Den lille by

Anton Nielsen: Den lille By, skrevet af mag art Lisbeth Askjær-Larsen

'Den lille by',  digte, Levin & Munksgaards Forlag, København, 1922.
Af disse digte vil jeg anbefale følgende til læsning :
1. 'Intermezzo', s. 7 - 8,
2. 'Aften', s. 16 - 17,
3. 'Fugleskydning', s. 31 - 33,
4. 'Kærligheds-stien', s. 36,
5. 'Skolen', s. 39 - 40

I det første digt anråber Anton Nielsen barndomshjemmet, som han forsøger at kalde frem i erindringens skær, soloplyst, en dag i vår. Fra forår bliver det hurtigt sommer. Luften er sød og mild, og rosens dybe skær gløder som en dæmpet ild. I efteråret er letheden blevet til fylde og tyngde. Æblerne er blevet store og tynger grenene ned mod jorden. Sommerfryden er blevet sort som muld og er således allerede ved at vige sin plads til fordel for efterår og forgængelighed. Det hele, der har blomstret og nået sin fylde i sommerens fryd, er ved at falde og gå sin undergang i møde.

I digtet 'Aften' beskriver forfatteren, hvordan byen ændrer sig, når dagen bliver til aften. Det hele bliver til skygger og farverne mister deres kulør. Alt bliver gråt og stille, og kun lyden af en pladshunds vrede glam og et par trætte trin bryder den stilhed, der har sænket sig over byens univers. Til sidst er der kun månen tilbage i dette aften-tomme-univers.

'Fugleskydning' er et digt, der relaterer sig til Store Heddinge, da byen har et fugleskydningsselskab, som er stiftet for mange år siden. Det er juli måned og festdag i byen, og flagene er oppe. Selskabet består af byens tapre helte, der går sejrsstolt af sted imod Præstelunden. Ved punschen priser årets fugle-konge, doktor Linde, nordens skønne kvinde.

Der er et digt, som priser den kærlighedssti, som åbenbart også har eksisteret i Anton Nielsens tid. Byens gamle promenade bringer minderne frem om svundne dage, om 'solskinstanker' og 'eventyrets hede luer'.

I digtet 'Skolen' genkalder forfatteren sig sin barndoms skoletid og udsigten fra skolen til kirken og kirkegården. I mindets skær er de gamle skolestuer blevet hellige som tempelbuer. Den gamle skole har måttet vige for en ny, men det er den gamle skole, som lever videre i mindets gyldne skær.

Anton Nielsen : -Bakkegaarden-, en digt-cyklus, Levin & Munkggaards Forlag, København, 1923.

Fra denne digtsamling vil jeg anbefale digtet -Bakkegaardens Haab-, s. 21 - 22 og digtet 'Aften', s. 37 - 38.

Det førstnævnte digt handler om den ømme moderglæde. Mor og barn er et og deler såvel glæde som sorg. De kender begge livets dybe spil  og er en enhed. Moderen har i sit barn tændt livets lys og har al sin glæde og sit håb rettet imod det barn, som er en dyrebar skat.

Digtet 'Aften' er præget af mørke og mismod, vinter og aftenstid. Stemningen er sorgfuld, og glæden findes kun i mindet om det, der ikke eksisterer længere. Aftenen bliver sammenlignet med livets slutning, hvor alle håb og mål bliver slukket og slettet som et udbrændt bål. Tilbage er kun en længsel efter bedre stunder og en aske, der er eneste rest af det liv, der var engang.

Denne digtsamling, hvis 20 digte hylder glæden ved hjemmet og trofast-heden, er viet til 'Bakkegaarden' i modsætning til digtsamlingen 'Den lille By', der beskriver livet i den lille provinsby Store Heddinge.

Anton Nielsen opnåede aldrig nogen særlig position i dansk litteratur, eftersom han i for høj grad mindede om Harald Bergsted. For stevnsboere kan det være meget fornøjeligt at stifte bekendtskab med Anton Nielsen ud fra hans kendskab til byen og egnen.