Jens Fink-Jensen

Jens Fink-Jensen, der under sin opvækst boede i Store Heddinge i nogle år, debuterede i 1981 med digtsamlingen 'Verden i et øje'.

Han er født i 1956 og tilhører således den samme generation af forfattere som Søren Ulrik Thomsen, som han gik i klasse med på Store Heddinge Skole fra 1968-72 (6. kl.-2.real). Jens Fink-Jensen er søn af Kirsten og Ole Fink-Jensen, der i 1968 købte ejendommen 'Erikstrup', der ligger bag ved Store Heddinge Kirke, indtil de i 1983 solgte den og flyttede til København. Han tog studentereksamen fra Herlufsholm i 1976 og studerede senere til arkitekt i København, en uddannelse han afsluttede i 1986. Jens Fink-Jensen har siden 1981 udgivet digtsamlinger, noveller og børnebilledbøger. Han beskæftiger sig desuden med foto og musik i forbindelse med digtoplæsninger.

Titlen på Jens Fink-Jensens første digtsamling er 'Verden i et øje'. Den udkom i 1981 på forlaget Hekla og består af 6 dele, der indeholder digte af forskellig længde.

Det første i digtsamlingen hedder 'Kødets fuglesprog'. Det indeholder nogle modsætninger mellem kulde og varme, noget positivt, opbyggende og noget destruktivt, nedbrydende. Det munder ud i en positiv tilstand, der er gennem-syret af en positiv indstilling til at gøre tingene i forening, se hinandens chan-cer og samtidig høre sit eget køds fuglesprog. Det er kærligheden, der er modstillet en destruktiv kraft, som kan være vanskelig at håndtere, da den sidder i kroppen som en iboende kraft, der bryder op til overfladen.

I 2. del, 'Hvid kalk på himlen', der består af 40 digte, er der en tilstand af noget kunstigt og noget koldt, som gennemvæver sindet, der lever i såvel mørke som lys om dagen. Langt derinde er der et helt univers, som er gemt under livets kunstige og kolde tilstande, der ikke lader hjertet få de rette gunstige betingelser. Det sidste digt (nr. 40) i dette afsnit indeholder følgende ord: 'Hvid kalk på himlen verden i et øje'. I overført betydning er kalken et billede på smerte og lidelse, men i dette tilfælde bliver kalken også et symbol på noget religiøst, der modsvarer verden, som kun ses i et øje.

Digtsamlingens 3. del, 'Tårer i sandet', indeholder 80 digte. Den samme tilstand af indespærrethed manifesterer sig i denne del. Byen spinder et kun-stigt spind over markerne, der ånder nedenunder. Jegpersonen er fremmed over for sig selv, er fyldt af gråd og søger til tider efter regnen, der både er i det indre og i det ydre. Tilstanden i verden er præget af radioaktiv forure-ning, og det eneste, der kan stilles op over for denne negative verden er to menneskers behov for kærtegn. Dog forbliver mennesket en sten eller et spejlbillede af det, som vi tror er en sten, der ikke tænker, og som ikke har nogen fremtid til gode. I realiteten er vi fugle, der måske nok er udstyret med frihed, men som kan have stækkede vinger og flygtige bevægelser. Øjet er en pejling af tid og lys. I virkeligheden er vi her ikke.

4. del af digtsamlingen, med titlen 'Farver ind i mellem', rummer i alt 12 digte. Jegpersonen forholder sig helt stille i mørket, mens elementerne raser udenfor. Jeget er tavs og stille som en sten eller et bjerg, når verden be-gynder at falde. Jeget er præget af drømmens blå univers, og opmærksom-heden er henledt på gule tænder og sorte hænder. Der er en kontrast mellem drøm og virkelighed, mellem det ideale og det reale. Mennesket rejser så meget i det indre, at det ikke har brug for ydre årstider. Der er også en afstand mellem menneskene, der på trods af forskelle skylder hinanden smil. Når alt kommer til alt er der altså tale om en tilstand af noget positivt. Jeget befinder sig stadig afsondret i tårnet, hvor han får øje på de rigtige farver, men alligevel er hans kraft ikke stor nok til at komme dem i møde. Han vil spise frugterne af den andens tavshed og løgne. Tilstanden på denne planet er ikke acceptabel. Sandheden skal skjules, den må ikke siges højt, heller ikke selv om den rummer et positivt budskab.

Det er de mætte mennesker, der har skabt sulten og uligheden i verden. Dog venter naturen med det sidste kort, det sidste svar.

5. del af digtsamlingen, med titlen 'Billeder i bevægelse', indeholder 5 digte, der tematisk handler om døden, om livets modsætninger: opgiven over for håb, tavshed over for skrig og lys over for tomhed mellem stjerner, som imidlertid også kan være en kraft mellem stjerner. Vi er endnu ikke sikre efter fødslen, men vi vil vinde til slut. Målet er stjernerne, og det er lyset, der får os til at bevæge os fremad. Hensigten er, at vi skal kunne røre ved hinanden uden 'klamme undvigelser'.

6. og sidste del af digtsamlingen, 'Ruter i mørket', indeholder 7 digte, som beskriver det uopdagede liv, der ligger gemt, og som indeholder kimen til alt videre liv. Jegpersonen er kun til stede, fordi jeget ved, at der kan ske æn-dringer. Jeget forstår ikke forholdene, forstår ikke kærligheden, livet, dets ofre, forstår ikke natten og forstår ikke sig selv, når kærligheden svigter. Kun kærligheden til en anden kan alligevel give én styrke til at blive ved med at kæmpe, til ikke at give op. Det er det eneste, der rækker videre og får livet til at fortsætte. Det 3. digt i denne del minder i sin tone om Johs. V. Jensens digt 'Vid jeg er vildmanden i det danske våben' fra 'Digte 1906'. Jens Fink-Jensens digt adskiller sig fra samlingens øvrige digte ved at indeholde en større vilje til at kæmpe end den, der kommer til udtryk i resten af digtsamlingen.

Digtet lyder således:

'Ingen døre Ingen huller
Ingen svale åbninger til mit liv:

Jeg vil rase imod
Det der sinker processer

Jeg vil vælte mur efter mur
For at finde maskinernes biologi

Jeg vil åbne celler for at se
En verden udenfor datamaterne .'

Jens Fink-Jensens første digtsamling, 'Verden i et øje', handler om livet, der er i bevægelse, men som opleves uforståeligt af jegpersonen, der kun ved kærlighedens kraft får styrke til at kæmpe videre for de værdier, som jeget trods alt kan skimte under den tågede overflade og tilværelsens kunstige skær.

Det kan anbefales at læse denne digtsamling af Jens Fink-Jensen, som tilhører gruppen af digtere med tilknytning til Stevns.