På road trip med Novembers “Big Library Read”

26.10.21
Næste bog i den verdensomspændende bogklub ”Big Library Read” er en rigtig pageturner for unge og voksne der elsker thrillers og YA-bøger.

Five total Strangers af Natalie D. Richards 

Mira skal virkelig hjem til jul, det er helt igennem nødvendigt. Desværre er snevejret så vildt, at hun strander i lufthavnen. I flyveren møder hun den charmerende Harper, og heldigvis bliver Mira tilbudt et lift videre i bil sammen med hendes venner. Nu begynder et hæsblæsende road trip i snestorm, for da det kommer til stykket, kender ingen hinanden alligevel. Der er nogen, der lyver, og måske prøver nogen at sabotere, at de overhovedet når frem uskadt.  

Five Total Strangers læses og diskuteres i perioden fra d. 1. november til d. 15. november.  

Big Library Read – en international bogklub 

Big Library Read er verdens største digitale e-bogsklub, og flere end 19.000 biblioteker verden over er med. Tre gange om året kan du gennem dit lokale bibliotek låne en engelsksproget e-bog, og læse den samtidig med tusinder af andre læsere verden over. Bogen udvælges af bl.a. bibliotekarer, og bogklubben faciliteres af OverDrive, som er leverandør for eReolen Global.  

Spændende og levende litteraturdebat  

Ingen bogklub uden en diskussion - og denne foregår online med hele verden. Diskussionen er helt uforpligtende og åben i hele perioden.

Besøg det online diskussionsforum. 
 

Du kan f.eks. fortælle, hvad du synes om bogen og dens temaer og få et indblik i andre læseres oplevelse af bogen. Nogle gange deltager bogens forfatter også i diskussionen. Du kan finde idéer til diskussion af bogen. 

Se mere på den aktuelle bogs kampagneside.