Litteratur

Martin A. Hansen

En central stemme i dansk litteratur - rundet af Stevns.

Af Marianne Sivertsen

""
Udlånt af Mette Lise Rössing

Martin A. Hansen (1909–1955) er en af de mest markante danske forfattere i det 20. århundrede. Selvom hans liv var kort, satte han et stærkt præg på efterkrigstidens litteratur og kulturdebat. Hans værker kredser om eksistentielle spørgsmål som tro, skyld, ansvar og menneskets plads i historien – temaer, der stadig gør hans forfatterskab relevant i dag.

Han blev født den 20. august 1909 i Strøby på Stevns i en fattig husmandsfamilie med stærke religiøse traditioner. Opvæksten i det landlige miljø og mødet mellem en jordnær bondetradition og en fortællende, religiøs kultur kom til at præge hans syn på både mennesker og samfund. Han blev uddannet lærer fra Haslev Seminarium i 1930 og arbejdede i en årrække som lærer i København, samtidig med at han skrev.

I 1930’erne debuterede han med romaner i en socialrealistisk tradition, men han brød senere med denne stil. Et afgørende vendepunkt kom med romanen Jonatans Rejse (1941), hvor han begyndte at arbejde mere fabulerende og symbolsk – en retning, der kom til at præge resten af hans forfatterskab.

Den tyske besættelse af Danmark under 2. verdenskrig fik stor betydning for Martin A. Hansen. Han deltog aktivt i modstandsarbejdet ved at skrive i illegale blade og engagerede sig i svære etiske spørgsmål om vold og ansvar. Denne erfaring satte tydelige spor i hans senere tekster, hvor han ofte skildrer menneskets moralske valg under pres.

Efter krigen udgav han nogle af sine vigtigste værker. Romanen Lykkelige Kristoffer (1945) og novellesamlingerne Tornebusken (1946) og Agerhønen (1947) markerede hans gennembrud som en betydningsfuld forfatter. Særligt novellen “Midsommerfesten” anses for en central modernistisk tekst i dansk litteratur.

Hans mest kendte værk er romanen Løgneren (1950), der stadig regnes som en klassiker. Romanen skildrer et menneskes indre splittelse og kredser om sandhed, selvbedrag og ansvar. 

Samtidig arbejdede han med essays og religionshistorie, blandt andet i værket Orm og Tyr (1952), hvor han undersøger overgangen fra nordisk hedenskab til kristendom.

Kristendommen spillede en central rolle i Martin A. Hansens tænkning. Han var optaget af forholdet mellem tro og kunst og af menneskets behov for et etisk og åndeligt ståsted i en moderne verden præget af krise og meningsløshed.

Martin A. Hansen døde den 27. juni 1955 i København, kun 45 år gammel. Trods sit korte liv nåede han at skabe et forfatterskab, der både er dybt forankret i dansk kultur og samtidig åbner for universelle spørgsmål om menneskelivet.

I dag regnes Martin A. Hansen for en af de væsentligste danske forfattere i det 20. århundrede, og hans værker læses stadig for deres evne til at sætte ord på menneskets eksistentielle vilkår.

Stevns Bibliotekernes postcastserie om Martin A. Hansen

Vi har produceret en podcastserie om Martin A. Hansen.
Med podcastserien vil vi gerne være med til at udbrede kendskabet til den anerkendte forfatter.

For her på Stevns, hvor Martin A. Hansen (1909 – 1955) kommer fra, kender selv skolebørnene til den komplekse og hædrede forfatter. Her er det heller ingen nyhed, at forfatteren også var kunstner og blandt andet illustrerede sine romankarakterer og det særegne landskab med klinten på hans hjemegn. Men for mange andre er det ny viden, der kan bidrage til en bredere forståelse af forfatteren og hans værker.

I fire dybdegående podcasts kommer fokus på Martin A. Hansen som person og forfatter; som kunstner og naturelsker; som essayist og skolepensum og som teater, film og musik – og som inspirator for blandt andre musikeren Michael Falch og skuespilleren Vigga Bro. Sidstnævnte gæster også et af afsnittene. 

Det er en vigtig dansk forfatter, som har utrolig meget at byde på - også i dag. Derfor glæder det os at give alle mulighed for enten at stifte bekendtskab med forfatteren eller dykke endnu længere ned i hans forfatterskab, kunst og liv.