Offentlige foredrag i Naturvidenskab: Tang

Kan tang redde verden? Oplev et foredrag om tang, livestreamet fra Aarhus Universitet til et sted nær dig.

Af biblioteket

Undervandsbillede af tangplanter
Foto: Peter Bondo Christensen, AU

Tang er faktisk ikke planter, men alger. Til foredraget tirsdag den 17. november kan du høre om, hvad tang og alger er, hvordan de adskiller sig fra planter og dyr, og hvordan tang dyrkes i både havet og på land. Du får også indblik i, hvilke bæredygtige løsninger tang kan bidrage til i fremtiden.

 

Tang som ressource

Under havets overflade vokser tang i et væld af farver, former og størrelser. Tangskovene langs klodens kyster er lige så vigtige for havets økosystemer, som skovene er for livet på land. De giver føde og skjul til utallige marine organismer og bidrager samtidig til et sundt havmiljø ved at optage næringsstoffer og CO2, producere ilt og modvirke forsuring.

Mennesker har i årtusinder brugt tang til blandt andet mad, foder og gødning. I dag bliver tang ofte fremhævet som en mulig løsning på nogle af vores store udfordringer med klima, biodiversitet og fødevareproduktion. Men kan tang virkelig være med til at redde verden?