tilbudt, men som han havde afslået. I stedet for havde rokkedrejeren fået lodsedlen, og han er nu blevet en rig mand.

I den efterfølgende tid ærgrer Chresten sig mere og mere, og han begynder at blive gammel. Hans kone er bekymret for ham, og hun forsøger at få ham væk fra de spekulationer over den pengesum, som han er gået glip af. Da Chresten en nat ikke kan finde hvile, går han en tur over kirkegården. Ved et nedløbsrør hører han noget pusle under blikhatten, og han forsøger at befri det dyr, der er derinde. Lidt efter hører han en stemme, der opfordrer ham til at gå op i tårnet. Han går derop og når højere op, end han nogensinde før har været. Han får deroppe øje på en lille mandsling, der ligner en nisse. Den fortæller ham, at den er klokketårnets ånd. Der er tillige en træfigur ved navn 'Hellig Anders', efter hvem kirken*) en gang har fået navn. Nissen forsøger at friste Chresten ved at give ham det tilbud, at han kan ønske sig, hvad han vil. Nissen viser ham, hvor han har sit gemmested, og Chresten bliver reduceret til den samme størrelse som denne. Han kommer ind i en meget prægtig sal, der glitrer og glimrer af ædle metaller. Mens han betrag-ter al denne rigdom, glemmer han både sin kone og sin søn, og at han overhovedet er blevet døbt. Chresten får stukket et guldscepter i hånden og bliver pludselig i stand til at se alle de ånder, som befinder sig i klokketårnet. Han får øje på en flagermus, som ikke har det så godt, og som tak for, at han bader dens hoved, får han at vide, hvad nissen har talt med overnissen fra Ribe Domkirke om :

'Et Menneske, som er saa optaget af Jorden og alt det, der hører Jorden til, som sætter Penge højere end sin udødelige Sjæl, saadan en Ulykkelig er det, han venter paa, og kan han lokke denne, saa vil Taarnmanden finde Gravens Fred, den, som han har tørstet efter i mange Aar, medens den anden maa overtage Forpligtelserne som Taarnmand.' (Ibid., s.41).

Der er fest for trolden på Klippinge Bjerg i anledning af, at den fylder 1000 år. Taarnmanden er ude for at modtage de fornemste af gæsterne :

'Her kommer Nissen fra Lund Domkirke og Heksen fra Kullen; hun skal forloves, siger de, med Klintekongen fra Stevns Klint og Kæmpetrolden fra Møen skal nok forloves med Datteren af første Kuld.' (Ibid., s. 42).

Selskabet består af følgende :

'Der var Mosekoner og Ellepiger. Trolden fra Klippinge Bjerg havde Havfruernes Dronning om Livet. Det var et mægtigt Følge og Taarnnissen havde travlt med at holde Orden. Helhesten fra Lillehedinge Kirke vilde sparke Gravsoen fra Højerup Kirke og Varulvene snerrede og bed efter alle.' (Ibid., s. 44).

Denne beskrivelse af de eventyrlige væsener, som Chresten er kommet til at opleve, minder meget om eventyret 'Elverhøi' af H. C. Andersen.

I anledning af kæmpetrolden fra Møns besøg skal der festes hele natten. Dens udseende beskrives således :

'Hovedet var saa fyldt med Knorter og Gevækster, at det nærmere lignede et Stykke af Møens Klint, end Hovedet paa en respektabel Trold, og Hænderne lignede store, skællede Gravepoter!' (Ibid., s. 45).

Trolden har taget helhesten fra Stege Kirke med sig. Den beder Chresten om at ledsage sig rundt på egnen, da den gerne vil se de herligheder, som klinte-kongen ejer. Det hele falder i troldens smag, og den udbryder :

''Det er Sager!'  /./ "Jeg tager hende, om hun saa ligner Fandens Bedste-moder! Lad os faa det overstaaet i en Fart!" "(Ibid., s. 47).'


Chresten bliver ladt alene tilbage i Højerup Kirke, og han får nu lejlighed til at skue tilbage i fortiden. Først får han broncealderen at se, dernæst vikinge-tiden, så middelalderen, den katolske tid, herregården 'Erikstrup' i Store Heddinge og gøngernes tid, og han bliver klar over, at han er ved at komme ind i nutiden.

Efter at have skuet ind i fortiden erkender Chresten, at alt er viet til tilintetgørelse og glemsel. Han får nu sin egen fortid at se, og han møder først sin far, dernæst sin mor. Han genoplever forældrenes begravelse, først mode-rens, dernæst faderens begravelse, som er det tungeste øjeblik i Chrestens liv. Han genoplever derefter sit eget bryllup med Marie og fødslen af sin søn.

Den lærdom, som han kan uddrage efter at have fået mulighed for at skue ind i såvel den fælles som sin egen fortid, er, at alt, hvad der hører jorden til, er bestemt til at skulle forgå.

Der gives nu Chresten mulighed for at skue ind i sin egen fremtid, hvilket han først vægrer sig ved. Endnu en gang frister Taarnånden ham med al den rigdom, som han kan komme i besiddelse af, blot han fremkommer med et ønske om rigdom, om besiddelse af guld.

Uglen viser en anden vej for Chresten end den, som Taarnmanden anbefaler, nemlig at åbne sit hjerte for kærlighedens budskab. Guldet hindrer menne-sket i at nå frem til det endelige mål, som muligvis først opnås efter billioner af liv. Taarnånden kommer med en fløjte til Chresten, som det er meningen at han skal blæse i for at kunne udspørge alle de dyr, der hører ind under dennes domæne. Det svar, som han skal søge at få, er svaret på, hvad det bedste er at eje i livet. Han skal nå det inden hanegal, for efter det tidspunkt er det for sent. Da kan ånden ikke længere opfylde hans ønske.

Først får han de 4 årstider at se. Da han blæser i fløjten 2. gang, ser han flokke efter flokke af fugle. Senere kommer han ned i provstehaven, hvor han konfronteres med 2 former for kærlighed, kærligheden fra en ung kvinde til en ung mand og kærligheden fra moder til søn. Provsten har en stuekat, som er doktor i hebraisk. Den kan tyde indskrifter. Chresten blæser 3. gang i fløjten. Det bliver efterår, og den første vinterstorm sætter ind. Efter at Chresten har spurgt alle dyrene til råds om, hvad det bedste er at eje i livet, beslutter han sig for at stille det samme spørgsmål til Jesus. Hellig Anders lægger sin hånd på ham. Anders er kirkens skytshelgen, eftersom kirken i biskop Peder Jensen Lodehats tid blev viet til ham. Han anbefaler Chresten at gå med ham til alteret. Foran dette beder han om kraft til at blive god. Efter at have fremkommet med denne bøn, ser han alle kirkens præster og munke gå forbi. Pludselig står Taarnånden igen foran ham med alle dens fristelser og fortæller ham, at guld er alt. Chresten er imidlertid nu nået frem til, at det ikke er guld, han søger, men derimod fred med Gud. Chresten slår korsets tegn, hvorefter et uvejr sætter ind med torden og lyn. Det er blevet daggry, og mørkets magter er forsvundet. Trolden er også væk, og gulddyngerne er blevet reduceret til spindelvæv, og guldsceptret er forvandlet til halmstrå.

Efter at have opnået en dybere indsigt i livet gør han denne erkendelse :

'/./ 'Du er Sandheden og Livet. Min Hu stod til Jorden og Alt, hvad dens er, Du lærte mig, at det var Spindelvæv og Hø, som skal kastes i Ovnen; lærte mig at erkende Livets store Lov : Kærlighed til Medmennesker og Medskab-ninger.''

Chresten har nu opnået ro i sit sind, efter at han har indset, at lykken ikke er knyttet til det materielle, men at det væsentlige i livet er kærlighed. Han frygter heller aldrig mere for sit udkomme, da han har opnået en ro og en tillid i sit indre til, at den almægtige vil sørge for ham og hans familie.

Den udvikling, som Chresten har gennemgået, går fra materie til ånd, fra forgængelighed til evigt liv og fra selviskhed til universel kærlighed. For at komme væk fra det materielle hen imod det åndelige er det nødvendigt at åbne sit hjerte for det store kærlighedsbudskab. Det er selve vejen frem, hvis man som menneske skal gå den rette vej, og det er den vej, der fører frem til sindets fred og glæde. Den bevægelse, som teksten etablerer mellem materie og ånd kan illustreres således :
 

'Klokketaarnets Aand' er en eventyrlig fortælling i ordets rette betydning. Det eventyragtige stof i denne fortælling minder meget om H. C. Andersens even-tyr 'Elverhøj', der også er befolket af sære væsener, såsom trolde, elver-konger, elverpiger og klintekongen fra Møn.

Fortællingen foregår mest i Store Heddinge Kirke, i klokketårnet, hvor Chresten Ringer har sin daglige gang. Da han har nået et stadium, hvor han er meget besat af tanken om det materielle, åbnes hans øjne for en ellers usynlig verden af ånder, trolde og det mest forlokkende guld. Til alt dette hører tab af sjælelig fred og en evig fordømmelse som fredløs ånd i tårnet. Taarnånden kan først få fred, hvis han får lokket Chresten ind i materiens verden. Det lykkes imidlertid ikke, og Taarnånden er henvist til at fortsætte sin fredløse eksistens øverst oppe i kirkens tårn, hvorimod det lykkes for Chresten, efter at han har åbnet sit hjerte for kærlighedsbudskabet, at opnå den sjælsfred, som han ikke tidligere har været i besiddelse af. Det, det drejer sig om at opnå, er forbindelse med Gud, ikke med guld eller materiens og forgængelighedens verden.

Det kan anbefales at læse denne eventyrlige fortælling, ikke mindst på grund af den fantasi, som forfatteren lægger for dagen, men samtidig også fordi den udspiller sig på Stevns, i Store Heddinge Kirke og i Højerup Kirke.  Hvis man skal pege på noget, som kan virke lidt omstændeligt, er det de eventyr-lige oplevelser, som Chresten kommer ud for, da han begiver sig op i tårnet ved nattetide. Den eventyragtige fortælling er trukket for meget i langdrag og virker derfor lidt omstændelig. I sin helhed er 'Klokketaarnets Aand' dog en fornøjelig fortælling at læse, og når dertil kommer, at stoffet er taget fra denne egn, så giver det endnu en grund til at læse Anton Nielsen eventyrlige fortælling. God fornøjelse!

*) Store-Heddinge Kirke er nu om dage opkaldt efter Sankt Katharina.