Inspiration for voksne

Månedens blå: Hun skal være teenager, men bliver pårørende

Bogen kan læses eller lyttes på eReolen uden at bruge af din månedlige lånekvote.

Af biblioteket

Bogcoveret "Tænk ikke på mig" af Vilma Sandnes Johansson på grøn og pink grafisk baggrund.”

Vilma er 13 år, da hendes mor får konstateret uhelbredelig kræft.

Hun er for ung til at bære ansvaret, men for gammel til ikke at forstå alvoren. Samtidig skal hun være teenager med venner, skole, følelser og alt det, der ellers hører ungdommen til.

I “Tænk ikke på mig” skriver Vilma Sandnes Johansson om at vokse op midt i sygdommen. Om at elske sin mor, skændes med hende, synge med hende og ligge på værelset ved siden af, mens sygdommen fylder hele hjemmet.

Når sorgen begynder før døden

Romanen skildrer den særlige sorg, der begynder, længe før døden indtræffer. Den såkaldte ventesorg, hvor man mister lidt ad gangen, mens man stadig forsøger at holde fast i en hverdag.

Vilma står i et umuligt mellemrum. Hun er både barn, datter og pårørende. Hun vil være tæt på sin mor, men hun vil også væk fra sygdommen. Hun vil hjælpe, men kan ikke. Hun vil være der for sin mor, men vil også leve teenagerlivet. 

Vilma Sandnes Johansson skriver med både præcision, ømhed og en næsten ubærlig klarhed om de følelser, der kan være svære at sige højt: skyld, vrede, kærlighed, afmagt og frygten for at være til besvær.
 

Lån uden at bruge af din kvote

“Tænk ikke på mig” er en blå titel på eReolen. Det betyder, at du kan læse eller lytte til romanen uden at bruge af din månedlige lånekvote.