For børn

Læs og vind med Sommerbogen og biblioteket

Læs mens du danser, læs mens du spiser is, læs om et sted du gerne vil rejse hen… Der er masser af sjove udfordringer og flotte præmier på højkant, når vi igen i år inviterer alle 6-15-årige børn med i konkurrencen Sommerbogen.

Af Marianne Sivertsen

""

Sommertid er for mange lig med læsetid. Med Sommerbogen vil vi sammen med De Danske Børnebiblioteker sætte gang i børns læselyst og hjælpe dem til at opdage, at bøger ikke kun er noget man SKAL læse i skolen, men at der findes en fantastisk verden af bøger – og helt sikkert også én om liiige det, dit barn drømmer om at læse.

Til at gøre læsningen ekstra sjov og hyggelig byder sommerbogskonkurrencen på en række udfordringer, som man skal løse, mens man læser. Når man har løst ti udfordringer og læst tre bøger, afleverer man sit udfordringsark på biblioteket – og så er man med i konkurrencen. 

Kig forbi biblioteket i enten Store Heddinge, Hårlev eller Strøby Egede og hent dit udfordringsark – og få hjælp til at finde de bøger, du har lyst til at læse i sommerferien!

Sådan er du med i Sommerbogen:

- Hent udfordringsarket på dit bibliotek. Arket kan hentes fra nu og frem til den 16. august.

- Find 3 gode bøger, du gerne vil læse – hvis du synes, det er svært, kan du få hjælp af bibliotekaren på biblioteket. 

- Læs 3 bøger og løs 10 af læseudfordringerne.

- Aflever det udfyldte udfordringsark på biblioteket senest lørdag den 16. august.

- Voila! Du er nu med i lodtrækningen om 10x1 eksemplar af Sophie Souids bog ’Møgmis – en fatal ferie & en kat i knibe!’. Oveni det deltager du også i lodtrækningen om Sommerbogens hovedpræmie, hvor du kan få lov at tømme en boghandel på 5 minutter.