Inspiration for voksne

Få håbet tilbage

– i en tid hvor håbet kan synes at være langt væk. -En del af vores kampagne 'I håbets tegn'.

Af Marianne Sivertsen

Velkommen til Stevns Bibliotekernes svar på, hvordan vi i disse utrygge tider kan holde håbet oppe. 

Du har måske allerede lagt mærke til vores ”scrollstoppers” på Facebook. Dem har vi fået udarbejdet i et ønske om at sætte fokus på vores adfærd, når det gælder vores forbrug af medier. 

Scrollstoppernes formål er at gøre os opmærksomme på, at vi sidder og forsvinder ind i skærmen og glemmer at der er andre måder at holde pause på, samt at orientere sig om verdenssituationen på. De sociale medier, den konstante nyhedsstrøm, katastrofer, krig, usikkerhed, random videoer og frygt er, hvad vi fodrer vores hjerne med flere timer om dagen. Og det er først i nyere tid, vi er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved skærmen og hvad den gør ved os. 

Med denne kampagne ønsker vi at præsentere alternativet til doomscrolling, frygt og håbløshed. Vores svar er, at vi alle trænger til en pause fra skærmens malstrøm.

doomscrolling sb. (2020): Det at scrolle ustruktureret og i uendelig tid; det at søge efter ulykke og undergang på nettet.

Tid til noget godt - Få håbet tilbage

Her på siden anbefaler vi nogle af de bøger, du kan læse i dine nye (læse-)pauser. Det er bøger der er udvalgt til at inspirere, underholde og få dig til at tænke. Og som vi tror kan give dig håbet tilbage i en tid, hvor håbet kan synes at være langt væk. 

Rigtig god læselyst og doomscrolle-pause!