Dagmar Nielsen

Om forfatteren Dagmar Nielsen (1925 - 1996) og hendes forfatterskab skrevet af mag art Lisbeth Askjær-Larsen

Dagmar Nielsen blev ved sit ægteskab med forfatteren Niels E. Nielsen stevnsbo. Hun stammede oprindelig fra Djursland og flyttede i 1969 til Sigerslev på Stevns.

I de år, Dagmar Nielsen tilbragte på Stevns, fik hun udviklet sit talent til at skrive, og det var litteratur, som passede til dagliglivets mennesker, altså ikke tørre, utilgængelige eller akademisk prægede tekster. I modsætning til sin mand Niels E. Nielsen havde hun ikke sit blik rettet imod de fjerne horisonter eller fremtidens samfund. Det var mere det nære miljø og dagliglivet, der optog hende, altså det daglige livs små glæder, der lyser op på en råkold dag.

Dagmar Nielsen udgav følgende samlinger :

'Tvillinger, tårer og tusindfryd', 1977,
'Dage under et stråtag', 1979,
'Kald mig kun en tåbe', 1983,
'Græsset på min grønne vej', 1984,
'Regnbuen over min køkkendør', 1989.

Foruden sit forfatterskab var hun beskæftiget med at skrive causerier til Danmarks Radio. Mange kunne godt lide at lytte til den livskloge Dagmar Nielsen, der kunne skrive og fortælle om dagliglivet, således som vi alle fornemmer det, men måske ikke får sat ord på.

I det indledende essay i samlingen 'Tvillinger, tårer og tusindfryd' fortæller hun om sin ankomst til Stevns og den følelse af fremmedgjorthed, som hun følte i begyndelsen, indtil hun havde besluttet sig for at ville falde til på sin nye egn :

'Man er løsrevet fra sin sammenhæng, føler sig som en gæst på stedet, en træt gæst, der længes inderligt tilbage til de kære derhjemme. Tager man en tur til byen, går man på gaden og er anonym som et stykke ubeskrevet papir. Ingen hilser glad genkendende på én, og man kender ikke selv et eneste ansigt. Man er uden identitet.
 
Det tager tid at blive hjemme på en ny egn. Nogle tilflyttere bliver det aldrig. Retter ustandselig blikket bagud og sammenligner.
Og det går jo ikke i længden.
Ikke alt derhjemme var godt. Og ikke alt er skidt på den nye egn!
Derfor, af ren og skær selvopholdelsesdrift satte jeg mig selv stolen for døren :
Se så at blive hjemme på det nye sted!' (Ibid., s. 8).

'Jeg kom til Stevns sidst på vinteren. Alt var så trist, mest jeg selv. Nattefrost og sne vekslede med tåge og slud. Opkørte, fedtede veje, afskallede kridtstenshuse, kuldskære mennesker, der var alt andet end oplagte til forbrødrethed med en tilflytter. Var jeg i brugsen, stak folk hovederne sammen og så skarpt på én. Naboen, en gammel kone, vendte hovedet den anden vej når hun gik forbi én. /./  "Stevnsboere er af natur noget reserverede over for fremmede, 'trøstede min mand.' de skal bare ha' tid til at se dig an. /./. ' ' (Ibid., s. 9).

Som tilflytter på Stevns skulle Dagmar Nielsen præsenteres for de stevnske seværdigheder, herunder den berømte hængebøg på Store  Heddinge Kirkegård. Om den oplevelse skriver hun følgende:

'Da vi stod under den 25 meter høje hængebøg, som næsten skjuler kirkens centrale del, hørte vi orgelmusik fra rummet derinde. /./ Vi så op i bøgens kuppel. Europas største hængebøg, omkring 400 år gammel. Slægt efter slægt har stået som vi og set op i disse lysegrønne kaskader af løv, beundret solens glitrende spil gennem de dunede blade, hele løvskyer over vore hoveder.' (Ibid., s. 12).

Stevns Klint, den mest berømte seværdighed på egnen, gjorde stort indtryk på Dagmar Nielsen, der beskriver sit første indtryk således :

'Ja, klinten.
Jeg må indrømme : her kan Djurslands lerklinter ikke klare sig i skønhed. Første gang jeg så Stevns Klint, var jeg helt overrasket. Vi havde cyklet langt den dag. Lidt trætte satte vi cyklerne fra os, for at spadsere ud til den lille grå kirke derude på klinteranden. En uforglemmelig aften. Det var, som holdt det grønne land pludselig op et sted i luften. Dybt nede og langt ude lå Østersøen og lyste i flaskegrønne og violette farver, med synlig kridtbund i blågrønne pastelfarver.' (Ibid., s. 19 - 20).

I det essay, der har givet navn til samlingen, 'Tvillinger, tårer og tusindfryd' fortæller Dagmar Nielsen om den smertelige adskillelse fra sin tvillingsøster Bodil. Det føltes som en kronisk sult. Det er tusindfrydene, der binder teksten sammen, idet hun såvel i skrivende stund som i erindringens lys ser blomsterne stråle i det grønne græs.

I essayet 'Håbet i en vinternat' tænker Dagmar Nielsen tilbage på det år, der er gået. Har det taget noget fra en, som var aksen i ens liv? Var der noget, som man forsømte i det år, der nu er gået? Hun erkender, at undladelsessynderne er de sværeste at bære og erkender, at der såvel i det år, som er gået, som i det kommende år vil være lys og mørke, glæde og sorg. Hun er dog stadig en optimist, der altid ser lyset begynde der, hvor skyggens grænse sluttede.

I denne bog har Dagmar Nielsen samlet causerier, som hun  tidligere havde læst op i radioen. Hun er blevet kaldt for 'Danmarks Dagmar', og hun beskrives i forlagets præsentation som et lyspunkt, der har glædet mange mennesker med sin evne til at suge indtryk til sig og fortælle dem videre, så de bliver levende for såvel radiolyttere som læsere.

I 1983 udsendte Dagmar Nielsen en samling essays med titelen 'Kald mig kun en tåbe' (Hernovs Forlag). På bogens omslag præsenteres hun på denne måde :

'For Dagmar er selv et hverdagsmenneske; med arbejdshænder, men også med det sjældne: Klare øjne, der ser det hele . at vi fumler, ta'r fejl, tit, og dog finder mod til at prøve igen!'

I essayet 'Året i Glimt' fra denne samling beskriver hun et år, der er gået, på følgende måde :

'Blikket søger uret. Gamle ur, kar for tidens ubønhørlige dråbefald. Et år er levet. Har det sat sig spor? Stjal det noget, man anså for umisteligt, og som man dog måtte leve foruden? Gav det fremgang, fællesskab med andre? Gav det blot én dag, der aldrig glemmes?' (Ibid., s. 77).

I et liv vil der både være glæde og sorg. Selv i den mindste afkrog sætter livet dets spor. Sådan er virkelighedens verden ifølge Dagmar Nielsen :

'VIRKELIGHED! Det er et miledybt ord. Selv tabet af en kær kan man leve videre med, mindet har man tilbage. Og dødens meningsløshed kan ikke være det sidste ord i sagen. De døde lever i vore sind, de lever i vore drømme, hvorfor skulle de ikke også leve andetsteds.' (Ibid., s. 86).

Det er i hverdagen, at Dagmar Nielsen anbefaler os at søge de små glæder, som man bør forsøge at få øje på :

'Man skal bare suge til sig de små glæder. Hverdagen har storhed og skønhed og mærkværdighed nok, det gælder bare om at få øje på det. Have blikket åbent også for de barokke ting, for Storm P.' ske bagateller.' (Ibid., s. 86).

Forfatteren opfordrer til en bedre brug af tiden, til at bruge det kommende år til at komme hinanden noget mere ved og acceptere hinandens særheder, dvs. slippe nogle af sine fordomme over for andre mennesker :

'Ingen hånd kan fange tiden, men måske kunne vi prøve at bruge den lidt bedre i det nye år. Finde sammen. Acceptere hinandens særheder. Dele tanker. Med et udtryk af Seedorff ' give den flygtende time en tilvækst af lykke'. Sige tak for hver livskabt dag, man får.' (Ibid., s. 86 - 87).

I samme tekst giver hun en beskrivelse af Stevns Klint, set fra Stevns Fyr :

'Høstlandet er tavlet ud i grønt og guld. Solen er rød og for nedadgående derovre i vest. Sejlskibe stryger om klint og næs. Handelsskibe ses langt ude - sejler de eller flyver de? De hvide færger går i ét mellem hav og himmel. Derovre ligger klintekirken - husker ud? Også denne gamle kridtstensbygning besøgte vi en månelys aften hen under høst. Også det var en oplevelse: Månen gjorde de hvide klinter endnu hvidere, men havet dér dybt nede var grøn-violet. Derude glimtede fyrene fra Sveriges kyst, og med bestemte mellemrum gik en lyskegle fra Stevns Fyr over hav og land. Alt var stille, kun havet sang sin gamle sang dernede mellem rullestenene. Og der lå den gamle kirke. Men koret er borte, hjertet er som skåret fra dette gamle Gudshus, der gemmer så mange minder .' (Ibid., s. 78).

I 1984 udkom essaysamlingen 'Græsset på min grønne vej' på Hernovs Forlag. I det indledende essay giver hun en beskrivelse af Sigerslevs bygade :

'Denne bygade er ældgammel, måske tusind år eller mere. Generationers beboere har trampet ad vejen gennem landsbyen. Den gemmer spor efter mange, mange .' (Ibid., s. 7).

Hun giver i øvrigt også en beskrivelse af mosen i Sigerslev :

'Året rundt ligger mosen og venter, en oase for naturtørstende sjæle. Den lille sø er et fristed  for fuglene, og i beplantningen om søen holder småvildtet til. Om sommeren ser man mange spadserende på mosevejen, en græsbulket jordvej.' (Ibid., s. 9 - 10).

 Mosen beskrives ligeledes i essayet 'Grøn Fred' :

'Men vi landsbyfolk er stolte af vor mose. Den er kendt i museumskredse. Det var i denne mose, at det første okseskaft fra stenalderen lod sig finde. Det var i 1897, /./.' (s. 32).

Dagmar Nielsen kommer også i denne samling essays ind på begrebet sorg, som rammer de fleste mennesker i løbet af et liv, men som vi tackler forskelligt afhængigt af vores natur. Sorgen rummer den mulighed, at et menneske kan blive dybere, men der vil jo altid være mennesker, som kun ønsker at befinde sig på livets overflade :

'Sygdom og dødsfald fornemmes af alle som indbrud i vort ordnede liv. Tankerne kredser om den kære afdøde. Nu bagefter var der så meget, man ønskede ugjort eller anderledes, men vi holdt jo dog så inderligt af hinanden.
At blive et dybere menneske, det står åbent for hver den der er gået gennem lidelsen. Lindring er udelukket, ingen kan afhjælpe din sorg. Den er din alene, og den bekræfter din kærlighed .' (Essayet 'Humor: Livets Nådegave', s. 25).

I essayet 'Stemmer fra postkassen' kommer Dagmar Nielsen også ind på sorg- og krisebegrebet. Det er hendes opfattelse, at man igennem prøvelser får bedre forståelse for andre mennesker :

'Ingen mennesker undgår tunge sorger og kriser. Man kan nok komme over dem uden at blive bitter, da tror jeg, man bliver bedre egnet til at leve. Fordi man da får større forståelse for andre, der har det svært. Kommer man over en sønderknusende skilsmisse med livsmodet i behold - da er der gods i én!' (S. 126).

Det bedste for et sørgende menneske er at få at vide, at man har ret til at sørge, at den sorg, man føler, er berettiget :

'Alle vil vi, inderst inde, høre dette : Du har ret til din klage over, at du ikke blev skånet. Den rette trøst, mente lægen, bør være lige langt fra den leddeløse medynk og den overfladiske opmuntring.' (Ibid., s. 25).

Det var lægens opfattelse, at det sørgende menneske har brug for anerkendelse af dets følelsers berettigelse og en rolig og beskeden medfølelse.

Den mennesketype, som Dagmar Nielsen opfatter som det værdifuldeste, er følelsesmennesket, der har de største udsving i sindets tilstand :

'De mest værdifulde mennesker er i øvrigt ofte mennesker med stærke følelser, og prisen for et rigt følelsesliv kan være, at disse mennesker kan være enten højt oppe eller dybt nede. Men er det ikke også bedre end at leve sit liv som "den lunkne mellemvare?' (Essayet 'Humor : Livets nådegave', s. 24).

I essayet 'Grøn Fred' giver Dagmar Nielsen en beskrivelse af østbanetoget :

'Jaja, alt skal da heller ikke være så skrigmoderne og strømliniet, tænkte jeg og følte mig såret på vort lille trofaste togs vegne. Vi holder af vor lille skinnebus, når den som en lun opholdsstue fyldt med venner og bekendte og overvåget af en tjenstvillig konduktør, ruller os ad Køge til. Og siden som en glad lille gris stikker tværs over de flade, stevnske marker, over ådalen og langs Klippinge bjerg mod Rødvig, hjem til vort igen.' (S. 34).
I essayet 'Græsset på min grønne vej' får man som læser et godt indtryk af Dagmar Nielsens evne til at opleve tilværelsen :

'Fra bilens nedrullede ruder fik jeg en hel verden foræret. En afsides lille verden med velplejede haver og vasketøj på snor, en lille arrigt gøende hund foran et gulkalket hus - den ser nok ikke fremmede hver dag. /./.' (S. 59).

Det samme indtryk får man, når man læser essayet 'Det går mod høst' :

'Ud og se! Lagre sommersyner op til grå vinterdage. En sommer er så kort, så vemodig kort. Det gælder om at gribe nuet, når det er der. /./.' (S. 106).

I slutningen af samlingen kommer forfatteren med en opfordring til større sammenhold mennesker imellem :

'/./ Gid vi alle ville prøve på åndelig talt at tage hinanden i hånden og se hinanden i øjnene, ikke som fjender, men som brødre og søstre. /./ ' (Essayet 'Drømmen', s. 151).

Disse udvalgte citater fra nogle af Dagmar Nielsens essaysamlinger vidner om et menneske, der forstår at opleve livet og være på højde med det, forstået på den måde, at vedkommende ikke fortaber sig i det livsfjerne, men tværtimod evner at suge til sig af tilværelsen og bruge livet på en god måde, også til gavn for dets medmennesker. Dagmar Nielsen havde en særlig evne til at opleve livet omkring sig, en evne, der næsten kan sidestilles med et barns oplevelsesevne, nemlig den sans for at suge til sig, som for mange menneskers vedkommende går tabt under hverdagens trivialitet. Denne evne omsatte hun i ord og gjorde dermed det daglige liv nærværende for sine læsere, der kan nikke genkendende til mange forskellige episoder fra hverdagen. Ved at læse Dagmar Nielsen kan man blive mere klog på livet.

Dagmar Nielsen blev stevnsbo, fordi hun bestræbte sig på at ville være det, og fordi hun satte sig ind i det stevnske og forsøgte at få et godt kendskab til mennesker omkring sig, således at hun på den måde blev indviet i noget af det, der karakteriserer det at være indfødt, kendskabet til et medmenneskes personlige baggrund osv.

Forfatteren Dagmar Nielsen overlevede sin mand Niels E. Nielsen, der døde i 1993. Sin sidste tid tilbragte hun hos en datter på Djursland.