Lektørudtalelse

Forfatter: Vibeke Munch Kofoed

Forfatteren er velkendt for sine kreative og inspirerende hobbybøger om især papirklip, og denne titel ligger fint i forlængelse heraf. Det er en sød og indbydende bog med enkle modeller for især piger i mellemgruppen. Her er ideer til invitationer, bordkort og -pynt til temafester: Abe-, prinsesse-, halloween- og blomsterfester samt påsketing, små gaveæsker og mange forskellige slags kort med detaljer som fx vinduesruder. Tingene er klippet eller skåret i papir og karton, men også andre materialer benyttes som effekter. Hver model præsenteres på indbydende farvefotos med tilhørende materialeliste og skabeloner i naturlig størrelse. Vejledningen er enkel og instruktiv og følges op af generelle afsnit om materialer, redskaber og arbejdsanvisninger. Bogen virker i det hele taget gennemarbejdet og er særdeles inspirerende, stilen er moderne og modellerne lige til at gå til. De enkelte modeller er søde og iderige og skal nok falde i målgruppens smag. De kan på en enkel og sjov måde lave et produkt, som tager sig godt ud som invitation, små gaver eller pynt til fester. Målgruppen er de ca. 9–11-årige piger især, men bogen er også egnet til familiehygge med mindre børn fra ca. 6 år samt i institutioner og skoler