Halloween vækker spøgelser til live

Spøgelsesmåneden er over os.

Af biblioteket

Tre spøgelser i et mørkt værelse
Foto: Gerd Altmann fra Pixabay

I oktober mærkes efteråret for alvor, og de lange, mørke aftener med regn og rusk inviterer til en god spøgelseshistorie. 

Fortællinger om spøgelser i litteraturen kan spores helt tilbage til det gamle Rom, hvor Plinius den Yngre nedskrev en af verdens ældste spøgelseshistorier i det første århundrede. Historien handlede om en hvileløs sjæl, der hjemsøgte et hus i Athen.

De britiske spøgelseshistorier

I løbet af det 19. århundrede blev spøgelsets overnaturlige elementer et almindeligt litterært greb i den engelske litteratur. I starten dog ofte kun som et mindre indslag, der kunne forskrække og lokke læseren videre.

Spøgelseshistorien nåede højdepunktet af sin popularitet i England i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af det 20. århundrede. Blandt genrens største forfattere tælles navne som Sheridan Le Fanu, M. R. James og Algernon Blackwood, der alle var med til at udvikle spøgelseshistoriens litterære greb og finesser til perfektion.

De danske spøgelseshistorier

Også i Danmark har spøgelser længe været en del af folkeeventyr, lokale sagn og myter. Men modsat de engelske spøgelseshistorier, hvor spøgelset oftest blev brugt til at skræmme, havde de danske spøgelseshistorier fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af det 20. århundrede snarere fokus på, hvordan historiens personer reagerede på spøgelsets opdukken.

Bøger, hvor det spøger

Mangler du forslag til, hvad du skal læse i spøgelsesmåneden, kommer her en række spøgelseshistorier særligt udvalgt til dig.

Læser du helst på engelsk?

På eReolen Global og den tilhørende app Libby finder du masser af horror på engelsk. Og er du særligt interesseret i spøgelser, kommer her et par forslag.